Tilbage | Næste |
”I mit system er den almene politiks forhold til den økonomiske rets dannelser bestemt på en så præcis og tillige så ejendommelig måde, at en særlig henvisning ikke turde være overflødig for at lette studiet. Udformningen af de politiske relationer er det historisk fundamentale, og de økonomiske afhængigheder er kun en virkning eller et specialtilfælde og følgelig altid andenrangs kendsgerninger. Nogle af de nyere socialistiske systemer gør det iøjnefaldende ydre skin, dvs. et fuldstændig omvendt forhold, til det ledende princip, idet de så at sige lader de politiske underordninger vokse ud af de økonomiske tilstande. Ganske vist er disse andenrangs virkninger som sådanne til stede og for nærværende ganske følelige; men det oprindelige må søges i den umiddelbare politiske vold og ikke først i en indirekte økonomisk magt”.
Tilsvarende andetsteds, hvor hr. Dühring
”går ud fra den tese, at de politiske tilstande er den afgørende årsag til den økonomiske situation, og at den omvendte relation kun repræsenterer en andenrangs tilbagevirken... Så længe man ikke tager den politiske gruppering for dens egen skyld til udgangspunkt, men behandler den udelukkende som et middel til at komme til fodertruget, så længe vil man huse et stykke skjult reaktion i sig, uanset hvor radikalt socialistisk og revolutionær man end kan synes at være”.
Det er hr. Dührings teori. Den bliver - her og mange andre steder - simpelt hen fremsat, så at sige dekreteret. Intetsteds i de tre tykke bind er der tale om det mindste forsøg på at bevise teorien eller gendrive modsatte anskuelser. Ja, om så beviser var billige som brombær - hr. Dühring ville ikke give os beviser. Sagen er jo allerede bevist ved hjælp af det berømte syndefald, hvor Robinson gjorde Fredag til træl. Det var en voldsakt, altså en politisk handling. Denne undertrykkelse danner udgangspunktet og grundlaget for hele den hidtidige historie og har besmittet den med uretfærdighedens arvesynd - således at den i senere perioder blot er mildnet .og ”forvandlet til de mere indirekte økonomiske afhængighedsformer'-'<h5> den indtil nu gældende ”voldsejendom” beror ligeledes på denne oprindelige undertrykkelse. Følgelig er det klart, at alle økonomiske foreteelser skal forklares ud fra - politiske årsager, nemlig voldsmagten. Og er man ikke tilfreds med det, så er man i det skjulte en reaktionær.
Lad os først sige, at man må være lige så selvglad som hr. Dühring for at betragte denne opfattelse som noget særlig ”ejendommeligt” - hvad den ingenlunde er. Den forestilling, at det er de mest iøjnefaldende ydre politiske begivenheder [Haupt- und Staatsaktionen], der er det afgørende i historien, er lige så gammel som historieskrivningen selv. Den er hovedårsagen til, at der kun er bevaret så lidt om folkenes udvikling, der fuldbyrdes i al stilfærdighed som baggrund for disse larmende optrin og er den egentlige drivkraft i historien. Den førnævnte forestilling behersker hele den tidligere historieopfattelse; den har for første gang fået et stød gennem restaurationsperiodens [1] borgerlige franske historikere, og det eneste ”ejendommelige” ved sagen er, at hr. Dühring endnu en gang ikke aner noget som helst om alt dette.
Videre: Lad os blot et øjeblik antage, at hr. Dühring har ret, og at al hidtidig historie kan føres tilbage til menneskets undertrykkelse af mennesket, så er vi dog ikke på langt nær kommet til bunds i sagen. For de første er der jo spørgsmålet: hvordan fandt Robinson på at gøre Fredag til træl ? Blot for fornøjelsens skyld? Aldeles ikke. Tværtimod, vi ser at Fredag ”som slave eller slet og ret som redskab bliver presset til økonomisk tjeneste” og også ”bliver underholdt slet og ret som redskab”. Robinson har gjort Fredag til træl, fordi Fredag skal arbejde og gøre gavn for Robinson. Og hvordan kan Robinson få gavn af Fredags arbejde? Kun derved at Fredag ved sit arbejde frembringer flere livsfornødenheder end Robinson behøver at give ham for at holde ham i arbejdsduelig stand. I strid med hr. Dührings udtrykkelige påbud har Robinson altså ikke taget den med Fredags undertrykkelse etablerede ”politiske gruppering for dens egen skyld” til udgangspunkt, men har udelukkende behandlet den ”som et middel til at komme til fodertruget`”, og nu er det op til ham selv, hvordan han kan klare sig mod sin herre og mester, hr. Dühring.
Det barnagtige eksempel, som hr. Dühring har opfundet specielt for at påvise at voldsmagten er det ”historisk fundamentale”, beviser altså tværtimod, at volden kun er midlet - målet derimod er den økonomiske fordel. Og eftersom målet er en hel del mere ”fundamentalt” end det middel, der anvendes for at nå målet, så er den økonomiske side af relationerne ligeledes mere fundamental i historien end den politiske. Eksemplet beviser altså netop det modsatte af hvad det skulle bevise. Og tilsvarende som med Robinson og Fredag forholder det sig med alle hidtidige tilfælde af herredømme og trældom. For at benytte hr. Dührings elegante udtryksmåde, så har underkuelsen altid været ”et middel til at komme til fodertruget” (fodertruget taget i videste forstand), men aldrig og intetsteds har den været en politisk gruppering, indført ”for dens egen skyld”. Man må være en hr. Dühring for at kunne indbilde sig, at skatterne kun er ”andenrangs virkninger” i staten, eller at den nuværende politiske gruppering med det herskende bourgeoisi og det undertrykte proletariat eksisterer ”for dens egen skyld” og ikke for at del herskende bourgeoisi ”kan komme til fodertruget”, nemlig for at sikre profitmageri og kapitalophobning.
Lad os imidlertid vende tilbage til vore to mænd. Robinson gør, ”med kården i hånd”, Fredag til sin slave. Men for at klare det har Robinson brug for noget andet og mere end kården. Ikke alle og enhver har gavn af en slave. For at kunne anvende en slave, må man råde over to ting: for det første over redskaber og råmateriale til slavens arbejde, og for det andet over midler til hans nødtørftigste underhold. Før slaveriet i det hele taget bliver muligt, må der allerede være opnået et vist udviklingstrin i produktionen og opstået en vis grad af ulighed i fordelingen. Og der kræves en ganske betydelig forøgelse af produktion, handel og ophobning af rigdom, før slavearbejdet kan blive den fremherskende produktionsmåde i hele samfundet. I de gamle naturgroede landsbyfællesskaber med deres fælleseje til jorden findes slaveri enten slet ikke, eller det spiller en meget underordnet rolle. Det samme gælder den oprindelige bondeby Rom; men da Rom blev ”verdensby” og jordbesiddelsen i Italien mere og mere koncentreret i hænderne på en fåtallig klasse af kolossalt rige godsejere, blev bondebefolkningen fortrængt af en befolkning af slaver. På perserkrigens tid var antallet af slaver i Grækenland steget til 460.000 i Korinth, til 470.000 i Aegina, og på hver fri mand i befolkningen gik der ti slaver. Der skulle en hel del mere til det end slet og ret ”vold”, nemlig en højt udviklet kunst- og håndværksindustri og en udbredt handel. Slaveriet i Amerikas Forenede Stater beroede mindre på vold end på den engelske bomuldsindustri; i de områder, hvor der ikke kunne gro bomuld eller hvor man ikke, som i grænsestaterne, drev slaveavl til bomuldsstaterne, der uddøde slaveriet af sig selv, uden anvendelse af vold, simpelt hen fordi det ikke kunne betale sig.
Når hr. Dühring kalder den nuværende ejendom ”voldsejendom” og betegner den som
”den form for herredømme, der som grundlag ikke blot har medmenneskets udelukkelse fra anvendelsen af naturmidlerne til eksistens, men også - hvad der betyder langt mere - menneskets underkuelse til trælletjeneste”,
så stiller han hele dette forhold på hovedet. Menneskets underkuelse til trælletjeneste forudsætter i alle sine former allerede, at undertrykkeren råder over de arbejdsmidler, uden hvilke han ikke kan anvende den underkuede, desuden - hvor der er tale om egentligt slaveri - at han råder over de livsfornødenheder, uden hvilke slaven ikke kan holdes i live. I alle tilfælde er der altså allerede forudsat besiddelse af en vis formue, der ligger over gennemsnittet. Hvordan er den opstået? Det er indlysende, at den meget vel kan være røvet og altså bero på vold, men det behøver ikke at være tilfældet. Den kan være tilvejebragt ved arbejde, ved tyveri, ved handel, ved svindel. Faktisk må den oprindelig være frembragt ved arbejde, før det overhovedet er muligt at røve den.
Privatejendommen som sådan optræder i historien overhovedet ikke som resultat af røveri og vold. Tværtimod. Den eksisterer allerede, skønt begrænset til visse genstande, i det ældgamle, naturgroede landsbyfællesskab, der findes hos alle kulturfolk. Allerede inden for dette fællesskabs rammer udvikler den sig i form af vare, i begyndelsen dog kun i udveksling med fremmede. Jo mere fællesskabets produkter antager vareform, dvs. jo mindre af dem der bliver produceret til producenternes eget forbrug, og i jo højere grad de produceres direkte til udvekslingsformål, jo mere udvekslingen fortrænger den oprindelige naturgivne arbejdsdeling også inden for fællesskabet, desto mere uensartet bliver formuefordelingen blandt fællesskabets medlemmer, desto dybere undergraves det gamle fælleseje til jorden, desto hurtigere nærmer fællesskabet sig sin opløsning, forvandles til en landsby med selvejerbønder. Igennem årtusinder kunne den orientalske despotisme og erobrende nomadefolks skiftende herredømme ikke rokke ved det gamle landsbyfællesskab; men storindustrien ødelægger lidt efter lidt den naturgroede landlige hjemmeindustri gennem den konkurrence, den påfører den i kraft af sine produkter, og får fællesskabet til at gå mere og mere i opløsning. Her er der ikke tale om vold, lige så lidt som når den fælles agerjord bliver opdelt i de såkaldte ”Gehoferschaften” ved Mosel og i Hochwald, - en proces, der stadig står på [i dele af Tyskland]. Bønderne finder simpelt hen ud af, at det er til deres egen fordel, når privatejendom til jorden sættes i stedet for fællesejet. Selv et indfødt aristokratis opståen, sådan som det foregik hos kelterne, germanerne og i det indiske femflodsland på grundlag af fællesejet til jorden, beror i første omgang slet ikke på vold, men på frivillighed og sædvane. Overalt hvor privatejendommen udvikler sig, sker det som følge af ændrede produktions- og udvekslingsrelationer, for at øge produktionen og fremme samhandelen - altså af økonomiske årsager. Vold spiller i den forbindelse ingen rolle. Det er jo indlysende, at privatejendommen som institution allerede må eksistere, før en røver kan tilegne sig fremmed gods, dvs. at vold kan ændre besiddelsen, men den kan ikke frembringe privatejendommen som sådan.
Men volden eller voldsejendommen kan heller ikke bruges for at forklare ”menneskets underkuelse til trælletjeneste” i dens mest moderne form, i form af lønarbejde. Vi har allerede nævnt, hvilken rolle arbejdsprodukternes forvandling til varer - deres fremstilling direkte til udveksling, ikke til eget forbrug - spiller for opløsningen af det gamle landsbyfællesskab, altså ved direkte eller indirekte at gøre privatejendommen til den fremherskende form for ejendom. Nu har Marx i ”Kapitalen” imidlertid soleklart påvist - og hr. Dühring vogter sig vel for blot med en stavelse at komme ind på dette - at vareproduktionen på et vist trin forvandles til kapitalistisk produktion og at - på dette trin - ”den lov for tilegnelse eller lov for privatejendom, der beror på vareproduktion og vareomsætning, slår om i sin direkte modsætning gennem sin egen indre, ubønhørlige dialektik. Den udveksling af ækvivalenter, der fremtrådte som den oprindelige operation, har drejet sig således, at der kun tilsyneladende finder en udveksling sted, idet, for det første, den del af kapitalen, der udveksles mod arbejdskraft, selv kun er en del af det fremmede arbejdsprodukt, der er tilegnet uden ækvivalent, og, for det andet, må den ikke blot erstattes af den som har fremstillet denne del, nemlig af arbejderen, men må erstattes med et nyt merprodukt. Oprindeligt fremtrådte ejendomsretten for os som begrundet i eget arbejde... Ejendom fremtræder nu” (siges der i slutningen af Marx' udredning) ”for kapitalistens vedkommende som retten til at tilegne sig fremmed, ubetalt arbejde eller dettes produkt og for arbejderens vedkommende som det umulige i at tilegne sig sit eget produkt. Adskillelsen af ejendom og arbejde bliver til den nødvendige følge af en lov, der tilsyneladende udgik fra deres identitet”. (Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 4, s. 825-826)
Med andre ord : Selv om vi udelukker alle muligheder for røveri, voldshandlinger og snyderi, selv om vi antager, at al privatejendom oprindelig beror på ejerens eget arbejde og at der i hele det videre forløb kun udveksles lige værdier, så kommer vi alligevel ved produktionens og udvekslingens fortsatte udvikling nødvendigvis frem til den nuværende kapitalistiske produktionsmåde, hvor produktions- og subsistensmidlerne monopoliseres i hænderne på en fåtallig klasse, og hvor de øvrige klasser, der danner det uhyre flertal, trykkes ned til besiddelsesløse proletarer, hvor svindelproduktion og handelskriser skifter periodisk, og hvor der hersker hele det nuværende anarki i produktionen. Hele forløbet finder sin forklaring i rent økonomiske årsager, uden at vi en eneste gang behøver at tage tilflugt til røveri, vold, staten eller nogen slags politisk indblanding. ”Voldsejendommen” viser sig også her kun at være en brovtende frase, som skal dække over manglende forståelse for tingenes virkelige forløb.
Dette forløb er, udtrykt historisk, bourgeoisiets udviklingshistorie. Hvis de ”politiske tilstande er den afgørende årsag til den økonomiske situation”, så skulle det moderne bourgeoisi ikke have udviklet sig i kamp mod feudalismen, men måtte være dens frivilligt fremelskede skødebarn. Alle og enhver ved, at det modsatte er tilfældet. Fra oprindeligt at være en undertrykt stand, afgiftspligtig under den herskende feudaladel, rekrutteret fra ufrie og livegne af alle slags, har borgerskabet i uafbrudt kamp med adelen erobret den ene magtposition efter den anden. Sluttelig tog det i de mest udviklede lande selv magten i adelens sted: i Frankrig, idet det direkte styrtede adelen, i England, idet det borgerliggjorde adelen og inkorporerede den i sig som sit eget pyntelige toplag. Og hvordan afstedkom borgerskabet alt dette? Udelukkende gennem en forandring af den ”økonomiske situation”, der før eller siden, frivilligt eller efter kamp, blev efterfulgt af en forandring i de politiske tilstande. Bourgeoisiets kamp mod feudaladelen, det er byens kamp mod landet, industriens kamp mod jordbesiddelsen, pengeøkonomiens kamp mod naturaløkonomien. Borgernes afgørende våben i denne kamp var deres økonomiske magtmidler, der blev forøget uafbrudt gennem industriens udvikling fra et i begyndelsen håndværksmæssigt stadium og senere til manufaktur, og gennem handelens udbredelse <h5>. Under hele denne kamp stod den politiske magt på adelens side, med undtagelse af en vis periode, hvor kongemagten benyttede borgerskabet mod adelen for ved hjælp af den ene stand at holde den anden i skak. Men fra det øjeblik, hvor borgerskabet, der politisk stadig væk var magtesløst, begyndte at blive farligt i kraft af sin voksende økonomiske styrke, sluttede kongedømmet atter forbund med adelen og udløste derved borgerskabets revolution, først i England, senere i Frankrig. De ”politiske tilstande” i Frankrig havde holdt sig uforandrede, mens den ”økonomiske situation” var løbet fra dem. Ifølge den politiske orden var adelen alt, borgeren intet; ifølge sin sociale stilling var borgeren blevet den vigtigste klasse i staten, mens adelen havde mistet alle sine sociale funktioner, idet den dog fortsat indkasserede betalingen for disse forsvundne funktioner. Ikke nok med det: borgerskabet med samt hele produktionen var stadig væk indestængt i middelalderens feudale politiske former, som denne produktion - ikke alene manufakturen, men selv håndværket - for længst var vokset fra; indestængt i tusindvis af laugsprivilegier, af lokale og provinsielle toldskranker, der var blevet til rene chikanerier og lænker for produktionen. Borgerskabets revolution gjorde ende på alt dette. Men ikke idet den - ifølge hr. Dührings principper - tilpassede den økonomiske situation til de politiske tilstande; netop dette havde adel og kongemagt i årevis forsøgt at gøre, men forgæves. Den gjorde det tværtimod ved at rydde alt det gamle, rådne politiske skrammel af vejen og skabe nye politiske tilstande, under hvilke den nye ”økonomiske situation” kunne bestå og udvikle sig. Og den har udviklet sig glimrende i denne gunstige politiske og juridiske atmosfære, så glimrende, at bourgeoisiet for nærværende ikke befinder sig langt fra den stilling, som adelen indtog i 1789. Bourgeoisiet bliver mere og mere socialt overflødigt, og ikke blot det: det bliver en social hæmsko. Det fjerner sig mere og mere fra den aktive produktionsvirksomhed og bliver som i sin tid adelen mere og mere en klasse, der blot stryger gevinsten. Bourgeoisiet har selv tilvejebragt denne omvæltning i sin egen stilling og skabt en ny klasse, proletariatet. Det har gjort det uden nogen slags voldshokuspokus, ad rent økonomisk vej. Mere endnu. Bourgeoisiet har aldeles ikke selv ønsket dette resultat af sin egen gøren og laden - tværtimod, dette resultat er fremkommet med uimodståelig styrke og mod dets vilje og hensigter. Dets egne produktivkræfter er vokset så meget, at de ikke længere lader sig styre, og driver som med naturnødvendighed hele det borgerlige samfund mod undergang eller omvæltning. Og når bourgeois'erne nu appellerer til voldsmagten for at forhindre den vaklende ”økonomiske situation” i at bryde sammen, så beviser de dermed kun, at de er hildede <h5> i de samme vrangforestillinger som hr. Dühring; at de tror, at ”de politiske tilstande er den afgørende årsag til den økonomiske situation” at de ligesom hr. Dühring indbilder sig, at de ved hjælp af ”det oprindelige”, ”den umiddelbare politiske voldsmagt” kan omskabe disse ”andenrangs kendsgerninger”, nemlig den økonomiske situation og dens ubønhørlige udvikling; at de tror, at de ved hjælp af Krupp-kanoner og Mauser-geværer kan skyde dampmaskinens virkninger ud af verden og med dem virkningen af hele det moderne maskineri, verdenshandelen og den moderne bank- og kreditudvikling, som dampmaskinen har frembragt.
[1]: