V. Værditeori

Det er nu omtrent hundrede år siden, at der i Leipzig udkom en bog, der indtil dette århundredes begyndelse har oplevet nogle og tredive oplag, og som i by og på land af myndigheder, præster og menneskevenner af alle slags er blevet udbredt, uddelt og overalt i folkeskolerne anvist som læsebog. Denne bog hed: Rochows Kinderfreund [Rochows Børneven], og det var dens formål at belære bøndernes og håndværkernes ungdommelige afkom angående deres livskald og deres pligter i forhold til deres samfundsmæssige og statslige overmænd samt tillige at bibringe dem en gavnlig tilfredshed med deres jordiske lod, med grovbrød og kartofler, hoveritjeneste, lave lønninger, faderlige stokkeprygl og andre behageligheder af samme skuffe, og alt dette formedelst den i hin tid gængse oplysning. Til dette formål blev det foreholdt ungdommen i by og på land, hvor viseligt naturen har indrettet det, at mennesket må erhverve sit levebrød og sine nydelser gennem arbejdet, og hvor lykkelig dog bonden og hånd­værkeren må føle sig, fordi det er forundt ham at krydre sit måltid med surt slid i stedet for - som den rige fråd­ser - at døje med dårlig mave, galdebesvær eller forstoppelse og kun med lede kunne klemme de mest udsøgte lækkerier ned. De samme banaliteter som gamle Rochow anså for at være passende for de kursaksiske bønderdren­ge på hans tid, serverer hr. Dühring for os på side 14 og de følgende sider i sit ”Cursus” som det ”absolut funda­mentale” ved den nyeste politiske økonomi.

”De menneskelige behov har som sådanne deres naturlige lov­mæssighed og er med henblik på deres forøgelse indesluttet i grænser, som kun gennem unatur kan overskrides en vis tid, før der følger lede, livstræthed, udlevethed, social forkrøbling og endelig helbredende tilintetgørelse. En leg, der kun består al forlys­telser uden alvorligt formål, fører til blaserthed eller, hvad der er det samme, til tab af hele sansningsevnen. Virkeligt arbejde i en eller anden form er altså en social naturlov for sunde typer... Hvis drifter og behov var uden modvægt, så ville de knapt nok føre til en barnlig tilværelse, endsige en historisk ophøjet livsud­foldelse. Ved fuldstændig ubesværet tilfredsstillelse ville livet snart være udtømt og efterlade en tom tilværelse i skikkelse af be­sværlige intervaller, der blot gentager sig... I alle henseender er det altså en heldig grundlov for den ydre naturs indretning og menneskets indre beskaffenhed, at tilfredsstillelsen af drifter og lidenskaber er afhængig af overvindelsen af økonomiske hindringer..." osv., osv.

Man ser, hos hr. Dühring fejrer den ærværdige Rochows platteste platheder 100 års jubilæum og tjener oven i købet som det ”dybere grundlag” for det eneste i sandhed kri­tiske og videnskabelige ”socialstære system”. Efter at grunden er lagt, kan hr. Dühring bygge videre. Idet han anvender den matematiske metode, giver han først efter gode gamle Euklids eksempel en række defi­nitioner. Det er ret så bekvemt for ham, fordi han samti­dig kan indrette sine definitioner på en sådan måde, at det, der skal bevises ved deres hjælp, allerede delvis er indeholdt i dem. Således får vi først at vide, at

det førende begreb i den hidtidige økonomi kaldes rigdom, og rigdom, sådan som den virkelig hidtil verdenshistorisk er blevet opfattet og har udviklet sit rige, er ”den økonomiske magt over mennesker og ting”.

Dette er urigtigt, og på to måder. For det første var de gamle stamme- og landsbyfællesskabers rigdom på ingen måde et herredømme over mennesker. Og for det andet: også i de samfund, der bevæger sig i klassemodsætninger, er rigdom, for så vidt den indbefatter herredømme over mennesker, overvejende, ja næsten udelukkende et herredømme over mennesker i kraft af og gennem et herredøm­me over ting. Fra det meget tidlige tidspunkt, hvor slavefangst og udbytning af slavearbejde blev adskilte forretningsgrene, måtte de, der udbyttede slavearbejdet, købe slaverne; herredømmet over menneskene måtte først erhverves gennem herredømme over ting, dvs. købsprisen og slavens subsistens- og arbejdsmidler. I hele middelalderen er den store jordbesiddelse forudsætningen for at feudaladelen får råderet over afgifts- og hoveripligtige bønder. Og i dag kan selv et seksårs barn se, at rigdommen er menneskebeherskende udelukkende i kraft af de ting, som den har rådighed over.

Men hvorfor måtte hr. Dühring fabrikere denne falske definition af rigdom, hvorfor sprænge den faktiske sam­menhæng, som den har gjort sig gældende i alle hidtidige klassesamfund? For at kunne trække rigdommen fra det økonomiske over på det moralske gebet. Herredømme over ting kan være meget godt, men herredømme over menne­sker er af det onde. Og siden hr. Dühring har forbudt sig selv at forklare herredømmet over menneskene ud fra herredømmet over tingene, så må han endnu en gang med et rask snuptag forklare begge dele med den yndede volds-magt. Rigdom som menneskebeherskende er ”rov”, og så er vi atter havnet ved en ringere udgave af den gamle proudhonske sætning ”Ejendom er tyveri!” [1]

Og dermed har vi haft held til at få anbragt rigdommen under de to væsentlige aspekter, produktionen og fordelin­gen: rigdom som herredømme over ting: produktionsrigdom, den gode side; rigdom som herredømme over men­nesker: den hidtidige fordelingsrigdom, den dårlige side, væk med den! Anvendt på nutidens forhold lyder det således: den kapitalistiske produktionsmåde kan være god nok og kan få lov at blive, men den kapitalistiske fordelingsmåde duer ikke og må afskaffes. Til den slags non­sens fører det, når man skriver om økonomi uden så me­get som at have fattet sammenhængen mellem produktion og fordeling.

Efter rigdommen defineres værdien som følger:

”Værdien er den gyldighed, som økonomiske ting og ydelser har i samkvemmet”. Denne gyldighed svarer ”til prisen eller et andet ækvivalentnavn at en eller anden art, f.eks. lønnen”.

Med andre ord: værdien er prisen. Eller rettere sagt, for ikke at gøre hr. Dühring uret og for så vidt muligt at gengive det meningsløse i hans definition med hans egne ord: værdien er priserne. På side 19 siger han nemlig:

”værdien og de priser, der udtrykker den i penge”,

han siger altså selv, at den samme værdi har meget forskellige priser og dermed også lige så mange forskellige værdier. Hvis Hegel ikke for længst var død, ville han gå hen og hænge sig. Denne værdi, der har så mange forskellige værdier som den har priser, kunne han ikke have præsteret med hele sin teologik. Man må være i besid­delse af den samme frejdighed som hr. Dühring for at be­gynde på en ny og dybere grundlæggelse af økonomien med den erklæring, at man ikke kender nogen anden forskel mellem pris og værdi end at den ene er udtrykt i pen­ge, den anden ikke.

Men vi ved stadig væk ikke, hvad værdien er og endnu mindre hvorved den bestemmes. Hr. Dühring må altså komme frem med flere oplysninger:

”Grundloven for sammenligning og vurdering, på hvilken vær­dien og de priser, der udtrykker den i penge, beror, ligger i almin­delighed i første instans på den rene produktions område, helt bortset fra fordelingen, som dernæst bringer et andet element ind i vær­dibegrebet. De større eller mindre hindringer, som naturforholde­nes forskellighed rejser for de bestræbelser, der er nødvendige til fremskaffelse af tingene, og hvormed de tvinger til større eller mindre anvendelse af økonomiske kræfter, bestemmer også... den større eller mindre værdi” og denne vurderes efter ”den modstand, som natur og forhold rejser mod fremskaffelsen... Den umiddel­bart afgørende årsag til eksistensen af værdi overhovedet og dens særlige størrelse er, i hvilket omfang vi lægger vor egen kraft ind i dem” (tingene).

For så vidt der overhovedet er en mening med alt dette, betyder det: Et arbejdsprodukts værdi bestemmes af den arbejdstid, der er nødvendig til dets fremstilling, og det har vi vidst længe, også uden hr. Dühring. I stedet for simpelt hen at meddele denne kendsgerning, må han fordreje den ved hjælp af dunkle orakelord. Og det er sim­pelt hen falsk, at den umiddelbart afgørende årsag til værdi og værdistørrelse er, i hvilket omfang nogen lægger sin kraft i en eller anden ting. For det første kommer det an på, i hvilke ting kraften bliver lagt, og for det andet, hvordan den bliver lagt i tingene. Hvis nogen forfærdiger en ting, der ikke har brugsværdi for andre, så frembrin­ger alle hans kræfter ikke en tøddel værdi, og hvis han insisterer på at fremstille en ting i hånden, som en maski­ne kan fremstille tyve gange billigere, så frembringer de nitten tyvendedele af den kraft, han har lagt i tingen, ingen værdi overhovedet og heller ingen særskilt værdistør­relse.

Desuden fordrejer man sagen totalt, når man forvandler det produktive arbejde, der skaber positive resultater, til blot negativ overvindelse af en modstand. Vi skulle altså bære os omtrent sådan ad for at komme til en skjorte: Først overvinder vi bomuldsfrøets modstand mod at blive sået, derefter den modne bomulds modstand mod at blive plukket, pakket og transporteret, senere mod at blive pak­ket ud, blive kartet og spundet, så garnets modstand mod at blive vævet, tøjets modstand mod at blive bleget og syet og endelig den færdige skjortes modstand mod at blive ta­get på.

Hvad skal al denne barnagtige fordrejning og forvræng­ning gøre godt for? Jo, i kraft af denne ”modstand” kommer man fra ”produktionsværdien”, den sande, men hidtil blot ideale værdi, til den ”fordelingsværdi”, som indtil nu har hersket i historien og som er forfalsket af voldsmagten :

”Foruden den modstand, som naturen yder... findes der også en anden, rent social hindring... Mellem mennesket og naturen træder en hindrende magt, og denne magt er atter mennesket. Det enkeltstående og isoleret tænkte individ står frit over for naturen.. . Men situationen former sig anderledes, så snart vi tænker os et andet individ, der med kården i hånd holder adgangen til naturen og dens hjælpekilder besat og kræver en pris i en eller anden form for at lade nogen komme ind... Dette andet individ beskatter så at sige det første og er således årsag til, at værdien af det tilstræbte bliver højere end det ville være tilfældet uden denne poli­tiske og samfundsmæssige hindring for fremskaffelsen eller pro­duktionen... Højst mangfoldige er de særlige udformninger, som tingenes kunstigt forhøjede gyldighed har fået, og de har naturligvis deres modstykke i en tilsvarende sænkning af arbejdets gyl­dighed... Derfor er det en illusion på forhånd at ville betragte værdien som et ækvivalent i ordets egentlige forstand, dvs. som noget, der har samme gyldighed eller som et udvekslingsforhold, der er kommet i stand efter princippet om ydelse og modydelse... Tværtimod, det vil være kendetegnet for en rigtig værditeori, at den generelle vurderingsårsag, den teoretisk opstiller, ikke falder sam­men med den særskilte udformning af gyldigheden, der beror på fordelingstvangen.. Denne skifter med den sociale orden, mens den egentlige økonomiske værdi kun kan være den over for naturen udmålte produktionsværdi, der kun kan ændre sig med de rene produktionshindringer af naturlig eller teknisk art".

En tings praktisk gældende værdi består altså iføl­ge. hr. Dühring af to dele: for det. første af det ar­bejde, den indeholder, og for det andet af det beskatningstillæg, der er påtvunget ”med kården i hånd”. Med andre ord, den i dag gældende værdi er en monopolpris. Når nu - ifølge denne værditeori - alle varer har en sådan monopolpris, så er der kun to muligheder. Enten mister hvert individ som køber, hvad det har vundet som sælger; priserne har ganske vist ændret sig af navn, men er i vir­keligheden uændrede i deres indbyrdes forhold. Alt bliver ved det gamle, og den højtberømmede fordelingsværdi er en illusion. - Eller også repræsenterer det angivelige beskatningstillæg en virkelig værdisum, nemlig den værdisum, der produceres af den arbejdende, værdifrembringen­de klasse, men tilegnes af monopolistklassen, og så består denne værdisum simpelt hen af ubetalt arbejde. I dette tilfælde havner vi atter ved Marx' teori om merværdien, på trods af manden med kården i hånd, på trods af det an­givelige beskatningstillæg og den påståede fordelingsværdi.

Vi vil nu se os om efter nogle eksempler på den højtbe­rømmede ”fordelingsværdi”. På side 135 og de følgende sider hedder det:

”Prisudformningen må også i kraft af den individuelle konkur­rence betragtes som en form for økonomisk fordeling og gensidig tributpålæggelse... man kunne tænke sig, at forrådet af en eller anden nødvendig vare pludselig blev betydeligt forringet, der opstår da på sælgerens side en uforholdsvis stor magt til udbytning... Hvor kolossal stigningen kan være, viser især de unormale situa­tioner, hvor tilførslen af nødvendige varer er afbrudt i længere tid” osv. Desuden findes der også under tingenes normale forløb faktiske monopoler, der tillader en vilkårlig prisforøgelse, f.eks. jernbaner, selskaber til byernes forsyning med vand og gas osv.

Det er almindelig kendt, at sådanne lejligheder til mono­polistisk udbytning forekommer. Men at de monopolpri­ser, de skaber, bliver opstillet som klassiske eksempler for den i dag gyldige værdifastsættelse og ikke som undtagel­ser - det er noget nyt. Hvordan bestemmes prisen på fødevarer? Gå til en belejret by og forhør jer der! svarer hr. Dühring. Hvordan virker konkurrencen på fastsættelsen af markedspriserne? Spørg monopolet, det vil give jer svar!

Med hensyn til disse monopoler er det i øvrigt heller ikke let at få øje på manden med kården, der skulle stå bag dem. Tværtimod: i belejrede byer plejer manden med kården, altså kommandanten - i hvert fald hvis han gør sin pligt - meget hurtigt at gøre ende på monopolet og beslaglægge eventuelle monopolforråd til ligelig fordeling. Og i øvrigt har kårdens mænd aldrig høstet andet end dår­lige forretninger og pengetab, når de prøvede at fabrikere en ”fordelingsværdi”. Hollænderne har med deres mono­polisering af den ostindiske handel ødelagt deres monopol og deres handel. De to stærkeste regeringer, der nogen sinde har eksisteret, den nordamerikanske revolutionsregering og det franske nationalkonvent, var så formastelige, at de ville fastsætte maksimalpriser, og de led ynkeligt skibbrud. Den russiske regering har nu i årevis prøvet at hæve kursen på de russiske papirpenge; kursen trykkes gennem uafbrudt udstedelse af uindløselige pengesedler i Rusland og forsøges hævet gennem uafbrudt opkøb af veksler på Rusland i London. På denne fornøjelse har regeringen i løbet af få år ofret ca. tres millioner rubler, og rublen står nu under to i stedet for som tidligere over tre mark. Hvis kården havde den økonomiske tryllekraft, som hr. Dühring tillægger den, hvorfor har da ingen regering i længere tid været i stand til at påtvinge dårlige penge ”fordelingsværdien” af gode eller assignater [2] ”forde­lingsværdien” af guld? Og hvor er den kårde henne, der fører kommandoen på verdensmarkedet?

Der findes endnu en hovedform, hvorigennem forde­lingsværdien formidler tilegnelsen af fremmede ydelser uden modydelse: ejendomsrenten, dvs. jordrenten og kapi­talgevinsten. Vi registrerer blot dette for at kunne sige, t det er alt, hvad vi har fået at vide om den berømte ”fordelingsværdi”. - Alt? Nej, ikke helt. Hø nu her:

”Uagtet det dobbelte aspekt, der fremtræder i erkendelsen af en produktions- og en fordelingsværdi, forbliver der dog altid no­get fælles og grundlæggende som den genstand, hvoraf alle værdier består, og hvormed de også måles. Det umiddelbare, naturli­ge mål er kraftopbuddet og den simpleste enhed menneskekraften i ordets mest primitive betydning. Sidstnævnte kan føres tilbage til eksistenstiden, hvor selvopholdelsen igen betyder overvindelse af en vis sum ernærings og levevanskeligheder. Fordelings- eller tilegnelsesværdien er i ren form udelukkende til stede, hvor rå­digheden over uproducerede ting eller, simplere sagt, disse ting selv udveksles mod ydelser eller ting af virkelig produktionsværdi. Det ligeartede, som findes påvist og repræsenteret i hvert værdiud­tryk og følgelig også i de værdibestanddele, der gennem fordelin­gen tilegnes uden modydelse, består i opbud af menneskekraft, som findes legemliggjort... i enhver vare”.

Hvad skal man nu sige til alt dette? Når alle varevær­dier måles ved det opbud af menneskekraft, der er legem­liggjort i varerne, hvor bliver da fordelingsværdien, pris­tillæget, beskatningen af? Hr. Dühring fortæller os gan­ske vist, at også uproducerede ting, der egentlig ikke kan have nogen egentlig værdi, får en fordelingsværdi og kan udveksles mod producerede ting, der har en værdi. Men han siger samtidig, at alle værdier, altså også de rene og udelukkende fordelingsværdier, består af det kraftopbud, der er legemliggjort i dem. Desværre får vi ikke at vide, hvordan et kraftopbud kan være legemliggjort i en ikke-produceret ting. Så meget synes i hvert fald at fremgå klart af hele dette roderi af værdier, at det stadig ikke rigtig bliver til noget med fordelingsværdien, med pristillæg­get til varerne, fremtvunget af den sociale position, med beskatningen i kraft af kården; vareværdierne bestemmes udelukkende ved det opbud af menneskekraft, vulgo [iføl­ge almindelig sprogbrug] arbejde, der findes legemliggjort i dem? Hr. Dühring siger altså, - når man ser bort fra jordrenten og nogle monopolpriser - det samme, bare mere sjusket og forvirret, som den Ricardo-Marx'ske vær­diteori, som han nys har nedrakket, for længst har sagt betydelig mere klart og bestemt?

Han siger det, og i samme åndedrag siger han det modsatte. Marx siger, idet han går ud fra Ricardos undersø­gelser: Vareværdien bestemmes af det i varerne legemliggjorte eller materialiserede samfundsmæssigt nødvendige almenmenneskelige arbejde, som atter måles ved sin va­righed. Arbejdet er målet for alle værdier, men arbejdet selv har ingen værdi. Efter at hr. Dühring på sin forvrøv­lede facon ligeledes har betegnet arbejdet som værdimål, fortsætter han:

det ”føres tilbage til eksistenstiden, hvor selvopholdelsen igen be­tyder overvindelse af en vis sum af ernærings- og livsvanskelighe­der".

Lad os se bort fra forvekslingen af arbejdstiden, som det her alene kommer an på, med eksistenstiden, der endnu aldrig har skabt eller målt værdier - forvekslingen skyldes udelukkende hr. Dührings higen efter at være original. Lad os også se bort fra det falske ”socialitære” skin, som selvopholdelsen af denne eksistenstid skal bringe ind i sagen. Så længe verden har bestået og vil bestå, må enhver underholde sig selv i den forstand, at han selv fortærer sine subsistensmidler. Hvis vi antager, at hr. Dühring har udtrykt sig økonomisk og præcist, så betyder ovennævnte sætning enten slet ingenting eller den siger så meget som: En vares værdi bestem­mes af den i varen materialiserede arbejdstid og værdien af denne arbejdstid bestemmes af de subsistensmidler, der er nødvendige til arbejderens underhold i denne tid. Og det betyder i det nuværende samfund: en vares værdi er bestemt af den arbejdsløn, der er indeholdt i den.

Her er vi endelig havnet ved det, hr. Dühring egentlig vil sige. En vares værdi bestemmes, efter vulgærøkonomisk sprogbrug, af fremstillingsomkostningerne,

hvorimod Carey ”fremhævede den sandhed, at ikke produktionsomkostningerne, men reproduktionsomkostningerne bestemmer værdien”. (”Kritische Geschichte". s. 401)

Hvad det har på sig med disse fremstillings- eller genfremstillingsomkostninger, herom senere. Her kun så me­get, at de som bekendt består af arbejdsløn og kapitalpro­fit. Arbejdslønnen repræsenterer det i varen legemliggjor­te ”kraftopbud”, produktionsværdien. Profitten repræsenterer det af kapitalisten i kraft af hans monopol, kården i hans hånd, fremtvungne told- eller pristillæg, fordelingsværdien. Og så opløses hele den modsigelsesfyldte forvirring i hr. Dührings værditeori sluttelig i den skønneste harmoniske klarhed.

Bestemmelsen af vareværdien ved arbejdslønnen, der hos Adam Smith endnu hyppigt blandes sammen med værdiens bestemmelse ved arbejdstiden, er siden Ricar­do forvist fra den videnskabelige økonomi; nu om stunder driver den kun sit uvæsen i vulgærøkonomien. Det er netop den bestående kapitalistiske samfundsordens aller platteste sykofanter [spytslikkere], der prædiker værdibe­stemmelse ved arbejdslønnen, idet de samtidig udgiver ka­pitalistens profit for at være en slags finere arbejdsløn, en belønning for afsavn (fordi kapitalisten ikke har formøb­let sin kapital), en risikopræmie, en driftsherreløn. Hr. Dühring adskiller sig kun fra dem ved at kalde profitten for røveri. Med andre ord, hr. Dühring bygger direkte sin socialisme på de værste vulgærøkonomiske teorier. Hans socialisme er lige så meget bevendt som denne vulgærø­konomi. Begge står og falder de med hinanden.

Det er dog indlysende: hvad en arbejder yder og hvad han koster, det er to lige så forskellige ting som hvad en maskine yder og hvad den koster. Den værdi, som en ar­bejder skaber i løbet af en 12 timers arbejdsdag, har ikke noget at gøre med værdien af de subsistensmidler, som han fortærer i løbet af denne arbejdsdag og den tilhørende hvilepause. I disse subsistensmidler kan der være materia­liseret en arbejdstid på tre, på fire, på syv timer, alt efter hvor meget arbejdets produktivitet er udviklet. Lad os antage, at syv arbejdstimer har været nødvendige for subsistensmidlernes fremstilling, så siger den af hr. Dühring accepterede vulgærøkonomiske værditeori, at produktet al tolv arbejdstimer har værdien af produktet af syv arbejds­timer, at tolv arbejdstimer er lig med syv arbejdstimer eller 12=7. Eller for at sige det endnu tydeligere: en ar­bejder på landet producerer, under samfundsforhold al en given art, en kornmængde på, lad os sige, tyve hektoliter hvede om året. I løbet af denne tid forbruger han en sum af værdier, der kan udtrykkes i en hvedemængde på femten hektoliter. Så skal de tyve hektoliter have samme værdi som de femten, og det på det samme marked og under de samme omstændigheder, med andre ord, 20 er det sam­me som 15. Og det skal være økonomi!

Udviklingen af det menneskelige samfund ud over det dyriske stadium begynder med den dag, hvor familiens arbejde frembragte flere produkter end det var nødvendigt til dens underhold, den dag, hvor en del af arbjedet kunne anvendes til frembringelse ikke blot af næringsmid­ler, men af produktionsmidler. Et overskydende arbejds­produkt ud over arbejdets leveomkostninger og dermed dannelse og forøgelse af en samfundsmæssig produktions- og reservefond af dette overskud var og er grundlaget for al samfundsmæssig, politisk og intellektuel videreudvik­ling. I den hidtidige historie har denne fond været en pri­vilegeret klasses ejendom, en klasse, som gennem denne ejendom også kom i besiddelse af det politiske herredøm­me og den åndelige førerstilling. Den forestående sociale omvæltning vil gøre denne samfundsmæssige produktions- og reservefond, det vil sige totalmængden af råstoffer, produktionsinstrumenter og subsistensmidler, til en virkelig samfundsmæssig fond, idet den tager den fra den pri­vilegerede klasse og overfører den til hele samfundets fælles eje.

Et af to: Enten bestemmes varernes værdi af den sum, underholdet af det arbejde koster, der er nødvendigt til deres fremstilling, dvs. i det nuværende samfund arbejds­lønnen. Så modtager hver arbejder i sin udbetalte løn værdien af sit eget arbejdsprodukt, og kapitalistklassens udbyt­ning af lønarbejdernes klasse er en umulighed. Lad os si­ge, at en arbejders underhold i det givne samfund er udtrykt i en sum af tre mark. Så har en arbejders dagspro­dukt ifølge den førnævnte vulgærøkonomiske teori en værdi af tre mark. Lad os nu antage, at kapitalisten_; der beskæftiger denne arbejder, lægger en profit på dette pro­dukt, en beskatning på en mark og sælger det for fire mark. Det samme gør alle andre kapitalister. Herefter kan arbejderen ikke længere bestride sit daglige underhold med de tre mark, men behøver fire mark. Da alle andre omstændigheder forudsættes som uændrede, må arbejds­lønnen, udtrykt i subsistensmidler, forblive uændret, men arbejdslønnen, udtrykt i penge, må stige, nemlig fra tre til fire mark daglig. Hvad kapitalisterne tager fra arbejderklassen i form af profit, må de give arbejderklassen tilbage i form af løn. Vi er ikke kommet længere, end vi var ved begyndelsen: hvis arbejdslønnen bestemmer værdien, er kapitalistens udbytning af arbejderen en umulighed. Men der kan heller ikke opstå et produktionsoverskud, fordi arbejderne ifølge denne teori fortærer lige så meget værdi som de frembringer. Og da kapitalisterne ikke selv frembringer værdi, så er det ikke engang til at begribe, hvad de skal leve af. Men når der nu alligevel eksisterer et sådant produktionsoverskud ud over konsumtionen, en sådan produktions- og reservefond - og det i kapitalistens eje - så er der 'kun en forklaring mulig, nemlig at arbej­derne til deres eget underhold kun fortærer varernes værdi, men overlader varerne selv til kapitalisterne til videre anvendelse.

Eller også: når denne produktions- og reservefond fak­tisk eksisterer i kapitalisternes eje, når den faktisk er opstået ved ophobning af profit (jordrenten lader vi forelø­bigt ude af betragtning), så består den nødvendigvis af det ophobede overskud af arbejdsproduktet, som arbejderklassen har leveret kapitalistklassen ud over den sum, som kapitalistklassen har udbetalt i arbejdsløn til arbejderklas­sen. I dette tilfælde bestemmes værdien ikke ved arbejds­lønnen, men ved arbejdsmængden; arbejderklassen leve­rer i arbejdsprodukt en større værdimængde til kapita­listklassen end den får udbetalt i arbejdsløn, og så kan kapitalprofitten, som alle andre former for tilegnelse af fremmed, ubetalt arbejdsprodukt, forklares slet og ret som en bestanddel af hin af Marx opdagede merværdi.

Apropos. Om den store opdagelse, hvormed Ricardo indleder sit hovedværk, nemlig at

”en vares værdi... afhænger af den relative arbejdsmængde, der er nødvendig til dens produktion, og ikke af den større eller min­dre godtgørelse_; som betales for dette arbejde” [David Ricardo, ”Principper for den politiske økonomi og beskatningen”, dansk udg. Rhodos 1978, s.45] -

om denne epokegørende opdagelse tales der intetsteds i hele hr. Dührings ”Cursus” om økonomi. I ”Kritische Ge­schichte” affejes den med disse orakelord:

”Det tages ikke i betragtning” (af Ricardo) ”at det større eller ringere forhold, hvori lønnen kan være en anvisning på livsfornødenheder (!) også må medføre en forskelligartet udformning af værdiforholdene!”

Et orakelord, ved hvilket læseren kan forestille sig hvad han lyster, og hvor han vil være helt på den sikre side, hvis han slet ikke forestiller sig noget.

Og nu kan læseren få lov til selv at udvælge den, han synes bedst om, af de fem forskellige slags værdi, som hr. Dühring serverer for os: produktionsværdien, der stam­mer fra naturen; eller fordelingsværdien, som menneske­nes ondsindethed har skabt og som udmærker sig ved at den måles ved det kraftopbud, der ikke er indeholdt i den; eller for det tredje den værdi, der måles ved arbejdstiden; eller for det fjerde den værdi, der måles ved reproduk­tionsomkostningerne; eller sluttelig den værdi, der måles ved arbejdslønnen. Udvalget er stort, forvirringen total, og vi har kun tilbage sammen med hr. Dühring at udråbe:

”Læren om værdien er prøvestenen for de økonomiske systemers gedigenhed!”

Noter

[1]: