IV. Voldsteori (afslutning)

”En meget væsentlig omstændighed ligger i, at beherskelsen af naturen faktisk overhovedet først er gået for sig” (en beherskel­se er gået for sig!) ”i kraft af beherskelsen af mennesket. Dyrk­ning af jordejendom over større arealer er aldrig og intetsteds ble­vet fuldbyrdet uden forudgående undertrykkelse af mennesket til en eller anden slags slaveri- eller hoveritjeneste. Oprettelsen af det økonomiske herredømme over tingene har haft menneskets po­litiske, sociale og økonomiske herredømme over mennesket til forudsætning. Hvordan kan man forestille sig en storgodsejer uden at hans herrevælde over slaver, livegne eller indirekte ufrie arbej­dere tillige er indbefattet i denne tanke? Hvad har den enkeltes kraft, der allerhøjst fandt sig udstyret med familiehjælpens kræf­ter, betydet eller kunnet betyde for et omfattende agerbrug? Ud­nyttelse af jorden eller udvidelse af det økonomiske herredømme over den i et omfang, der overstiger den enkeltes naturlige kræfter, har i den hidtidige historie kun været mulig ved, at en tilvære <h5> det mægtigste panserskib overlegen. (Man må for øvrigt huske på, at det ovenfor anførte er skrevet i 1878). [Anmærknin­gen i parentes er tilføjet .af Engels til 3. udgave - Red.]<br>svarende underkuelse af mennesket er blevet gennemført forud for eller samtidig med oprettelsen at herredømmet over jorden. I de senere udviklingsperioder er denne underkuelse blevet mildnet... dens nuværende skikkelse i de højere civiliserede stater er lønar­bejdet, mere eller mindre styret af politimagten. På dette lønar­bejde beror den art af den nuværende rigdom, der præsenterer sig i form af et omfattende herredømme over jorden og <h5>(9 i den større jordbesiddelse. Selvfølgelig finder alle andre arter at fordelingsrigdommen deres historiske forklaring på en lignende måde, og menneskets direkte afhængighed af mennesket, der for nærværende danner et grundtræk ved de økonomisk mest udvik­lede tilstande, kan ikke forstås eller forklares ud fra sig selv, men kun som en noget forvandlet arv fra en tidligere direkte underkuelse og ekspropriering”.

Så vidt hr. Dühring.

Tese: (Menneskets) beherskelse af naturen forudsætter (menneskets) beherskelse af mennesket.

Bevis: Dyrkning af jordejendom over større arealer er aldrig og intetsteds sket på anden vis end ved hjælp af undergivne.

Bevis for beviset: Hvordan kan der eksistere storgodsejere uden undergivne, eftersom storgodsejeren sammen med sin familie, men uden undergivne, jo blot kunne dyr­ke en ringe del af sin besiddelse?

Med andre ord: For at bevise, at mennesket for at un­derlægge sig naturen først må undertrykke mennesket, forvandler hr. Dühring ganske uden videre ”naturen” til ”jordejendom over større arealer”. og denne jordejendom <h5>

uklart hvis ejendom? - forvandles straks til en storgodsejers ejendom, en storgodsejer, der naturligvis ikke kan dyrke sit land uden undergivne.

For det første er ”beherskelse af naturen” og ”dyrkning af jordejendom” ingenlunde et og det samme. Beherskel­se af naturen foregår i industrien: i en ganske anderledes kolossal målestok end i landbruget, der den dag i dag er behersket af vejret i stedet for at beherske vejret.

For det andet: Hvis vi holder os til dyrkning af jordejendom over større arealer, så kommer det jo an på, hvem denne jordejendom tilhører. Og her finder vi i alle kulturfolks historie i begyndelsen ikke den ”storgodsejer”, som hr. Dühring vil pådutte os ved hjælp af sine sædvanlige taskenspillerkunsten - som han kalder ”naturlig dialek­tik”. Derimod finder vi stamme- og landsbyfællesskaber med fælleseje til jorden. Fra Indien til Irland er dyrkning af jordejendom over større arealer oprindeligt foregået i sådanne stamme- og landsbykommuner. Nogle steder dyrkede man agerlandet i fællesskab for kommunens regning; andre steder fik de enkelte familier overladt jordlodderne for en bestemt tid, men skove og græsgange blev udnyttet i fællesskab. Det er atter typisk for hr. Dührings ”mest indgående fagstudier” på det ”politiske og juridiske område”, at han ikke kender noget som helst til alle disse ting. Alle hans værker røber et totalt ukendskab til Maurers epokegørende skrifter om den gamle tyske agerforfat­ning [Markverfassung], der danner grundlag for den tyske ret, og han kender heller ikke noget til hele den stadig voksende litteratur, der er inspireret af Maurer og be­skæftiger sig dels med at påvise, at det oprindelige fælleseje til jorden kan findes hos alle europæiske og asiatiske kulturfolk, og dels med at skildre de forskellige former for dets eksistens og opløsning. Ligesom hr. Dûhring på den franske og den engelske rets område ”selv havde erhvervet sig” hele sin uvidenhed, så stor den var, så gælder det samme på den tyske rets område, hvor den er betydelig større. Den samme mand, der forarges så vold­somt. over universitetsprofessorernes indskrænkede hori­sont, han er - hvad angår den tyske ret - endnu i dag ikke kommet længere end professorerne var for 20 år siden.

Det er ren og skær ”fri skabelse og imagination” fra hr. Dührings side, når han påstår, at storgodsejere og deres undergivne altid har været nødvendige til dyrkning af jordejendom på større arealer. I hele Orienten, hvor det er landsbyfællesskabet eller staten, der ejer jorden, har man i de lokale sprog ikke engang et ord for godsejer. Herom kan hr. Dühring indhente oplysninger hos de engelske jurister, der i Indien forgæves plagede sig med spørgsmå­let: hvem er jordejer? - ligesom i sin tid fyrst Hein­rich LXXII af Reuss-Greiz-Schleiz-Lobenstein-Eberswal­de plagede sig med spørgsmålet: hvem er natvægter? I Orienten var det først tyrkerne, der indførte en slags godsejerfeudalisme i de lande, de havde erobret. Grækenland træder - allerede i heroernes tidsalder - ind i historien med en opdeling i stænder, der øjensynlig selv er resulta­tet af en lang ukendt forhistorie; men også her dyrkes jorden fortrinsvis af selvstændige bønder. De adeliges og stammefyrsternes større jordbesiddelse danner en undtagel­se og forsvinder alligevel snart. Italien er hovedsagelig ble­vet opdyrket af bønder. I republikkens sidste tid fortrængte storgodserne, latifundierne, de selvstændige bønder og er­stattede dem med slaver; samtidig erstattede de agerbrug med kvægavl og ruinerede dermed Italien - noget som allerede Plinius vidste (latifundia Italiam perdidere) [1] . I middelalderen er bondekulturen fremherskende i hele Europa (især hvor der blev taget ny jord under plov); for det spørgsmål, vi her beskæftiger os med, er det i denne for­bindelse af underordnet betydning, om og i hvilket omfang bønderne skulle betale afgifter til en eller anden feu­dalherre. De frisiske, nedersaksiske, flamske og neder­rhinske kolonister, der slog sig ned øst for Elben i lande, der var erobret fra slaviske folk, gjorde det som frie bønder og under meget gunstige skattebetingelser, og aldeles ikke som ”en eller anden art hoveritjeneste”. - I Nord­amerika er langt den største del af landet bragt under kultur ved frie bønders arbejde, mens de store godsejere i sydstaterne med deres slaver og deres rovdrift har udpint jorden, så den til sidst ikke kunne bære andet end nåletræer og bomuldskulturen måtte flytte længere og længere mod vest. I Australien og New Zealand er alle den en­gelske regerings forsøg på ad kunstig vej at skabe et jordaristokrati slået fejl. Kort sagt, når vi ser bort fra de tropiske og subtropiske kolonier, hvor klimaet gør det umu­ligt for europæere at udføre landbrugsarbejde, så viser det sig, at storgodsejeren, der opdyrker jorden ved hjælp af sine slaver og trælle, er et rent fantasifoster. Tværti­mod. Hvor han optræder i oldtiden, som f.eks. i Italien, opdyrker han ikke ødemarken, men forvandler den jord, der er opdyrket af bønder, til græsgange, affolker og ruine­rer hele lande. Først i nyere tid, hvor den større befolkningstæthed har fået jordværdien til at stige, og navnlig siden agronomien har gjort det muligt at anvende også rin­gere jord - først da er den store jordbesiddelse i større målestok begyndt at deltage i opdyrkningen af ødemar­ken og græsgange, og det er fortrinsvis sket ved tyveri af fællesjorden fra bønderne, såvel i England som i Tyskland. Og heller ikke det er sket uden modgående tenden­ser. For hver tønde land, som de store godsejere har tilegnet sig af fællesjorden og opdyrket i England, har de i Skotland forvandlet i det mindste tre tønder opdyrket jord til græsgange for deres får eller slet og ret til jagtrevir for deres vildt.

Her har vi kun at gøre med hr. Dührings påstand, gående ud på, at opdyrkning af større arealer, altså vel af alt land under kultur, ”aldrig og intetsteds” er foretaget på anden vis end af store godsejere og deres undergivne - en påstand, der ” som sin forudsætning” - det fik vi at se - har et i sandhed ganske uhørt ukendskab til historien. Vi skal på dette sted ikke beskæftige os med problemet, hvorvidt allerede opdyrkede store arealer på forskellige tidspunkter i historien er blevet dyrket af slaver (f.eks. i Grækenlands blomstringstid) eller af fæstebønder (som f.eks. fæstegårdene siden middelalderen), og heller ikke med problemet, hvilke samfundsmæssige funktioner stor-godsejerne har haft til forskellige tider.

Efter at hr. Dühring har præsenteret os for dette mesterlige fantasibillede - hvor man ikke ved, hvad man skal beundre mest, deduktionens taskenspillerkunst eller hi­storieforfalskningen - udråber han triumferende:

”Selvfølgelig finder alle andre arter at fordelingsrigdommen deres historiske forklaring på en lignende måde!”

Og dermed sparer han naturligvis sig selv for ulejlighe­den med at spilde bare et eneste lille ord på f.eks. kapita­lens opståen.

Hvis hr. Dühring med sin påstand, at menneskets be­herskelse af mennesket er en forudsætning for menne­skets beherskelse af naturen, kun vil sige i al almindelighed, at hele vor nuværende tilstand, det udviklingstrin, der i dag er opnået i landbrug og industri, er resultat af en samfundshistorie, som foregår i klassemodsætninger, i re­lationer, hvor der findes herrer og trælle, så siger han dermed noget, som siden ”Det kommunistiske Manifest” for længst er blevet almeneje. Men det gælder netop om at forklare, hvordan klasserne og herredømmerelationerne er opstået, og når hr. Dühring hele tiden kun kan bruge det ene ord ”vold”, så er vi ikke nået længere end hvor vi stod ved begyndelsen. Den simple kendsgerning, at de un­dertrykte og udbyttede til alle tider har været langt talrigere end herskerne og udbytterne, at den virkelige magt altså lå hos de førstnævnte, er i sig selv tilstrækkelig til at gøre det klart, at hele voldsteorien er en tåbelighed. Det gælder altså stadig væk om at forklare relationer mellem de herskende og de undertrykte.

De er opstået ad to veje.

Sådan som menneskene oprindelig træder ud af dyreriget i snævrere forstand, således træder de ind i histo­rien: endnu halvvejs dyr, primitive, magtesløse over for naturkræfterne, endnu uvidende om deres egne kræfter; følgelig fattige som dyrene og næppe mere produktive end disse. Der hersker en vis indbyrdes lighed i levevilkåre­ne, og for familieoverhovedernes vedkommende også en vis lighed i social stilling - i det mindste fravær af egentlige samfundsklasser, og dette fortsætter i de naturgroede agerdyrkende landsbyfællesskaber hos de senere kulturfolk. I ethvert sådan fællesskab findes der fra begyndelsen visse fælles interesser af en sådan art, at man må overdrage det til enkelte personer at varetage dem, om end under almenhedens kontrol: afgørelse af stridigheder, af­straffelse af overgreb fra enkeltindividers side ud over det tilladelige, overvågning af vandreserverne, især i de varme lande, og endelig, disse meget primitive tilstande taget i betragtning; religiøse funktioner. Der findes sådanne embedsfunktioner i de oprindelige kommuner til alle tider, således i de ældste landsbyfællesskaber [Mark­genossenschaften] i Tyskland og endnu i dag i Indien. De er naturligvis udstyret med en vis myndighed og udgør den første begyndelse til en statsmagt. Gradvis øges produktivkræfterne; den større befolkningstæthed skaber visse steder fælles, andre steder modstridende interesser mellem de enkelte kommuner. Deres gruppering til større enhe­der frembringer igen en ny arbejdsdeling: der opstår or­ganer til varetagelse af fælles interesser, til forsvar mod fjendtlige interesser. Disse organer indtager allerede som repræsentanter for hele gruppens fælles interesser en særlig stilling i forhold til den enkelte lille kommune, en stil­ling, der under visse omstændigheder kan bringe dem i modsætning til den. Snart gør de sig endnu mere selv­stændige, dels fordi det næsten er en selvfølge, at embederne går i arv i en verden, hvor alt foregår under na­turgivne betingelser, dels fordi de bliver stadig mere uund­værlige i takt med at der opstår flere konflikter med an­dre grupper. Hvordan denne den samfundsmæssige funk­tions selvstændighed i forhold til samfundet med tiden kunne udvikle sig til et herredømme over samfundet, hvordan den oprindelige tjener - når lejligheden var gunstig - gradvis forvandlede sig til herre, hvordan denne herre, alt efter omstændighederne, fremtrådte som orientalsk despot eller satrap, som græsk stammefyrste, som keltisk klanhøvding osv., i hvilken grad han under denne for­vandling i sidste instans også gør brug af vold og hvordan endelig de enkelte herskende personer forener sig til en herskende klasse - alt dette behøver vi ikke at kom­me nærmere ind på. Her gælder det blot om at fastslå, at der overalt lå en samfundsmæssig embedsfunktion til grund for det politiske herredømme. Det politiske herredømme har kun kunnet eksistere i længden, når det udø­vede denne sin samfundsmæssige embedsfunktion. Alle de mange despotier, der er opstået og forsvundet i Persien og Indien, vidste udmærket, at de først og fremmest havde den funktion på samfundets vegne at sørge for den overrisling af floddalene, der var en nødvendighed for at kunne drive agerbrug. Det var forbeholdt de oplyste englændere at ignorere dette totalt, da de kom til Indien; de lod overrislingskanaler og sluseanlæg forfalde og opda­ger først nu, gennem de regelmæssig tilbagevendende hun­gerkatastrofer, at de har forsømt den eneste virksomhed, der kunne gøre deres herredømme i Indien i det mindste lige så legitimt som deres forgængeres.

Side om side med denne klassedannelse foregik der imid­lertid også en anden. På et vist trin af velstand tillod den naturgivne arbejdsdeling i den agerdyrkende familie, at der blev indlemmet en eller flere fremmede arbejdskræfter. Det var især tilfældet i de lande, hvor det gamle fælleseje til jorden allerede var gået i opløsning, eller hvor i det mindste dyrkelse i fællesskab var afløst af den enkelte families private bearbejdelse af sin egen jordlod. Produk­tionen var nu så udviklet, at den menneskelige arbejds­kraft kunne frembringe mere end nødvendigt for at op­retholde livet slet og ret; midlerne til at underholde flere arbejdskræfter var til stede, midlerne til at beskæftige dem ligeledes; arbejdskraften fik værdi. Men ens eget lille sam­fund og det større forbund, det tilhørte, kunne ikke levere disponible overskydende arbejdskræfter. Krig derimod kunne levere dem, og krigen var så gammel som den sam­tidige eksistens af flere sådanne forbund side om side. Hidtil havde man ikke vidst, hvad man skulle stille op med krigsfangerne, altså slog man dem simpelt hen ihjel; endnu tidligere havde man fortæret dem. Men på det trin af den ”økonomiske situation”, der nu var nået, fik de værdi; man lod dem altså beholde livet og fik gavn af deres arbejde. Således blev voldsmagten, i stedet for at be­herske den økonomiske situation, tværtimod tvunget til at tjene den økonomiske situation. Slaveriet var opfundet. Snart blev slaveriet den herskende produktionsform hos alle folkeslag, der var ved at udvikle sig bort fra det gam­le landsbyfællesskab, i sidste instans var det også en af hovedårsagerne til deres forfald. Det var slaveriet, der mu­liggjorde arbejdsdelingen mellem landbrug og industri i større målestok, og dermed den antikke verdens opblomstring, den græske kultur. Uden slaveri ingen græsk stat, ingen græsk kunst og videnskab; uden slaveri heller ikke noget romersk verdensrige. Men det antikke Grækenland og Romerriget danner grundlag for det moderne Europa, som ikke kan tænkes uden dem. Vi burde aldrig glemme, at hele vor økonomiske, politiske og intellektuelle udvikling som forudsætning har en tilstand, hvor sla­veriet var lige så nødvendigt som det var almindelig anerkendt. I denne forstand har vi ret til at sige: uden slaveri i oldtiden ingen moderne socialisme.

Det er et billigt nummer at udtale sig hånligt om sla­veri og deslige i almindelige talemåder og udøse sin ophøjede moralske harme over slige skændigheder. Desværre udtrykker man dermed ikke andet end hvad alle er klar over i forvejen, nemlig at antikkens institutioner ikke længere svarer til vore nuværende tilstande og til de følelser, der er bestemt af disse tilstande. Men vi får ikke et ord at vide om, hvordan disse institutioner er opstået, hvorfor de har eksisteret og hvilken rolle de har spillet i historien. Hvis vi går nærmere ind på det, må vi nemlig sige, selv om det måske kan lyde selvmodsigende og kættersk, at sla­veriets indførelse under de givne omstændigheder var et stort fremskridt. Det er nu en gang en kendsgerning, at menneskeheden er udgået fra dyreriget og derfor havde brug for barbariske, næsten dyriske midler for at arbejde sig ud af barbariet. Hvor de gamle landsbyfællesskaber fortsat eksisterer, har de gennem årtusinder dannet grundlag for den mest barbariske statsform, det orientalske des­poti, fra Indien til Rusland. Hvor de gik i opløsning, er folkene gået videre frem, og deres næste økonomiske fremskridt bestod i forøgelse og videreudvikling af produktio­nen ved hjælp af slavearbejdet. Det er klart: så længe det menneskelige arbejde endnu var så lidt produktivt, at det kun leverede et meget lille overskud ud over de mest nødvendige livsfornødenheder, var en forøgelse af produktivkræfterne, en udvidelse af samhandelen, af kunst og videnskab kun mulig gennem en forøget arbejdsdeling, og denne havde som grundlag den store arbejdsdeling mellem masserne, der besørgede det simple manuelle arbejde, og de få privilegerede, der varetog ledelsen af arbejdet, handelen og statssagerne og siden hen beskæftigede sig med kunst og videnskab. Den simpleste, mest naturgroede form for denne arbejdsdeling er netop slaveriet. De historiske forudsætninger i den antikke verden, specielt i Græken­land, taget i betragtning, kunne fremskridt i et samfund, der var bygget op på klassemodsætninger, kun fuldbyrdes i form af slaveri. Selv for slaven var det et fremskridt: krigsfangerne, der udgjorde det store flertal af slaverne, beholdt herefter i det mindste livet, i stedet for som tidli­gere at blive hugget ned eller endnu tidligere at blive stegt.

Lad os ved denne lejlighed tilføje, at alle hidtidige histo­riske modsætninger mellem udbyttende og udbyttede, mellem herskende og undertrykte klasser har deres forklaring i det menneskelige arbejdes forholdsvis ringe udviklede produktivitet. Så længe det nødvendige arbejde lægger så meget beslag på den virkelig arbejdende befolkning, at den ikke har tid til overs til også at tage sig af samfundets fælles anliggender - ledelse af arbejdet, af statssager, retsvæsen, kunst og videnskab osv. - så længe måtte der altid eksistere en særskilt klasse, der var befriet for det vir­kelige arbejde og tog sig af disse anliggender, hvilket dog aldrig har afholdt dem fra til egen fordel at belæsse de arbejdende masser med større og større arbejdsbyrder. Først den uhyre mangedobling af produktivkræfterne, som storindustrien har medført, gør det muligt at fordele arbej­det på alle samfundsmedlemmer uden undtagelse og derved begrænse den enkeltes arbejdstid så meget, at der bli­ver tilstrækkelig fritid for alle til at deltage i samfundets almene anliggender, såvel teoretiske som praktiske. Først nu er en herskende og udbyttende klasse, uanset af hvilken art, blevet totalt overflødig, ja, den er blevet en hindring for samfundsudviklingen, og først nu vil den ubønhørligt blive fjernet, uanset om den nok så meget er i besiddelse af den ”umiddelbare vold”.

Når hr. Dühring rynker på næsen ad det gamle Græken­land, fordi det var bygget på slaveri, så kan han med sam­me ret bebrejde grækerne, at de ikke havde dampmaski­ner og trådløs telegrafi. Og når han påstår, at vort moder­ne lønslaveri kun kan forklares som en arv fra slaveriet, ganske vist i nogen grad ændret og mildnet, og ikke ud fra sig selv (dvs. ud fra det moderne samfunds økonomiske love), så betyder det enten blot at både lønar­bejde og slaveri er former for trældom og klasseherredømme - og det ved jo hvert barn - eller også er det en falsk påstand. Med samme ret kunne man sige, at lønarbejdet kun kan forklares som en mildnet form for menneskeæderi - den oprindelige måde at anvende de besejrede fjender på, noget man har kunnet konstatere er foregået overalt i verden.

Herefter skulle det stå klart, hvilken rolle voldsmagten har spillet i historien i forhold til den økonomiske udvik­ling. For det første beror al politisk magt oprindelig på en økonomisk, samfundsmæssig funktion; den forøges i sam­me grad som opløsningen af det oprindelige fællesskab forvandler samfundets medlemmer til private producenter, samtidig med at de bliver mere og mere fremmedgjort i forhold til forvalterne af de fælles-samfundsmæssige funk­tioner. For det andet: efter at den politiske magt har gjort sig selvstændig i forhold til samfundet, er forandret fra en tjenende til en herskende magt, kan den virke i to forskellige retninger. Enten virker den i samme retning som den lovmæssige økonomiske udvikling. I så fald hersker der ingen modstrid mellem dem, den økonomiske udvik­ling fremskyndes. Eller den virker modsat, og så må den, med få undtagelser, regelmæssigt bukke under for den økonomiske udvikling. Disse få undtagelser er enkelte tilfælde, hvor et primitivt erobrerfolk udryddede den bosatte befolkning i et land eller fordrev den og ødelagde de pro­duktivkræfter, som de ikke forstod at stille noget op med, eller simpelt hen lod dem gå til grunde. Det gjorde de krist­ne i det mauriske Spanien, hvor de forsømte størsteparten af de overrislingsanlæg, der dannede grundlag for maurernes højtudvikledeager- og havebrug. Enhver erobring, gennemført af et mere primitivt folk, forstyrrer selvføl­gelig den økonomiske udvikling og ødelægger talrige pro­duktivkræfter. Men i det uhyre flertal af tilfælde, hvor det drejer sig om en varig erobring, måtte de primitive erobrerfolk tilpasse sig den højere ”økonomiske situation”, sådan som den forelå ved erobringen. De blev assimilerede af de erobrede og måtte i mange tilfælde også antage deres sprog. Hvor det ikke drejer sig om erobring, men hvor et lands egen indre statsmagt kommer i modstrid med dets

økonomiske udvikling, sådan som det hidtil er sket for næsten enhver politisk magt på et vist trin af udviklin­gen, der er kampen hidtil næsten altid endt med omstyrtel­se af den politiske magt. Nådesløst og uden undtagelse har den økonomiske udvikling banet sig vej - det sidste slående eksempel har vi allerede nævnt, den store franske revo­lution. Hvis ifølge hr. Dührings lære et givet lands øko­nomiske situation og dermed dets økonomiske forfatning kun afhang af den politiske magt, så kan man slet ikke begribe, hvorfor det efter 1848 ikke - trods hans ”præg­tige krigshær” - ville lykkes for Friedrich Wilhelm IV [af Preussen] at pode de middelalderlige laug og andre romantiske griller på landets jernbaner, dampmaskiner og storindustri, der netop var i færd med at udvikle sig, eller hvorfor kejseren af Rusland, der dog er en så meget mæg­tigere herre, ikke blot er ude af stand til at betale sin gæld, men ikke engang kan holde sammen på sin ”voldsmagt” uden at han hele tiden skal låne sig frem hos den ”økono­miske situation” i Vesteuropa.

For hr. Dühring er vold det absolutte onde; for ham er den første voldshandling ensbetydende med syndefaldet, hans fremstilling er helt igennem en jeremiade over at hele historien er smittet med arvesyndens sot og at alle natur- og samfundslove er syndigt fordærvede af denne djævelske magt, volden. Men at volden også kan spille en anden rolle i historien, en revolutionær rolle, at den, ifølge Marx' ord, er fødselshjælper for ethvert gammelt samfund, der går svanger med et nyt [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 4, s. 1046], at den er et redskab, som den samfundsmæssige bevægelse bruger for at slå igennem og bryde udlevede og stivnede politiske former - herom ikke et ord hos hr. Dühring. Kun med suk og støn indrømmer han den mulighed, at det måske kan blive nødvendigt at bruge vold for at omstyrte udbyttersamfundet - desværre! thi enhver voldsanvendelse demoraliserer den, der anvender den. Og det påstår han ansigt til ansigt med det høje mo­ralske og åndelige opsving, der altid har været resultat af enhver sejrrig revolution! Og det siger han netop i Tyskland, hvor et voldeligt sammenstød, der kan blive folket påtvunget, i det mindste ville have den fordel, at det kunne udrydde den lakajmentalitet, som siden Tre­diveårskrigens ydmygelser har bredt sig i den nationale bevidsthed. Er det virkelig denne sløve, saft- og kraftløse prædikanttankegang, der gør krav på at mave sig ind i det mest revolutionære parti, historien kender?

Noter

[1]: