I. Genstand og metode

Den politiske økonomi - i videste forstand - er videnska­ben om de love, der behersker produktion og udveksling af materielle livsfornødenheder i det menneskelige sam­fund. Produktion og udveksling er to forskellige funktio­ner. Produktion kan finde sted uden udveksling; udveks­ling derimod kan ikke finde sted uden produktion - netop fordi den er udveksling af produkter. Hver af disse to samfundsmæssige funktioner foregår under indflydelse af ydre påvirkninger - for en stor del specifikke påvirk­ninger og har derfor for en del deres egne specifikke love. Men på den anden side betinger de hinanden i hvert givet øjeblik, og de indvirker på hinanden i en sådan grad, at man kunne betegne dem som den økonomiske kurves abs­cisse og ordinat.

De betingelser, hvorunder menneskene producerer og udveksler, skifter fra land til land, og i hvert enkelt land skifter de fra generation til generation. Følgelig kan den politiske økonomi ikke være ens for alle lande og alle historiske epoker. Der er en uhyre afstand fra bue og pil, fra stenøksen og den vildes lejlighedsvise tuskhandel tit dampmaskinen med tusinder af hestekræfter, den meka­niske vævestol, jernbanerne og Bank of England. Ildlæn­derne har ikke bragt det til masseproduktion og verdenshandel og heller ikke til vekselrytteri og børskrak. Hvis nogen prøvede at bringe ildlandets politiske økonomi ind under de samme love, som gør sig gældende i England i nutiden, ville vedkommende øjensynligt ikke kunne diske op med andet end almindeligheder af den mest banale slags. Den politiske økonomi er i selve sit væsen en histo­risk videnskab. Den behandler et historisk stof, det vil sige et stof, der forandrer sig uafbrudt. Til at begynde med undersøger den de specifikke love, der gælder for

produktion og udveksling på hvert givet udviklingstrin, og først når denne undersøgelse er tilendebragt, vil den være i stand til at opstille nogle få generelle love, der har gyl­dighed for al produktion og udveksling overhovedet. Imid­lertid er det indlysende, at de love, der har gyldighed for bestemte produktionsmåder og udvekslingsformer, også må have gyldighed for alle historiske perioder, der har tilsvarende produktionsmåder og udvekslingsformer. F.eks. er der en række love, der træder i funktion med indførel­sen af metalpenge, og de beholder deres gyldighed for alle de lande og historiske perioder, hvor det er metalpenge, der formidler udvekslingen.

Med produktions- og udvekslingsmåden i et bestemt historisk samfund og med de historiske forudsætninger for dette samfund er det allerede givet, på hvilken måde pro­dukternes fordeling vil foregå. En ret jævn fordeling er det naturlige i stamme- eller landsbyfællesskaber, hvor der hersker fælleseje til jorden. Alle kulturfolk er trådt ind i historien med dette fælleseje, eller i hvert fald med betydelige rester af det. Så snart der viser sig en større uensartethed i fordelingen mellem medlemmerne, er den­ne ulighed allerede et tegn på at fællesskabet er begyndt at gå i opløsning. Både det store og det lille landbrug kan være ledsaget af meget forskellige fordelingsformer, alt efter de historiske betingelser, hvorunder det har udviklet sig. Men det er indlysende, at storbruget altid vil give en helt anden fordeling end småbruget; storbruget forudsætter eller frembringer en klassemodsætning - mellem sla­veejere og slaver, mellem herremænd og fæstebønder, medlem kapitalister og lønarbejdere. For småbruget derimod er det ingen betingelse, at der eksisterer en klasseforskel mellem de forskellige individer, der deltager i landbrugsproduktionen; tværtimod, eksistensen af en sådan forskel bebuder allerede småbrugets begyndende forfald. - I et land, hvor der hidtil - udelukkende eller overvejende - har hersket naturaløkonomi, er indførelse og udbredelse af metalpenge altid forbundet med en omvæltning i den hidtidige fordelingsmåde. Det kan ske langsommere eller hurtigere, men det vil altid ske på en sådan måde,. at uligheden i fordelingen mellem de enkelte individer, altså modsætningen mellem rige og fattige, bliver større og større. - Middelalderens lokale laugshåndværk gjorde det umuligt at der kunne opstå en klasse af store kapitalister og en anden af livsvarige lønarbejdere; disse klasser ska­bes derimod med nødvendighed af den moderne storindu­stri, det herskende kreditsystem og den dertil svarende udvekslingsform, nemlig den frie konkurrence.

Sammen med forskellene i fordelingen optræder klasseforskellene. Samfundet deler sig i begunstigede og forfordelte, i udbyttende og udbyttede, i herskende og undertrykte klasser. Staten, som de oprindelige grupper af småsamfund med fælles afstamning havde sluttet sig sammen til, i begyndelsen kun med det formål at varetage fælles interesser (i Orienten f.eks. overrisling) og sikre forsvaret udadtil, får fra nu af nok så meget et andet formål: med magt at opretholde betingelserne for den herskende klas­ses liv og herredømme.

Fordelingen er imidlertid ikke blot et passivt resultat af produktion og udveksling; den virker lige så meget tilbage på dem begge. I begyndelsen hæmmes hver ny pro­duktionsmåde eller udvekslingsform, ikke alene af de gam­le former og de dertil svarende politiske indretninger, men også af den gamle fordelingsmåde. Den nye produktionsmåde må først tilkæmpe sig en fordeling, der svarer til dens væsen, og det tager tid. Men jo mere bevægelig, jo mere velegnet til videre udformning og udvikling en gi­ven produktions- og fordelingsmåde er, des hurtigere når også fordelingen op på det trin, hvor den vokser sit mo­derlige ophav over hovedet, hvor den kommer i modstrid med den hidtidige produktions- og fordelingsmåde. Det gamle, naturligt opståede landsbyfæliesskab, som vi allerede har omtalt, har kunnet bestå i årtusinder - sådan som det består endnu den dag i dag hos inderne og nogle slaviske folk - indtil berøringen med den omgivende ver­den også i dets indre frembringer de formueskel_; der får det til at gå i opløsning. Den moderne kapitalistiske pro­duktion derimod er næppe tre hundrede år gammel, og først med indførelsen af storindustrien, altså for ca. et hundrede år siden er den blevet den herskende. Men på denne korte tid har den frembragt de forskelle i fordelin­gen - nemlig på den ene side kapitalernes koncentration på få hænder og på den anden side koncentrationen af sto­re besiddelsesløse masser i de store byer - der nødven­digvis vil få den til at gå til grunde.

Sammenhængen mellem den eksisterende fordeling og de tilsvarende materielle eksistensbetingelser i et givet samfund ligget så meget i selve sagens natur, at den regelmæssigt genspejles i folkets instinkt. Så længe en pro­duktionsmåde er for opadgående, tiljubles den selv af de mennesker, der kommet til kort ved den gældende forde­lingsmåde. Det gælder f.eks. de engelske arbejdere ved storindustriens opkomst. Så længe en produktionsmåde forbliver den for samfundet normale, hersker der også i det store og hele tilfredshed med fordelingen; hvis der rejses protester, kommer de fra den herskende klasses egne rækker (Saint-Simon, Fourier, Owen) og finder til at be­gynde med slet ikke genklang i de udbyttede masser. Først når den pågældende produktionsmåde i nogen tid har væ­ret for nedadgående, når den halvvejs har overlevet sig selv, når betingelserne for dens eksistens for en stor del er forsvundet og dens efterfølger allerede banker på porten - først da forekommer den stadig mere ulige fordeling folk i al almindelighed at være uretfærdig, først da føles tilstandene som forældede og der appelleres til den evige retfærdighed. Denne appel til moralen og retten hjælper os ikke en tomme videre i videnskabelig henseende. Den økonomiske videnskab kan ikke se et bevis, men kun et symptom i den moralske harme - den være sig nok så berettiget. Det er videnskabens opgave at påvise, at de samfundsmæssige misforhold, der fremtræder som noget nyt, er nødvendige følger af den eksisterende produktionsmåde, men at de samtidigt er tegn på den tilstundende opløsning. I den økonomiske bevægelsesform, der befin­der sig i opløsning, skal videnskaben afdække elementerne for den fremtidige nye form for produktion og udveksling, der er i stand til at fjerne disse misforhold. Den vrede, der skaber digteren, er helt på sin plads ved skildringen af disse misforhold, eller også ved angreb på de ”tilbedere af harmonien”, der i den herskende klasses tjeneste benægter eller besmykker dem. Men allerede den omstændighed, at man i enhver epoke i hele den hidtidige historie kan finde rigeligt stof til vrede, viser hvor lidt beviskraft vreden som sådan har i et givet tilfælde.

Den politiske økonomi som den videnskab, der beskæfti­ger sig med de betingelser og former, hvorunder menne­skene i forskellige samfundsformationer har produceret og udvekslet og tilsvarende fordelt produkterne - den poli­tiske økonomi i denne omfattende betydning er en videnskab, der først skal skabes. Hvad vi indtil nu råder over af økonomisk videnskab, begrænser sig næsten udelukken­de til den kapitalistiske produktionsmådes opståen og udvikling. Den begynder med en kritik af resterne af de feu­dale produktions- og udvekslingsformer og påviser nød­vendigheden af at erstatte dem med kapitalistiske former. Derefter udvikler den lovene for den kapitalistiske pro­duktionsmåde og de dertil svarende udvekslingsformer un­der et positivt aspekt, dvs. et aspekt, ifølge hvilket de er til gavn for samfundet som helhed. Den slutter med en so­cialistisk kritik af den kapitalistiske produktionsmåde, dvs. med en fremstilling af dens love under et negativt aspekt, idet den påviser, at denne produktionsmåde i kraft af sine egne udviklingslove drives mod et punkt, hvor den gør sig selv umulig. Denne kritik påviser, hvordan de kapitalisti­ske produktions- og udvekslingsformer mere og mere bli­ver til en uudholdelig lænke for produktionen selv; den påviser, at det fordelingssystem, som nødvendigvis er be­tinget af disse former, har skabt en klassesituation, der for hver dag bliver mere og mere uudholdelig, nemlig den for hver dag skarpere modsætning mellem stadig færre, men stadig rigere kapitalister og stadig flere og i det store og hele stadig ringere stillede besiddelsesløse lønarbejdere. Endelig påviser den, at de enorme produktivkræfter, som er frembragt inden for den kapitalistiske produktionsmådes rammer, men som den ikke længere formår at tæmme, kun venter på at blive taget i brug af et samfund, der er organiseret til planmæssigt samarbejde for at sikre alle samfundets medlemmer midlerne til deres eksistens og den frie udvikling af alle deres evner, og som vil gøre det i stadig større udstrækning.

For at føre denne kritik af den borgerlige økonomi helt til bunds var det ikke nok at have kendskab til den kapita­listiske form for produktion, udveksling og fordeling. De former, der gik forud for den eller i mindre udviklede lan­de fortsat består side om side med den, måtte ligeledes undersøges - i det mindste i deres hovedtræk - og inddrages i sammenligningen. En sådan undersøgelse og sam­menligning er hidtil stort set kun foretaget af Marx, og det er næsten udelukkende hans forskninger, vi kan takke for det, der hidtil er fremkommet om den førborgerlige teoretiske økonomi.

Den politiske økonomi var allerede i slutningen af det 17. århundrede dukket op i enkelte geniale hoveder, men i egentlig forstand, i den positive formulering, som den fik hos fysiokraterne og Adam Smith, er den i det væsent­lige et barn af det 18. århundrede og den slutter sig til samtidens store franske filosoffer og deres tankegang, med alle de fortrin og mangler, der er karakteristiske for den­ne epoke. Hvad vi har sagt om disse oplysningsfilosoffer andetsteds, gælder også for den tids økonomer. For dem var den nye videnskab ikke udtryk for deres egen epokes forhold og behov, men udtryk for den evige fornuft; de love for produktion og udveksling, som videnskaben opda­gede, var for dem ikke love, der havde gyldighed for en vis, historisk bestemt form af disse aktiviteter, men evige naturlove; man kunne udlede dem af selve menneskets natur. Men dette menneske var, ret beset, den daværende middelborger, som var i færd med at udvikle sig til bour­geois, og hans natur bestod i, at han under de daværende, historisk givne forhold fabrikerede varer og drev handel med dem.

Vi har allerede i forbindelse med filosofien stiftet rigeligt bekendtskab med vor ”kritiske grundlægger” hr. Düh­ring og hans metode; herefter vil vi uden besvær kunne forudsige, hvordan han vil opfatte den politiske økonomi. I filosofien var hans betragtningsmåde - der, hvor han ikke simpelt hen vrøvlede (som i sin naturfilosofi) - en forvrængning af det 18. århundredes anskuelser. Der var ikke tale om historiske udviklingslove, men om naturlove, evige sandheder. Samfundsmæssige fænomener, såsom mo­ral og ret blev afgjort, ikke på grundlag af de til enhver tid historisk givne betingelser, men af de famøse to mænd, hvoraf den ene enten undertrykker den anden, eller også lader han være; desværre er det sidstnævnte tilfælde indtil nu aldrig indtrådt. Vi tager altså næppe fejl, når vi dra­ger den slutning, at hr. Dühring vil føre også økonomien tilbage til endegyldige, inappellable sandheder, evige naturlove, tautologiske aksiomer af den mest indholdsløse tomhed, samtidig med at han ad en lille bagdør indsmugler hele økonomiens positive indhold, for så vidt han kender noget til det. Han vil ikke forklare fordelingen som en samfundsmæssig foreteelse, et resultat af produktion og udveksling, men overlade den til sine berømmelige to mænd til endelig afgørelse. Og da alt dette for os er gam­melkendte kunstgreb, så kan vi des mere fatte os i korthed.

Faktisk forklarer hr. Dühring os allerede på side 2, at

hans økonomi henholder sig til det, han har ”fastslået” i sin ”Philo­sophie”, og at den ”på nogle væsentlige punkter støtter sig på de sandheder, der er af overordnet natur og allerede klarlagt på et højere forskningsområde”.

Overalt den samme påtrængende selvros. Overalt jub­ler hr. Dühring over det, hr. Dühring har fastslået og klarlagt. Klarlagt, så sandelig, det har vi allerede set til overmål - omtrent så klart som en osende tælleprås.

Straks efter kommer vi til

”de mest almene naturlove for al økonomi”, altså havde vi gættet rigtigt.

Disse naturlove tillader imidlertid kun en rigtig forståelse af den allerede stedfundne historie, hvis man ”undersøger dem i hin nærmere bestemmelse, som deres resultater har undergået i kraft af de politiske underkastelses- og grupperingsformer. Sådanne indretninger som slaveri og lønafhængighed, hvortil voldsejendommen slutter sig som et tvillingefoster, må betragtes som socialøko­nomiske forfatningsformer af ægte politisk natur, og de danner i

den hidtidige verden den ramme, inden for hvilken virkningerne af de økonomiske naturlove alene kunne vise sig”.

Denne sætning er den fanfare, der - som ledemotivet i en opera af Wagner - forkynder, at de to famøse mænd er i anmarch. Men den er mere endnu - den udgør grundte­maet i hele den dühringske bog. Da der var tale om ret, formåede hr. Dühring ikke at byde os andet end en dårlig oversættelse af den rousseauske lighedsteori til socialistisk sprogbrug - noget som man i årevis har kunnet høre i langt bedre udgaver på et hvilket som helst arbejderværtshus i Paris. Her serverer han for os en lige så dårlig so­cialistisk oversættelse af økonomernes jammer, når de klager over, at økonomiens evige naturlove og deres virk­ninger forfalskes gennem indblanding fra statens, fra voldsmagtens side. Med denne opfattelse står han helt ale­ne blandt socialister, og med rette. Enhver socialistisk ar­bejder, uanset hans nationalitet, forstår så udmærket, at voldsmagten kun beskytter udbytningen, men ikke forårsager den; at grunden til at han bliver udbyttet er forhol­det mellem kapital og lønarbejde, og at dette forhold er opstået ad rent økonomisk og ingenlunde ad voldelig vej.

Endvidere får vi at vide, at man

i alle økonomiske spørgsmål ”vil kunne skelne mellem to processer, produktionsprocessen og fordelingsprocessen”. Desuden har den noksom bekendte overfladiske J. D. Say tilføjet endnu en tredje proces, forbruget, konsumtionen, men havde ikke noget fornuftigt at sige om den, lige så lidt som hans efterfølgere. Udvekslingen eller cirkulationen er dog - ifølge hr. Dühring - kun en underaf­deling af produktionen, der omfatter alt som skal til for at produk­terne kan nå frem til den sidste og egentlige konsument.

Hr. Dühring sammenblander de to væsensforskellige, om end gensidigt betingede processer, nemlig produktion og cirkulation, og han påstår ganske ugenert, at der kun kan ”opstå forvirring”, hvis man afholder sig fra denne for­virring; dermed beviser han blot, at han ikke kender eller ikke forstår hele den kolossale udvikling, som netop cir­kulationen har undergået i de sidste 50 år. Hans bog be­kræfter dette indtryk. Men ikke nok med det. Efter at han således har slået produktion og udveksling sammen under navn af produktion slet og ret, opstiller han ved siden af produktionen fordelingen som et andet, helt udvendigt forløb, der slet ikke har noget at gøre med det første. Vi har imidlertid set, at fordelingen i sine afgørende træk er det nødvendige resultat al produktions- og udvekslingsrelatio­nerne i et givet samfund samt af de historiske forudsæt­ninger for dette samfund. Når vi kender disse faktorer, kan vi med sikkerhed slutte os til den i samfundet hersken­de fordelingsmåde. Men vi ser tillige, at hr. Dühring må fornægte denne elementære økonomiske kendsgerning, hvis han da ikke vil svigte de grundsætninger, han selv har ”fastslået” i sin moral-, ret- og historieopfattelse. Især er han nødt til at gøre det, når det gælder om at indsmugle hans uundværlige to mænd i økonomien. Og efter at han med held har befriet fordelingen fra en hvilken som helst sammenhæng med produktion og udveksling, kan denne store begivenhed finde sted.

Lad os dog først huske på, hvordan sagen udviklede sig, da der var tale om moral og ret. Her begyndte hr. Dühring oprindelig med kun en mand; han sagde:

”Så snart man forestiller sig et menneske som det eneste eller - hvad der er det samme - uden nogen som helst sammenhæng med andre, så kan dette menneske ikke kende til pligter. For ham eksisterer ikke noget du skal, men kun et jeg vil”.

Men dette menneske uden pligter, tænkt som det eneste, hvem er det vel andet end den fatale ”urjøde Adam” i pa­radiset, hvor han er uden synd, netop fordi han slet ikke kan begå en sådan? - Men også denne virkelighedsfiloso­fiske Adam har et syndefald i vente. Ved siden af denne Adam optræder der pludselig - ganske vist ikke en Eva med flagrende lokker, men dog en anden Adam. Og straks får Adam pligter og - svigter dem. I stedet for at tage sin broder i favn som ligestillet, påtvinger han ham sit her­redømme, trælbinder ham - og indtil den dag i dag lider hele verdenshistorien under følgerne af hin allerførste synd, undertrykkelsens arvesynd, og derfor vil hr. Dühring ikke give fem flade ører for denne verdenshistorie.

Når altså hr. Dühring - dette sagt i forbigående - troe­de i tilstrækkelig grad at have prisgivet negationens nega­tion til læserens foragt, idet han betegnede den som en dårlig efterligning af den gamle historie om syndefald og frelse - hvad skal vi så sige til hans nyeste udgave af den samme gamle historie? (for også frelsen skal vi med tiden ”tage op til nærmere overvejelse” - for nu at anvende et udtryk, som ”krybdyrene [1] ” ynder). Vi må vel have lov at sige, at vi foretrækker det gamle semitiske stammesagn, hvor det i det mindste var umagen værd for hannen og hunnen at forlade uskyldighedstilstanden, hvorimod ingen konkurrent vil berøve hr. Dühring æren for at have kon­strueret syndefaldet med to mænd.

Lad os nu lytte til, hvordan syndefaldet oversættes til økonomiens sprog:

”For produktionens tanke kan i al fald kun forestillingen om en Robinson, der står isoleret over for naturen, kun med sine egne kræfter, og ikke skal dele noget med nogen, afgive et passende tankeskema... Tankeskemaet med to personer, hvis økonomiske kræfter kombineres og som åbenbart skal komme til en eller anden indbyrdes ordning med hensyn til deres andele, er lige så hen­sigtsmæssigt for anskueliggørelsen af det væsentlige i fordelingstanken. Mere end denne simple dualisme behøves faktisk ikke for med al stringens at fremstille nogle af de vigtigste fordelingsrela­tioner og studere deres love embryonisk i deres logiske nødvendighed... Et samarbejde på lige fod er lige så vel tænkeligt som kræf­ternes kombination gennem total undertrykkelse af den ene part, der herefter bliver presset til økonomisk tjeneste som slave eller slet og ret som redskab, og følgelig også bliver underholdt slet og ret som redskab... Mellem lighedens tilstand og en tilstand med nullitet [intethed] på den ene side og omnipotens [almagt] og al ak­tiv virksomhed på den anden side, findes der en lang række mel­lemtrin, og verdenshistoriens fænomener har i broget mangfoldighed sørget for eksempler på dem alle. Et universelt blik for hi­storiens forskellige rets- og uretsinstitutioner er her den væsent­ligste forudsætning...”

og til slut forvandler hele fordelingen sig til en

”økonomisk fordelingsret”.

Endelig har hr. Dühring atter fast grund under fødder­ne. Arm i arm med sine to mænd står han vel rustet til at byde sit århundrede trods. Men bag dette trekløver står der endnu en, en hidtil unævnt.

”Kapitalen har ikke opfundet merarbejdet. Overalt, hvor en del af samfundet har monopolet på produktionsmidlerne, må arbejderen, fri eller ikke fri, føje en overskydende arbejdstid, der er nødvendig til hans eget underhold, for at producere subsistensmidler til ejeren af produktionsmid­lerne, hvad enten denne ejermand nu er ”atheniensisk ka­los kagathos” (aristokrat), ”etruskisk teokrat, civis roma­nus” (romersk borger), ”normannisk baron, amerikansk slaveejer, valakkisk bojar, moderne godsejer eller kapita­list.” [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 2, s. 3721]

Efter at hr. Dühring således havde fået kendskab til, hvad der er udbytningens grundform, som er fælles for alle hidtidige produktionsformer - for så vidt de bevæger sig i klassemodsætninger - gjaldt det nu kun om at gøre brug af de to mænd til formålet, og det dybt originale grundlag for virkelighedsøkonomien var færdigt. Han tø­vede ikke et øjeblik med at bringe denne ”systemskabende tanke” til udførelse. Arbejde uden modydelse, ud over den tid, der er nødvendig for arbejderens eget underhold, det er det springende punkt. Adam, der her hedder Robinson, lader altså den anden Adam, nemlig Fredag, pukle på livet løs. Men hvorfor pukler Fredag mere end han behø­ver til sit eget underhold? Også dette spørgsmål findes delvist besvaret hos Marx. Men det er alt for vidtløftigt for de to mænd. Sagen afgøres i en håndevending: Robinson ”un­dertrykker” Fredag, presser ham ”som slave eller redskab til økonomisk tjeneste” og underholder ham ”slet og ret som redskab”. Med denne nyeste ”skabende vending” slår hr. Dühring to fluer med et smæk. For det første sparer han sig selv for besværet med at skulle forklare de forskellige hidtidige fordelingsformer, deres forskelle og deres årsager; de duer simpelt hen ikke, alle som en, fordi de beror på undertrykkelse, på voldsmagt. Herom skal der ta­les senere. Men for det andet overflytter han dermed hele fordelingsteorien fra økonomiens til moralens og rettens område, dvs. fra et område, hvor der råder urokkelige ma­terielle kendsgerninger, til de mere eller mindre svævende meningers og følelsers område. Han behøver altså ikke længere at undersøge eller at bevise, men kan nøjes med højtravende deklamationer og krav om, at fordelingen af arbejdets produkter bør rette sig, ikke efter deres virkelige årsager, men efter hvad der forekommer ham selv, hr. Dühring, at være moralsk og retfærdigt. Men hvad der forekommer hr. Dühring at være retfærdigt er ingenlunde uforanderligt, altså langtfra at være en ægte sandhed. For en sådan er jo, ifølge hr. Dührings egne ord, ”overhovedet uforanderlig”. I 1868 hævdede hr. Dühring (i bogen ”Die Schicksale meiner sozialen Denkschrift etc.”), at

det ligger ”i enhver højere civilisations tendens at udpræge ejen­dommen stadig skarpere, og heri, ikke i en sammenblanding af ret­tigheder og herskabssfærer, ligger den moderne udviklings væsen og fremtid”.

Og endvidere kunne han simpelt hen ikke indse

”hvordan lønarbejdets forvandling til en anden art erhverv nogen sinde skulle være forenelig med de tove, der gælder for den men­neskelige natur og samfundslegemets naturnødvendige strukture­ring”.

Altså 1868: privatejendom og lønarbejde er naturnød­vendige og følgelig retfærdige; 1876: begge er udslag af vold og ”røveri”, altså uretfærdige. Vi kan umuligt vide på forhånd, hvad der måske om nogle år kan forekomme et så vældigt fremstormende geni at være moralsk og retfærdigt, og derfor er det nok bedst, hvis vi, når vi betrag­ter rigdommens fordeling, henholder os til de virkelige, objektive, økonomiske love, og ikke til hr. Dührings mo­mentane, foranderlige, subjektive forestillinger om ret og uret.

Vi ville være ilde stedt og kunne få lov at vente længe, hvis vi ikke havde nogen anden og bedre garanti for en forestående omvæltning i den nuværende måde at fordele arbejdsprodukterne på - med dens skrigende modsætnin­ger mellem elendighed og overflod, hungersnød og frådseri - end bevidstheden om, at denne fordelingsmåde er uretfærdig, og at retfærdigheden dog må sejre til sidst. Allerede middelalderens mystikere, der drømte om det tilstundende tusindårsrige, havde en forestilling om klassemodsætningernes uretfærdighed. På tærskelen til den nyere historie, for 350 år siden, råber Thomas Münzer det højlydt ud over verden. Under den engelske og den franske borgerlige revolution lyder det samme råb - og dør hen. Og når det samme råb om afskaffelse af klassemodsætnin­gerne og klasseforskellene, der indtil 1830 ikke gjorde indtryk på de arbejdende og lidende klasser, nu finder genklang hos millioner, griber land efter land, og vel at mær­ke i samme rækkefølge og med samme intensitet som storindustrien udvikler sig i de enkelte lande, når det i lø­bet af en menneskealder er blevet til en magt, der trodser alle de magter, der forener sig imod det, og kan være sik­ker på sejren i nær fremtid - hvoraf kommer så alt dette? Det kommer af, at den moderne storindustri på den ene side har skabt et proletariat, en klasse, der for første gang i historien kan rejse kravet om afskaffelse, ikke af en eller anden særlig klasseorganisation, ikke af et eller andet særligt klasseprivilegium - men om afskaffelse af klasserne overhovedet; en klasse, som er i den situation, at den må gennemføre dette krav, hvis den da ikke vil tryk­kes ned på en kinesisk kulis stade. På den anden side har den samme storindustri skabt en klasse - bourgeoisiet - som har monopol på alle produktionsredskaber og livsfornødenheder, men som i hver spekulationsperiode med ef­terfølgende krak leverer det håndgribelige bevis for, at den ikke længere er i stand til at beherske de produktivkræf­ter, der er vokset den over hovedet; en klasse, under hvis førerskab samfundet iler frem mod sin undergang som et lokomotiv, når føreren er for svag til at åbne den fastklemte sikkerhedsventil. Med andre ord: det kommer af, at såvel de produktivkræfter, den moderne kapitalistiske pro­duktionsmåde har frembragt, som det system for fordeling af goderne, den har skabt, er kommet i skarp modstrid med selve denne produktionsmåde, og det i en sådan grad, at der må ske en omvæltning i produktions- og fordelingsmåden, en omvæltning, der fjerner alle klasseforskelle, hvis ikke hele det moderne samfund skal gå til grunde. På denne materielle, håndgribelige kendsgerning, der med uimodståelig nødvendighed, i mere eller mindre klar form, trænger ind i de udbyttede proletarers hjerner, og ikke på en eller anden skrivebordsfilosofs forestillinger om ret og uret, bygger den moderne socialisme sin sikre forvisning om sejren.

Noter

[1]: