VII. Kapital og merværdi

”Om kapitalen har hr. Marx fra først af ikke det almengyldige økonomiske begreb, ifølge hvilket den er et produceret produktionsmiddel, men han forsøger at opdrive en mere speciel, dialektisk-historisk ide, der indgår i begrebernes og historiens metamorfosespil. Kapitalen siges at avle sig selv af pengene; den siges at dan­ne en historisk fase, der begynder med det 16. århundrede, nemlig med begyndelsen til et verdensmarked, der forudsættes at falde i denne tid. Ved en sådan begrebsopfattelse går klarheden i den na­tionaløkonomiske analyse åbenbart tabt. I sådanne kaotiske forestillinger, der angiveligt skal være halvvejs historiske og halvvejs logiske, men som i virkeligheden kun er bastarder af historisk og logisk fantasteri, forsvinder fornuftens evne til at sondre samt enhver ærlig begrebsanvendelse” -

og således buldres der videre, side op og side ned.. .

”med den marxske karakteristik af kapitalbegrebet kan man kun anstifte forvirring i den strenge nationaløkonomiske lære... Letfærdigheder, der udgives for at være dybe logiske sandheder... Fundamenternes skrøbelighed” osv.

Ifølge Marx skulle kapitalen altså i begyndelsen af det 16. århundrede have avlet sig selv af pengene. Det er som om man ville sige, at metalpengene for godt tre tusinde år siden har avlet sig selv af kvæget, bl.a. fordi netop kvæg for i tiden udøvede pengefunktion. Ingen anden end hr. Dühring er i stand til at udtrykke sig så primitivt og skævt. Hos Marx viser analysen af de økonomiske former, inden for hvilke varens cirkulationsproces foregår, at dens sidste form er pengene. ”Dette sidste produkt af vareom­sætningen er den første form, hvori kapitalen fremtræder. Historisk set optræder kapitalen i sin begyndelse alle vegne over for jordejendommen i form af penge, som pen­geformue, købmandskapital og ågerkapital... Den samme historie udspilles dagligt for øjnene af os. Enhver ny ka­pital træder stadig væk i første omgang ind på scenen, dvs. markedet, varemarkedet, arbejdsmarkedet, eller pen­gemarkedet, som penge, penge der gennem bestemte processer skal forvandles til kapital”. [Marx, ”Kapitalen”, 1, bog 1, s. 258] Igen er det en kendsgerning, Marx konstate­rer. Ude af stand til at bestride denne kendsgerning, fordrejer hr. Dühring den. Kapitalen skal avle sig selv af pengene!

Marx undersøger nu de processer, hvorved penge forvandles til kapital, og finder ud af, at den form, hvori pengene cirkulerer som kapital, er det modsatte af den form, hvori de cirkulerer som alment vareækvivalent. Den simp­le varebesidder sælger for at købe, han sælger det, han ikke har brug for, og med de tiltuskede penge køber han det, han har brug for. Den vordende kapitalist køber fra første færd det, han ikke selv har brug for; han køber for at sælge, oven i købet for at sælge dyrere, for at få den pengeværdi tilbage, som han oprindeligt har kastet ind i transaktionen, men forøget med en tilvækst i penge, og denne tilvækst kalder Marx merværdi.

Hvor stammer denne merværdi fra? Den kan ikke skyldes, at køberen har købt varen under værdien og heller ik­ke at sælgeren sælger over værdien. I begge tilfælde vil begge parters gevinst og tab gensidigt udlignes, fordi begge skiftevis er købere og sælgere. Den kan heller ikke skyldes snyderi; snyderi kan ganske vist berige den ene part på den andens bekostning, men det kan ikke forøge den totalsum, de begge ejer, altså heller ikke summen af cir­kulerende værdier. ”Et lands samlede kapitalistklasse kan ikke snyde sig selv”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 1, s. 278]

Og dog ser vi, at kapitalistklassen i hvert land uafbrudt beriger sig for øjnene af os, idet den sælger dyrere end den har købt, idet den tilegner sig merværdi. Vi er altså ikke kommet længere, end vi var i begyndelsen: Hvor stammer denne merværdi fra? Det er dette spørgsmål, det gælder om at løse, og det skal løses ad rent økonomisk vej, idet enhver form for snyderi, enhver indblanding af vold udelukkes - spørgsmålet: hvordan er det muligt, fortsat at sælge dyrere end man har købt, selv under forudsætning af, at der fortsat udveksles lige værdier mod lige værdier?

Løsningen af dette spørgsmål er den epokegørende fortjeneste, der tilkommer Marx' livsværk. Den kaster dagens klare lys over økonomiske områder, hvor før i tiden socia­lister ikke mindre end borgerlige økonomer ravede rundt i det dybeste mørke. Fra den daterer sig, om den grupperer sig den videnskabelige socialisme.

Denne løsning er følgende: Værdiforøgelsen [Wertver­grosserung] af de penge, der skal forvandles til kapital, kan ikke foregå med disse penge eller stamme fra indkøbet, fordi pengene her kun realiserer varens pris, og den­ne pris - når vi forudsætter, at der udveksles lige værdier - er ikke forskellig fra dens værdi. Af samme årsag kan værdiforøgelsen heller ikke stamme fra salget af va­ren. Forandringen må altså foregå med den vare, der bli­ver købt, men ikke med dens værdi, idet den bliver købt og solgt til sin værdi. Forandringen må foregå med dens brugsværdi som sådan, dvs. værdiændringen må udspringe af forbruget af varen. ”For at kunne udvinde værdi af forbruget af en vare, skal vor pengebesidder være så heldig, at han... på markedet opdager en vare, hvis brugsværdi selv besidder den ejendommelige beskaffenhed, at den er kilde til værdi, en vare, hvis faktiske brug altså selv består i legemliggørelse af arbejde, dvs. i skabelse af værdi. Og pengebesidderen forefinder på markedet en sådan specifik vare - arbejdsevnen eller arbejdskraften." [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 1, s. 282] Når altså, som vi har set, arbejdet som sådant ikke kan have nogen værdi, så er det samme ikke tilfældet med arbejdskraften. Denne får en værdi, når den bliver til vare; faktisk er den i dag en vare, og dens værdi er ”ligesom værdien af enhver anden vare bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til pro­duktionen, altså også fornyelsen (reproduktionen), af den­ne specifikke artikel” [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 1, s. 286], dvs. den arbejdstid, der kræves til fremstilling af de livsfornødenheder, som arbejderen har brug for til at holde sig selv i arbejdsdygtig stand og til at fortsætte sin slægt. Lad os antage, at disse livsfornødenheder repræsenterer seks timers dagligt arbejde. Vor vordende kapitalist, der indkøber arbejdskraft til at drive sin virksomhed, dvs. lejer en arbejder, betaler altså denne arbejder den fulde dagsværdi af hans arbejdskraft, når han betaler ham en pen­gesum, der ligeledes repræsenterer seks arbejdstimer. Så snart arbejderen har arbejdet seks arbejdstimer i den vor­dende kapitalists tjeneste, har han ydet fuld erstatning for kapitalistens udlæg, for den udbetalte dagsværdi af hans arbejdskraft. Men dermed ville pengene ikke være forvandlet til kapital, der ville ikke være frembragt merværdi. Arbejdskraftens køber har da også en helt anden opfattel­se af karakteren af den forretning, han har afsluttet. At der kun skal bruges seks arbejdstimer for at holde liv i en arbejder i fireogtyve timer, forhindrer ham jo ikke i at arbejde tolv timer af de fireogtyve. Arbejdskraftens værdi og dens værdiskabende anvendelse [Verwertung] i arbejds­processen er to helt forskellige størrelser. Pengenes ejer har betalt arbejdskraftens dagsværdi, nu tilhører anven­delsen af arbejdskraften for denne dag, hele dagens arbej­de, ham. At den værdi, arbejdskraften skaber i løbet af en dag, er dobbelt så stor som dens egen dagsværdi, er et held for køberen, men ifølge vareudvekslingens love ingenlun­de en uret mod sælgeren. Arbejderen koster altså - iføl­ge vore forudsætninger - pengeejeren værdiproduktet af seks arbejdstimer daglig, men han leverer ham værdipro­duktet af tolv arbejdstimer. Differencen til fordel for pen­geejeren - seks timers ubetalt merarbejde, et ubetalt merprodukt, hvori seks timers arbejde er materialiseret. Kunststykket er lykkedes, merværdien er frembragt, pengene er forvandlet til kapital.

Således påviser Marx, hvordan merværdien opstår, og at merværdien under de økonomiske love, der behersker vareudvekslingen, ikke kan opstå på nogen anden måde. Dermed afdækker han mekanismen i den nuværende kapi­talistiske produktionsmåde, afslører den kerne, hvorom hele den nuværende samfundsorden har krystalliseret sig.

Denne frembringelse af kapital har imidlertid en meget væsentlig forudsætning: ”For at forvandle penge til kapi­tal må pengebesidderen altså forefinde den frie arbejder på varemarkedet, fri i den dobbelte betydning, at han som fri person råder over sin arbejdskraft som sin vare, og at han på den anden side ikke har andre varer at sælge, han er løs og ledig, fri for alle de ting, han skal bruge for at realisere sin arbejdskraft”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 1, s. 284] Men dette forhold mellem penge- eller varebesidde­re på den ene side og dem, der ikke besidder andet end deres egen arbejdskraft, på den anden side, er ikke noget na­turgivet og det er heller ikke et for alle historiske perio­der fælles forhold. ”Det er åbenbart selv resultatet af en forudgående historisk udvikling, produktet af mange øko­nomiske omvæltninger, hvor en hel række ældre formatio­ner af samfundsmæssig produktion er gået under”. [Marx, ”Kapitalen”, 1. bog 1, s. 284-285] Og denne frie arbejder optræder i stort antal for første gang i historien netop mod slutningen af det 15. og i begyndelsen af det 16. århundre­de som resultat af den feudale produktionsmådes opløs­ning. Dermed, og med skabelsen af verdensmarkedet, der daterer sig fra samme periode, var det grundlag skabt, hvorpå den eksisterende mængde af mobil rigdom mere og mere må forvandles til kapital og den kapitalistiske pro­duktionsmåde, hvis formål er produktion af merværdi, mere og mere må blive den fremherskende.

Så vidt har vi fulgt Marx' ”kaotiske forestillinger”, disse ”bastarder af historisk og logisk fantasteri”, hvor ”for­nuftens evne til at sondre samt enhver ærlig begrebsan­vendelse forsvinder”. Lad os nu stille disse ”letfærdighe­der” over for de ”dybe, logiske sandheder” og den ”endelige og strengeste videnskabelighed i de eksakte discipli­ners betydning”, sådan som hr. Ddhring tilbyder os dem.

Marx har altså om kapitalen ”ikke det almengyldige øko­nomiske begreb, ifølge hvilket den er et produceret pro­duktionsmiddel”, derimod siger han, at en sum af værdier først forvandles til kapital, når den øger sin værdi [sich verwertet], idet den danner merværdi. Og hvad siger hr. Dühring?

”Kapitalen er en stamme af økonomiske magtmidler til videreførelse af produktionen og til dannelse af andele i den almene ar­bejdskrafts frugter”.

Selv om det atter en gang er udtrykt med orakelord og på den sædvanlige forvrøvlede måde, så er en ting dog sikker: Stammen af økonomiske magtmidler kan videreføre produktionen i al evighed, men ifølge hr. Dührings egne ord bliver den ikke til kapital, så længe den ikke danner ”andele i den almene arbejdskrafts frugter”, dvs. merværdi eller i det mindste merprodukt. Den brøde, som hr. Dühring bebrejder Marx, nemlig at han ikke har det almengyldige økonomiske begreb om kapitalen, begår han nu selv, og desforuden begår han et ubehændigt plagiat af Marx, ”slet skjult” bag højtravende talemåder.

På side 262 udvikles det videre:

”Kapitalen i social forstand” (og en kapital i ikke social forstand mangler hr. Dühring at opdage) ”er nemlig specifikt forskellig fra det rene produktionsmiddel. Mens sidstnævnte kun har rent teknisk karakter og er nødvendig under alle omstændigheder, udmærker førstnævnte sig ved sin samfundsmæssige evne til tilegnelse og andelsdannelse. Den sociale kapital er ganske vist for en stor dels vedkommende ikke andet end det tekniske produktionsmiddel i dens sociale funktion; men det er også netop denne sociale funk­tion... der må forsvinde”.

Hvis vi nu husker på, at det netop var Marx, der som den første fremhævede den ”sociale funktion”, der alene bevirker, at en værdisum bliver til kapital, så må det ”for enhver opmærksom iagttager al emnet snart stå fast, at der med den marx'ske karakteristik af kapitalbegrebet kun kan anstiftes forvirring", ganske vist ikke, som hr. Dühring tror, i den strenge nationaløkonomiske lære, men ene og alene, som eksemplet viser, i hr. Dührings eget hoved - han der i sin ”Kritische Geschichte” allerede har glemt, hvor meget han i sit ”Cursus” har lukreret på det omtalte kapitalbegreb.

Imidlertid er hr. Dühring ikke tilfreds med at have lånt sin definition af kapitalen fra Marx, om end i ”renset” form. Han må også følge ham i ”begrebernes og historiens metamorfosespil”, og det på trods af hans egen bedre erkendelse, at der ikke kommer andet ud af det end ”kao­tiske forestillinger”, ”letfærdigheder”, ”fundamenternes skrøbelighed” osv. Hvorfra stammer kapitalens ”sociale funktions”, som sætter den i stand til at tilegne sig frugter­ne af fremmed arbejde, en funktion, hvorved den adskiller sig fra produktionsmidlet slet og ret?

Den beror, siger hr. Dühring. ”ikke på produktionsmidlets na­tur og ikke på dets tekniske uundværlighed”.

Den er altså opstået historisk, og hr. Dühring gentager på side 262, hvad vi allerede har hørt mindst ti gange, når han forklarer dens opståen ved hjælp af det gamle eventyr om de to mænd, hvoraf den ene ved historiens begyndelse forvandler sit produktionsmiddel til kapital, idet han øver vold mod den anden. Men ikke tilfreds med at tillægge den sociale funktion, hvorved en værdisum bliver til kapi­tal, en historisk begyndelse, spår hr. Dühring den også et historisk endeligt. Det er netop ”den, der må forsvinde”. Et fænomen, som er opstået historisk for atter at forsvinde, plejer man i sædvanlig sprogbrug at kalde ”en histo­risk fase”. Kapitalen er altså en historisk fase, ikke blot hos Marx, men også hos hr. Dühring, og vi er faktisk nød­saget til at drage den slutning, at vi her befinder os blandt jesuitter. Når to gør det samme er det ikke det samme. Når Marx siger, at kapitalen er en historisk fase, så er det en kaotisk forestilling, en bastard af historisk og logisk fantasteri, hvor evnen til at sondre samt enhver ærlig begrebsanvendelse forsvinder. Når hr. Dühring ligeledes fremstiller kapitalen som en historisk fase, så, er det bevis på den nationaløkonomiske analyses klarhed og på den endelige og strengeste videnskabelighed i de eksakte discip­liners betydning.

Hvori adskiller den Dühringske kapitalforestilling sig fra den marx'ske?

”Kapitalen`”. siger Marx, ”har ikke opfundet merarbej­det”. Overalt, hvor en del af samfundet har monopolet på produktionsmidlerne, må arbejderen, fri eller ikke fri, føje en overskydende arbejdstid til den arbejdstid, der er nød­vendig til hans eget underhold, for at producere subsistensmidlerne til ejeren af produktionsmidlerne". [Marx, ”Ka­pitalen”, 1. bog 2, s. 372] Merarbejde, arbejde ud over den tid, der er nødvendig for at arbejderen selv kan opretholde livet, og tilegnelse af produktet af dette merarbejde, ar­bejdsudbytning, er altså fælles for alle hidtidige samfunds-former, for så vidt de har bevæget sig i klassemodsætnin­ger. Men først når produktet af dette merarbejde antager form af merværdi, når produktionsmidlernes ejer forefin­der den frie arbejder - fri for sociale lænker og fri for ejendom - som genstand for udbytningen og udbytter ham med det formål at producere varer, først da antager - ifølge Marx - produktionsmidlerne specifik karakter af kapital. Og det er først sket i stor målestok siden slut­ningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede.

Hr. Dühring derimod kalder enhver sum af produktionsmidler for kapital, når den skaber ”andele i den almene arbejdskrafts frugter”, altså frembringer merarbejde i en eller anden form. Med andre ord, hr. Dühring annekterer det af Marx opdagede merarbejde for dermed at ihjelslå den ligeledes af Marx opdagede merværdi, fordi den lige i øjeblikket ikke passer i hans kram. Ifølge hr. Dühring skulle al mulig mobil og immobil rigdom, for så vidt den på nogen måde tjente produktionen, uden forskel være kapi­tal - det gælder antikkens græske borgere i Korinth og Athen, der drev deres virksomhed med slaver, kejserti­dens romerske storgodsejere eller middelalderens feudalbaroner.

Hr. Dühring har altså ikke ”det almengyldige begreb om kapitalen, ifølge hvilket den er et produceret produktionsmiddel”, men tværtimod et helt modsat begreb, der også indbefatter ikke producerede produktionsmidler, jorden og dens naturlige hjælpekilder. Det er dog kun i vulgærøko­nomien, at forestillingen om kapitalen som ”produceret produktionsmiddel” slet og ret kan siges at være ”almengyldig”. Uden for den vulgærøkonomi, som hr. Dühring sætter så stor pris på, bliver det producerede produktionsmiddel eller en værdisum først til kapital ved, at den frembringer profit eller rente, dvs. tilegner merproduktet af ubetalt arbejde i form af merværdi, og vel at mærke i disse to bestemte specialformer af merværdi. Det er i den­ne forbindelse underordnet, at hele den borgerlige økono­mi er hildet i den forestilling, at enhver værdisum, der under normale betingelser anvendes i produktionen eller udvekslingen, ganske af sig selv har den egenskab at kun­ne frembringe profit eller rente. Kapital og profit, eller kapital og rente er i den klassiske økonomi simpelt hen uadskillelige, de står i samme indbyrdes forhold som årsag og virinning, far og søn, i går og i dag. Ordet kapital i dets moderne økonomiske betydning optræder først på det tidspunkt, hvor tingen selv optræder, dvs. hvor den mobile rigdom mere og mere får kapitalfunktion, idet den udbyt­ter frie arbejderes merarbejde for at producere varer, og det indføres af den første kapitalistnation i historien, ita­lienerne, i det 15. og 16. århundrede. Marx har som den første grundigt analyseret den tilegnelsesmåde, der er ka­rakteristisk for den moderne kapital; han har bragt kapi­talbegrebet i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger, hvoraf det i sidste ende er abstraheret, og som det kan takke for sin eksistens. Han befriede dette økono­miske begreb for de uklare og svævende forestillinger, som hang ved det også i den klassiske borgerlige økonomi og hos de tidlige socialister, og det var netop Marx, der gik til værks med hin ”endelige og strengeste videnskabelighed”, som hr. Dühring altid fører i munden, men som vi savner så bitterligt hos ham.

Faktisk foregår det hele helt anderledes hos hr. Dühring. Han er ikke tilfreds med at udskælde fremstillingen af kapitalen som en historisk fase for ”en bastard af histo­riske og logiske fantasterier” for derefter selv at fremstille kapitalen som en historisk fase. Han kalder alle økono­miske magtmidler, alle produktionsmidler, der tilegner ”andele i den almene arbejdskrafts frugter” - altså også jordbesiddelsen i alle klassesamfund - slet og ret for ka­pital; men det forhindrer altså ikke, at han i det videre forløb på ganske traditionel vis udskiller jordbesiddelse og jordrente fra kapital og profit og kun betegner de pro­duktionsmidler som kapital, der frembringer profit eller rente - det gør han til overmål på side 156 ff. i ”Cursus”. Hr. Dühring kunne lige så godt i første omgang under be­grebet lokomotiv også have indbefattet heste, stude, æsler og hunde, fordi man også kan bruge dem til at trække køretøjer, og bebrejdet de moderne ingeniører, at de ved at begrænse begrebet lokomotiv til den moderne dampvogn gør det til en historisk fase, præsterer kaotiske forestillin­ger, bastarder af historisk og logisk fantasteri osv. - for til slut at erklære, at hestene, studene, æslerne og hunde­ne alligevel må udelukkes fra betegnelsen lokomotiv, fordi denne kun gælder for dampvognen. - Og således er vi atter en gang nødt til at sige, at det netop er i den düh­ringske begrebsdefinition af kapitalen, at klarheden i den nationaløkonomiske analyse går tabt og evnen til at son­dre samt enhver ærlig begrebsanvendelse forsvinder, og at det er netop her, de kaotiske forestillinger, forvirrin­gen, letfærdighederne, der serveres som dybe logiske sandheder, og fundamenternes skrøbelighed står i fuldeste blomst.

Men alt det forslår ikke. Hr. Dühring har fortsat æren af at have opdaget den pol, hvorom hele den hidtidige økonomi, politik og jurisprudens, med et ord hele den hidtidige historie kredser. Her er den:

”Voldsmagt og arbejde er de to hovedfaktorer, der må tages i betragtning ved dannelsen af de sociale sammenhænge”.

I denne ene sætning ligger hele den hidtidige verdens forfatning. Den er særdeles kortfattet og lyder:

Artikel et: Arbejdet producerer.

Artikel to: Voldsmagten fordeler.

Og hermed er det - når vi skal tale ”menneskeligt og tysk” - slut med hr. Dührings økonomiske visdom.