| Tilbage | Næste |
Den materialistiske historieopfattelse går ud fra den tese, at produktionen og næst efter produktionen udvekslingen af dens produkter er grundlaget for enhver samfundsorden. I ethvert samfund, der optræder i historien, retter produkternes fordeling og hermed den sociale strukturering i klasser og stænder sig efter, hvad og hvordan der produceres, og hvordan det producerede udveksles. De grundlæggende årsager til alle samfundsmæssige forandringer og politiske omvæltninger er altså ikke at finde i menneskenes hoveder, i deres voksende erkendelse af den evige sandhed og retfærdighed, men i forandringer i måden at producere og udveksle på de er ikke at finde i den pågældende epokes filosofi, men i dens økonomi. Den vågnende erkendelse af, at de bestående indretninger er fornuftsstridige og uretfærdige, at "fornuft bli'r vås, velgerning plage" [citat fra Goethes "Faust", 1. del], er kun et ydre tegn på, at der i det skjulte er foregået forandringer, som ikke længere er i overensstemmelse med den samfundsmæssige orden, der er tilpasset de tidligere økonomiske betingelser. Dermed er det tillige sagt, at de midler, der skal til for at overvinde de uheldige tilstande, som man har fået øjnene op for, også må være til stede i de forandrede produktionsforhold selv - mere eller mindre veludviklet ganske vist. Disse midler skal altså bestemt ikke opfindes ud af hovedet, men opdages i produktionens givne materielle kendsgerninger ved hjælp af hovedet.
Hvordan forholder det sig altså med den moderne socialisme?
Det indrømmes nu stort set af alle, at den bestående samfundsorden er skabt af den klasse, der i dag er den herskende, nemlig bourgeoisiet. Den produktionsmåde, der er karakteristisk for bourgeoisiet og siden Mark betegnes med navnet den kapitalistiske produktionsmåde, kunne ikke forliges med de lokale privilegier og standsprivilegier og heller ikke med de gensidige personlige bånd, der kendetegnede den feudale samfundsformation. Bourgeoisiet knuste det feudale system og oprettede på dets ruiner den borgerlige samfundsforfatning - et rige med fri konkurrence, fri bevægelighed, ligeberettigelse for alle vareejere og hvad der ellers kan nævnes af borgerlige herligheder. Den kapitalistiske produktionsmåde kunne nu udfolde sig frit. Produktivkræfterne, der var blevet til under ledelse af bourgeoisiet, udviklede sig med hidtil uset hastighed og i hidtil uhørt målestok, siden dampkraften og de nye maskiner havde forvandlet den gamle manufaktur til storindustri. Men ligesom i sin tid manufakturen og det håndværk, der havde udviklet sig videre under dens indvirkning, kom i konflikt med de feudale laugsbånd, så kommer storindustrien, når den er fuldt udviklet, i konflikt med de skranker, som den kapitalistiske produktionsmåde holder den indespærret i. De nye produktivkræfter. [1] er allerede vokset fra den borgerlige form, hvori de anvendes. Denne konflikt mellem produktivkræfter og produktionsmåde er ikke en konflikt, der er opstået i menneskenes hoveder som f.eks. konflikten mellem den menneskelige arvesynd og den guddommelige retfærdighed; men den eksisterer i reale kendsgerninger, objektivt, uden for os, uafhængigt også af de menneskers vilje og opførsel, som har frembragt den. Den moderne socialisme er ikke andet end en refleks i tankernes verden af denne faktiske konflikt, dens idemæssige genspejling i første række i hovederne på den klasse, der direkte lider under den, nemlig arbejderklassen.
Hvori består denne konflikt?
Forud for den kapitalistiske produktion, altså i middelalderen, fandtes der overalt småproduktion, baseret på de arbejdendes privateje af deres produktionsmidler: landbrug med små bønder - frie eller livegne - byernes håndværk. Arbejdsmidlerne - jorden, landbrugsredskaber, værksted, værktøj - var arbejdsmidler for den enkelte, altså nødvendigvis af ringe omfang, dværgagtige, begrænsede. Men netop derfor tilhørte de også som regel producenten selv. At koncentrere disse opsplittede, snævre produktionsmidler, at udvikle dem, at forvandle dem til nutidens effektive løftestænger for produktionen - det var netop den historiske rolle, der tilfaldt den kapitalistiske produktionsmåde og dens bærer, bourgeoisiet. Marx har i fjerde afsnit af "Kapitalen" [Marx, "Kapitalen", 1. bog 2, s. 470 til 1. bog, 3, s. 720] udførligt skildret, hvordan dette er foregået historisk siden det 15. århundrede, nemlig i tre trin: simpel kooperation, manufaktur og storindustri. Men som det er påvist sammesteds, kunne bourgeoisiet ikke forvandle de begrænsede produktionsmidler til vældige produktivkræfter uden samtidig at forvandle dem fra den enkeltes produktionsmidler til samfundsmæssige produktionsmidler, der kun kan anvendes af et stort antal mennesker i fællesskab. I stedet for spinderokken, håndvæven og smedehammeren fik man spindemaskinen, den mekaniske vævestol, damphammeren. I stedet for værkstedet fik man fabrikken, der kræver, at hundreder og tusinder af mennesker arbejder sammen i fællesskab. Og som produktionsmidlerne forvandledes, forvandledes også produktionen selv fra at være en række individuelle handlinger til en række samfundsmæssige handlinger, og produkterne fra at være den enkeltes produkter til samfundsmæssige produkter. Garnet, stofferne, metalvarerne, der nu korn ud fra fabrikken, var mange arbejderes fælles produkter; de måtte gå gennem mange hænder i en bestemt rækkefølge, før de var færdige. Ingen enkelt person kunne sige om dem: Dette har jeg lavet, det er mit produkt.
Men overalt hvor arbejdets naturgroede arbejdsdeling i samfundet er produktionens grundform, antager produkterne form af varer; deres indbyrdes udveksling - køb og salg - sætter de enkelte producenter i stand til at tilfredsstille deres mangfoldige behov. Sådan foregik det i middelalderen. Bonden solgte f.eks. landbrugsprodukter til håndværkeren og købte for dem håndværksprodukter af håndværkeren. I dette samfund af enkeltproducenter, vareproducenter, indsneg der sig nu en ny produktionsmåde. Midt i den naturgroede planløse arbejdsdeling, som herskede i hele samfundet, indførte den en planmæssig form for arbejdsdeling, som var organiseret på den enkelte fabrik; ved siden af den individuelle produktion optrådte den samfundsmæssige produktion. Begges produkter blev solgt på det samme marked, altså til nogenlunde samme pris. Men den planmæssige organisation var mere effektiv end den naturgroede arbejdsdeling; de samfundsmæssigt arbejdende fabrikker fremstillede deres produkter billigere end de isolerede småproducenter. På det ene felt efter det andet bukkede enkeltproduktionen under; den samfundsmæssige produktion revolutionerede hele den gamle produktionsmåde. Men dens revolutionære karakter blev ikke erkendt; tværtimod blev den indført som et middel til at hæve og fremme vareproduktionen. Den opstod i direkte tilknytning til bestemte, allerede eksisterende faktorer for vareproduktion og vareudveksling: købmandskapital, håndværk, lønarbejde. Og fordi den selv optrådte som en ny form for vareproduktion beholdt vareproduktionens tilegnelsesformer også fortsat gyldighed for den.
Det spørgsmål, hvem arbejdets produkt skal tilhøre, kunne slet ikke opstå i vareproduktionen, som den havde udviklet sig i middelalderen. Den enkelte producent havde fremstillet produktet, som regel af råstof, der tilhørte ham, som han ofte selv havde frembragt, med egne arbejdsmidler og med sine egne hænders eller sin families arbejde. Han behøvede slet ikke at tilegne sig produktet, det tilhørte ham ganske af sig selv. Ejendomsretten til produkterne hvilede altså på eget arbejde. Selv hvor der blev anvendt fremmed hjælp, var den som regel en biting, og den var ofte forbundet med andre former for godtgørelse foruden lønnen: lærling og svend arbejdede ikke så meget for kost og løn som for at få en uddannelse, der tillod klem selv at blive mestre. Så kom koncentrationen af produktionsmidlerne i store værksteder og manufakturer, deres forvandling til - i realiteten - samfundsmæssige produktionsmidler. Men de samfundsmæssige produktionsmidler og produkter blev behandlet, som om de stadig væk var den enkeltes produktionsmidler og produkter. Hidtil havde arbejdsmidlernes ejer tilegnet sig produktet, fordi det som regel var hans eget produkt og fremmed hjælp til arbejdet var en undtagelse. Men nu fortsatte arbejdsmidlernes ejer med at tilegne sig produktet på trods af, at det ikke længere var hans produkt, men udelukkende produkt af andres arbejde. Sådan gik det til, at produkterne, som nu blev produceret samfundsmæssigt, ikke blev tilegnet af dem, der virkelig havde sat produktionsmidlerne i bevægelse, virkelig havde fremstillet produkterne, men af kapitalisten. Produktionsmidler og produktion har i det væsentlige antaget samfundsmæssig karakter. Men de er underlagt en tilegnelsesform, der har enkeltindividers privatproduktion som forudsætning, hvor hver enkelt ejer sit eget produkt og bringer det på markedet. Produktionsmåden bliver underlagt denne tilegnelsesform til trods for, at den ophæver dens forudsætning [2] . I denne modsigelse, der netop giver den nye produktionsmåde dens kapitalistiske karakter, ligger allerede hele nutidens kollision i kim. Jo mere den nye produktionsmåde blev dominerende i alle afgørende produktionsgrene, i alle økonomisk vigtige lande, og fortrængte enkeltproducenterne - på ubetydelige rester nær - desto klarere måtte det komme for dagen, at samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse ikke kan forliges.
Som sagt forefandt de første kapitalister lønarbejdet som noget, der allerede eksisterede i samfundet. Men lønarbejdet som undtagelse, som bibeskæftigelse, som nødhjælp, som overgangsfænomen. Landarbejderen, der fra tid til anden gik som daglejer, havde selv en smule jord, som han til nød kunne leve af. Laugsordningerne sørgede for, at svenden af i dag blev mester i morgen. Men det blev anderledes, så snart produktionsmidlerne blev forvandlet til samfundsmæssige produktionsmidler og koncentreret i kapitalisternes hænder. Den lille producents produktionsmidler blev mindre og mindre værd, og det samme gjaldt hans produkt. Han havde ingen anden udvej end at gå til kapitalisten for at få arbejdsløn. Lønarbejdet, der tidligere havde været en undtagelse og en nødhjælp, blev nu reglen og grundformen for hele produktionen; fra at have været en bibeskæftigelse blev det nu til lønarbejderens eneste beskæftigelse. Den midlertidige lønarbejder forvandledes til livsvarig lønarbejder. Antallet af livsvarige lønarbejdere voksede kolossalt, fordi det feudale systems sammenbrud foregik på omtrent samme tid. Feudalherrerne havde ikke længere brug for deres væbnede følgesvende, bønderne blev fordrevet fra deres fæstegårde osv. Adskillelsen var fuldbyrdet, adskillelsen mellem produktionsmidlerne, koncentreret i kapitalisternes hænder, på den ene side, og producenterne, der var reduceret til ikke at eje andet end deres egen arbejdskraft, på den anden side. Modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse kommer for dagen som modsætning mellem proletariat og bourgeoisi.
Vi har set, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde indsneg sig i et samfund af vareproducenter, enkeltproducenter, hvis indbyrdes samfundsmæssige sammenhæng blev formidlet gennem udveksling af deres produkter. Men i ethvert samfund, der hviler på vareproduktion, kan man iagttage det ejendommelige forhold, at producenterne i et sådant samfund har mistet herredømmet over deres egne samfudsmæssige relationer. Hver af dem producerer for sig, med sine tilfældige produktionsmidler, for sit individuelle udvekslingsbehov. Ingen af dem ved, hvor meget af hans specielle produkt der kommer på markedet, hvor meget af det der overhovedet er brug for. Ingen af dem ved, om der findes et faktisk behov for hans produkt, om han kan dække sine omkostninger, om han overhovedet kan sælge. Der hersker anarki i samfundets produktion. Men vareproduktionen har som enhver anden produktionsform sine særegne, iboende love, der ikke kan adskilles fra den, og disse love slår igennem på trods af, i og gennem anarkiet. De kommer til syne i den eneste form for samfundsmæssig sammenhæng, der fortsat består, nemlig i udvekslingen; de gør sig gældende over for den enkelte producent som konkurrencens tvangslove. Til at begynde med er disse love ganske ukendte for producenterne selv; først lidt efter lidt og gennem lang tids erfaring opdages de af dem. De slår igennem uden og mod producenternes
vilje, altså som blindtvirkende naturlove for den specifikke produktionsform. Produktet behersker producenten.
I det middelalderlige samfund, især i de tidligste århundreder, var produktionen i det væsentlige beregnet til eget forbrug. Den tilfredsstillede i overvejende grad kun producentens og hans families eget behov. Hvor der bestod et personligt afhængighedsforhold, sådan som det var tilfældet på landet, bidrog den også til at tilfredsstille feudalherrens behov. Der fandt altså ingen udveksling sted, og produkterne antog ikke karakter af varer. Bondefamilien producerede næsten alt hvad den havde brug for, redskaber og beklædning såvel som fødevarer. Først da man var nået så langt, at man kunne producere et overskud ud over det, som man dels selv havde brug for, dels skyldte feudalherren i naturalafgifter, først da producerede man også varer. Dette overskud, der indgik i den samfundsmæssige udveksling, blev udbudt til salg, blev til vare. Byens håndværkere derimod producerede fra første færd til udveksling. Men også de producerede selv en stor del af deres fornødenheder. De havde køkkenhaver og små marker, de lod deres kvæg og svin gå i byskoven, der også leverede tømmer og brænde. Kvinderne spandt hør, uld osv. Produktion med det ene formål at udveksle, dvs. vareproduktion, var kun i sin begyndelse. Følgelig begrænset udveksling, begrænset marked, stabil produktionsmåde, lokal isolation udadtil, lokal sammenslutning indadtil: landsbyfællesskabet på landet, lauget i byen.
Men vareproduktionen udvides og den kapitalistiske produktionsmåde viser sig, og nu begynder også vareproduktionens hidtil slumrende love at virke mere iøjnefaldende og med større magt. De gamle bånd blev løsnet, de gamle skranker gennembrudt, producenterne forvandledes mere og mere til uafhængige, isolerede vareproducenter. Anarkiet i den samfundsmæssige produktion kom op til overfladen og blev sat mere og mere på spidsen. Men det hovedredskab, hvormed den kapitalistiske produktion forøgede anarkiet i den samfundsmæssige produktion, var netop det modsatte af anarki: produktionens øgede organisation som samfundsmæssig produktion inden for rammerne af hver enkelt produktionsvirksomhed. Ved hjælp af denne løftestang gjorde den det af med den gamle fredelige stabilitet. Hvor den blev indført i en industrigren; tålte den ingen ældre driftsform ved sin side. Hvor den tog magten over håndværket, tilintetgjorde den det gamle håndværk. Arbejdsmarken blev en slagmark. De store geografiske opdagelser og koloniseringen, der fulgte i deres kølvand, mangedoblede afsætningsmulighederne og fremskyndede håndværkets forvandling til manufaktur. Det kom til kamp, og ikke blot mellem de enkelte lokale producenter; de lokale kampe voksede til nationale, handelskrigene i det 17. og 18. århundrede. [3] Storindustrien og det nye verdensmarked har endelig gjort kampen universel, og samtidig har den fået en uhørt voldsomhed. Det er de naturlige eller selvskabte produktionsbetingelser, der afgør hvem der skal overleve i konkurrencen mellem de enkelte kapitalister såvel som mellem hele industrier og hele lande. Den svage bliver skånselsløst ryddet af vejen. Det er den darwinske kamp for individets eksistens, overført fra naturen til samfundet med potenseret raseri. Dyrets naturtilstand fremtræder som topmålet for den menneskelige udvikling. Modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse reproducerer sig som modsætning mellem produktionens organisation på den enkelte fabrik og produktionens anarki i samfundet som helhed.
Den kapitalistiske produktionsmåde bevæger sig i disse to fremtrædelsesformer for en modsigelse, der er den iboende ifølge selve dens oprindelse. Uden at kunne finde udvej bevæger den sig i hin "onde cirkel", som allerede Fourier havde fået øje på. Fourier kunne ganske vist på sin tid endnu ikke se, at denne cirkel indsnævres lidt efter lidt, at bevægelsen snarere er en spiral og må nå sin ende, ligesom planeternes bevægelse, når de støder sammen med centrum. Det er den drivende kraft i det samfundsmæssige produktionsanarki, der mere og mere forvandler menneskenes store flertal til proletarer, og det er proletarernes masser, der sluttelig vil gøre ende på produktionsanarkiet. Det er den drivende kraft i det sociale
produktionsanarki, der bevirker, at de stadig mere fuldkomne maskiner i storindustrien tvinger den enkelte industrikapitalist til uafbrudt at forbedre sine egne maskiner under trussel om ellers at gå til grunde. Men mere fuldkomne maskiner, det betyder, at menneskeligt arbejde bliver overflødigt. Nye maskiner og flere maskiner betyder, at millioner af håndværkere bliver fortrængt af arbejdere, der passer maskinerne; men atter nye og bedre maskiner betyder, at også de arbejdere, der passer maskinerne, bliver fortrængt, og i sidste instans betyder det, at der frembringes et antal disponible lønarbejdere, der overstiger kapitalens gennemsnitlige beskæftigelsesbehov, en sand industriel reservearme (som jeg kaldte den allerede i 1845 [4] ), der står til rådighed i tider, hvor industrien arbejder under højtryk, men bliver kastet på gaden under den nødvendigvis følgende krise, altid en klods om benet på arbejderklassen i dens eksistenskamp mod kapitalen, en regulator, som tjener til at holde arbejdslønnen nede på det lave niveau, der svarer til kapitalens behov. Sådan går det til, at maskinen - med Marx' ord - bliver kapitalens mægtigste krigsvåben mod arbejderklassen, at arbejdsmidlerne gang på gang slår subsistensmidlerne ud af arbejderens hænder, at arbejderens eget produkt forvandles til et redskab, der skal knægte arbejderen. [Marx, "Kapitalen", 1. bog 3, s. 628 og 694], at økonomiseren med arbejdsmidlerne fra allerførste færd samtidig bliver til den mest hensynsløse ødslen med arbejdskraften og rovdrift på arbejdsfunktionens normale forudsætninger, at maskinerne, det mægtigste middel til forkortelse af arbejdstiden, slår om i et ufejlbarligt middel til at forvandle arbejderens og hans families samlede levetid til disponibel arbejdstid for kapitalens værdiøgning. Sådan går det til, at nogle må forslæbe sig for at skabe forudsætningerne for at andre kan være uden beskæftigelse, og at storindustrien gennemtrawler hele jordkloden på jagt efter nye konsumenter, men hjemme i sit eget land begrænser massernes forbrug til det mindst mulige og dermed undergraver sit eget indre mark ed. "Den lov, som altid holder den relative overbefolkning; dvs. den industrielle reservearmé, i ligevægt med akkumulationens omfang og energi, lænker arbejderen fastere til kapitalen end Hefaistos' kile lænker Prometeus til klippen. Den betinger en akkumulation af elendighed, der svarer til akkumulationen af kapital. Akkumulationen af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen, dvs. hos den klasse, der producerer sit eget produkt som kapital" [Marx, "Kapitalen", 1. bog 4, s. 908]. Og at vente en anden produktfordeling af den kapitalistiske produktionsmåde ville være det samme som at forlange, at elektroderne i et batteri, så længe de er forbundet med batteriet, skulle lade være med at spalte vandet og udvikle ilt ved den positive pol og brint ved den negative.
Vi har set, hvordan de moderne maskiners ubegrænsede evne til forbedring som følge af samfundets produktionsanarki tvinger den enkelte industrikapitalist til uafbrudt at forbedre sine egne maskiner, at forøge deres produktivitet. En lige så bydende tvang ligger der for ham i den blotte mulighed for at udvide produktionsområdet. Storindustriens enorme ekspansionsevne - sammenlignet med den er luftarternes evne til at udvide sig den rene barneleg - træder os nu i møde som et kvalitativt og kvantitativt udvidelsesbehov, der lader hånt om ethvert modtryk. Modtrykket udgøres af konsumtionen, af afsætningen, af markederne for storindustriens produkter. Men markedernes ekspansionsevne, ekstensivt såvel som intensivt, styres af helt andre love, der virker med betydelig mindre styrke. Markedernes ekspansion kan ikke holde trit med produktionens ekspansion. Kollisionen er uundgåelig, og da den ikke kan skabe nogen løsning, så længe den ikke sprænger selve den kapitalistiske produktionsmåde, frembringer den en ny "ond cirkel".
Og sandt at sige, siden 1825, da den første almindelige krise brød ud, går hele den industrielle og kommercielle verden, produktionen og udvekslingen hos samtlige civiliserede folk medsamt deres mere eller mindre uciviliserede vedhæng totalt ud af lave omtrent hvert tiende år. Samhandelen går i stå, markederne er overfyldte, produkterne ligger hen i store mængder, men er usælgelige, kontanter har gjort sig usynlige, kreditten forsvinder, fabrikkerne går i stå, de arbejdende masser må savne livsfornødenheder, fallit følger på fallit, tvangssalg på tvangs-salg. Stagnationen varer i årevis, produktivkræfter såvel som produkter bortødes og ødelægges i massevis, indtil de ophobede varemængder endelig strømmer bort under større eller mindre værditab, indtil produktion og vareudveksling lidt efter lidt kommer i gang. Efterhånden sættes farten op, der sættes i trav, det industrielle trav slår over i galop, og denne går gennem et tøjlesløst parforceridt over i et fuldstændigt industrielt, kommercielt, kreditmæssigt og spekulationsmæssigt steeple-chase for endelig efter halsbrækkende spring atter at havne - i bankerottens dybe grøft. Sådan går det atter og atter. Siden 1825 har vi oplevet det hele fem gange og oplever det i dette øjeblik (1877) for sjette gang. Disse krisers karakter er så udpræget, at Fourier beskrev dem alle, da han så rammende betegnede den første som: crise plethorique, overflodskrise. [5]
I kriserne kommer modsigelsen mellem samfundsmæssig produktion og kapitalistisk tilegnelse til voldsomt udbrud. Varecirkulationen er midlertidigt tilintetgjort; cirkulationsmidlet, pengene, bliver en hindring for cirkulationen; der bliver vendt op og ned på alle love for vareproduktion og varecirkulation. Den økonomiske kollision har nået sit højdepunkt: produktionsmåden gør oprør mod udvekslingsmåden, produktivkræfterne gør oprør mod produktionsmåden, som de er vokset fra.
Den kendsgerning, at produktionens samfundsmæssige organisation inden for fabrikken har udviklet sig og nået et punkt, hvor den ikke længere kan forliges med det produktionsanarki, der ved siden af den og oven over den hersker i samfundet som helhed - denne kendsgerning kommer til at stå klart og håndgribeligt også for kapitalisterne selv, nemlig gennem den voldsomme kapitalkoncentration, der foregår under kriserne, hvor mange store og endnu flere mindre kapitalister går fallit. Den kapitalistiske produktionsmådes samlede mekanisme svigter under presset af de produktivkræfter, den selv har frembragt. Den kan ikke længere forvandle hele denne masse af produktionsmidler til kapital; de ligger stille, og neetop derfor må også den industrielle reservearmé ligge stille. Produktionsmidler, subsistensmidler, disponible arbejdere, er til stede i overflod. Men "overfloden bliver kilde til nød og mangel" (Fourier) . Det er netop denne overflod, der forhindrer, at produktions- subsistensmidler forvandles til kapital. I det kapitalistiske samfund kan produktionsmidler ikke sættes i gang, hvis de ikke først er forvandlet til kapital, til et middel, der tjener til udbytning af den menneskelige arbejdskraft. Den nødvendighed, at produktions- og subsistensmidler først må antage kapitalkarakter, står som et spøgelse mellem dem og arbejderne. Den alene forhindrer, at produktionens materielle og personlige faktorer kan finde sammen. Den alene forbyder produktionsmidlerne at fungere, den forbyder arbejderne at arbejde og leve. På den ene side bliver der således ført bevis for, at den kapitalistiske produktionsmåde mangler evnen til fremover at tage vare på disse produktivkræfter. På den anden side kræver disse produktivkræfter selv med stigende at modsigelse må ophæves, at de må frelses fra deres kapitalegenskab, at de faktisk anerkendes som de samfundsmæssige produktivkræfter, de er.
Det er dette modtryk fra de enormt voksende produktivkræfter mod deres kapitalegenskab, denne voksende nødvendighed af at anerkende deres samfundsmæssige natur, der tvinger kapitalistklassen til mere og mere at behandle dem som samfundsmæssige produktivkræfter for så vidt det overhovedet er muligt inden for kapitalrelationen. Den industrielle højkonjunktur med dens ubegrænsede kreditoppustning og endnu mere krakket, hvor selv store kapitalistiske virksomheder ikke kan klare sig, driver dem til den form for associering [Vergesellschaftung] af større mængder produktionsmidler, som vi møder i de forskellige former for aktieselskaber. Mange af disse produktions- og samfærdselsmidler, f.eks. jernbanerne, har på forhånd et så enormt omfang, at de udelukker enhver anden form for kapitalistisk udbytning. På et vist udviklingstrin er heller ikke denne form tilstrækkelig, den officielle repræsentant for det kapitalistiske samfund, nemlig staten, må overtage ledelsen [6] . Nødvendigheden af at forvandle dem til statsejendom viser sig først ved de store kommunikationsindretninger: post, telegraf, jernbaner,
Når kriserne således afslører bourgeoisiets manglende evne til at administrere de moderne produktivkræfter også fremover, så viser forvandlingen af de store produktions- og kommunikationsmidler til aktieselskaber og statsejendom, at bourgeoisiet faktisk kan undværes til alle formål. Alle kapitalistens samfundsmæssige funktioner bliver nu udført af lønnede funktionærer. Kapitalisten udøver ikke længere nogen samfundsmæssig aktivitet ud over at stryge fortjenesten, klippe kuponer og spekulere på børsen, hvor de forskellige kapitalister indbyrdes fratager hinanden deres kapitaler. Har den kapitalistiske produktionsmåde i første omgang gjort arbejdere overflødige, så gør den nu kapitalisterne overflødige og forviser dem, ligesom arbejderne, til den overflødige befolkning, dog foreløbig ikke til den industrielle reservearmé.
Men forvandlingen til aktieselskaber eller til statsejendom ophæver ikke produktivkræfternes kapitalegenskab. For aktieselskabernes vedkommende er det indlysende. Og den moderne stat er kun den organisation, som det borgerlige samfund giver sig selv for at opretholde de almene ydre betingelser for den kapitalistiske produktionsmåde og værne den mod overgreb, såvel fra arbejdernes side som fra enkelte kapitalisters side. Den moderne stat er, uanset sin statsform, i det væsentlige en kapitalistisk maskine, den er kapitalisternes stat, den ideelle totalkapitalist. Jo flere produktivkræfter den tager i sin besiddelse, desto flere statsborgere udbytter den. Arbejderne bliver ved med at være lønarbejdere, proletarer. Kapitalrelationen ophæves ikke, den bliver tværtimod sat på spidsen. Men så slår den om. Statsejendom til produktivkræfterne er ikke løsningen på konflikten, men den indeholder i sig det formelle middel, ansatspunktet til løsningen.
Denne løsning kan kun bestå i, at de moderne produktivkræfters samfundsmæssige natur faktisk bliver anerkendt og at produktions-, tilegnelses- og udvekslingsmåden bliver bragt i samklang med produktionsmidlernes samfundsmæssige karakter. Og det kan kun ske ved at samfundet åbent og uden omsvøb tager produktivkræfterne i besiddelse, fordi de er vokset fra enhver anden ledelse. Produktionsmidlernes og produkternes samfundsmæssige karakter, der i dag vender sig mod producenterne, fra tid til anden sprænger produktions- og udvekslingsmåden og slår igennem som en blind naturlov, brutalt og ødelæggende, vil da gøre sig gældende og blive anvendt fuldt ud bevidst af producenterne. Fra at være årsag til forstyrrelser og periodiske sammenbrud vil den blive forvandlet til den stærkeste løftestang for produktionen selv.
De kræfter, der er virksomme i samfundet, virker ganske som naturlove: blindt, voldsomt, ødelæggende, så længe vi ikke erkender dem og regner med dem. Men når vi først har erkendt dem, har forstået deres funktion, deres retning, deres virkninger, så afhænger det kun af os selv mere og mere at underlægge dem vores vilje og ved deres hjælp at nå vore mål. Ganske særligt gælder det om de enorme produktivkræfter, der findes i dag. Så længe vi hårdnakket vægrer os ved at forstå deres natur og deres karakter - og den kapitalistiske produktionsmåde og dens forsvarere stritter hårdnakket imod denne forståelse - så længe virker disse kræfter på trods af os, mod os, så længe behersker de os, sådan som det netop er skildret udførligt her. Men når vi først har forstået deres natur, kan de i de associerede producenters hænder forvandles fra dæmoniske herrer til villige tjenere. Det er forskellen mellem elektricitetens ødelæggende kraft i lynet under et tordenvejr og den tæmmede elektricitet i telegrafen og buelampen, forskellen mellem en ildebrand og ilden, der virker i menneskets tjeneste. Når først de eksisterende produktivkræfter behandles ifølge deres endelig erkendte natur, træder der i stedet for produktionsanarkiet i samfundet en samfundsmæssigt-planmæssig regulering af produktionen i overensstemmelse med de behov, som hvert enkelt individ og hele samfundet har; samtidig bliver den kapitalistiske tilegnelsesmåde, hvor produktet først underkuer producenten, men derefter også tilegneren, afløst af en tilegnelsesmåde, der har sit grundlag i selve de moderne produktionsmidlers natur: på den ene side direkte samfundsmæssig tilegnelse som middel til en fortsat og udvidet produktion, på den anden side direkte individuel tilegnelse som subsistens- og nydelsesmiddel.
Den kapitalistiske produktionsmåde forvandler mere og mere det store flertal af befolkningen til proletarer, og derved frembringer den den kraft, der er tvunget til at fuldbyrde denne omvæltning for ikke selv at blive ramt af tilintetgørelse. Den har en voksende tilbøjelighed til at forvandle de store kollektive [vergesellschaftete] produktionsmidler til statsejendom, og dermed viser den selv vejen til at fuldbyrde denne omvæltning. Proletariatet sætter sig i besiddelse af statsmagten og forvandler først produktionsmidlerne til statsejendom. Men dermed ophæver det sig selv som proletariat, dermed ophæver det alle klasseforskelle og klassemodsætninger, og dermed også staten som stat. Det hidtidige samfund, der bevægede sig inden for klassemodsætninger, havde brug for staten, dvs. en organisation af vedkommende udbyttende klasse til opretholdelse af sine ydre produktionsbetingelser, altså navnlig til med magt at holde den udbyttede klasse nede i den form for undertrykkelse, (slaveri, livegenskab eller stavnsbånd, lønarbejde) som den bestående produktionsmåde betingede. Staten var hele samfundets officielle repræsentant, dets sammenfatning i et synligt organ, men den var det kun for så vidt den var den klasses stat, som på sin tid selv repræsenterede hele samfundet: i oldtiden var den de slaveejende statsborgeres stat, i middelalderen lensadelens, i vor tid bourgeoisiets. Idet den faktisk bliver hele samfundets repræsentant, gør den sig selv overflødig. Så snart der ikke mere findes nogen samfundsklasse, der skal holdes nede, så snart klasseherredømmet er fjernet, og den kamp for den enkeltes eksistens afskaffet, som opstår på grund af det hidtidige anarki i produktionen og altså de sammenstød og udskejelser, der udspringer heraf, er der ikke mere noget, der skal undertrykkes, og som kunne nødvendiggøre en særlig undertrykkelsesmagt, en stat. Den første handling, under hvilken staten virkelig optræder som repræsentant for hele samfundet - overtagelsen af produktionsmidlerne i samfundets navn - er samtidig dens sidste selvstændige handling som stat. Statsmagtens indgriben i samfundsforholdene bliver overflødig på det ene område efter det andet og sover så hen af sig selv. I stedet for hersken over personer træder nu forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser. Staten bliver ikke "afskaffet", den dør bort. I forhold hertil må man måle frasen om den "fri folkestat", altså både med hensyn til dens tidsbegrænsede agitatoriske berettigelse og med hensyn til dens endelige videnskabelige utilstrækkelighed [7] ; det samme gælder de såkaldte anarkisters krav om, at staten skal afskaffes fra den ene dag til den anden.
Siden den kapitalistiske produktions entre i historien har det foresvævet såvel enkelte personer som hele sekter mere eller mindre klart som et fremtidsideal, at samfundet burde tage samtlige produktionsmidler i besiddelse. Men det blev først muligt, kunne først blive til en historisk nødvendighed, da de materielle betingelser for at gennemføre det var til stede. Som ethvert andet samfundsmæssigt fremskridt kan det ikke komme til udførelse alene gennem den opnåede indsigt, at eksistensen af klasser er i modstrid med retfærdigheden, med ligheden osv., eller gennem den blotte vilje til at afskaffe klasserne, kun i kraft af bestemte nye økonomiske betingelser. Opdelingen af samfundet i en udbyttende og en udbyttet, en herskende og en undertrykt klasse var en nødvendig følge af produktionens tidligere ringe udvikling. Så længe det samfundsmæssige totalarbejde kun leverer et resultat, der ligger meget lidt over det, der nødvendigvis kræves til den mest nødvendige eksistens for alle; så længe arbejdet altså lægger beslag på hele arbejdstiden eller næsten hele arbejdstiden hos det store flertal af samfundets medlemmer, så længe er samfundet nødvendigvis opdelt i klasser. Ved siden af det store flertal, der udelukkende må hellige sig arbejdet, danner der sig en klasse, der er befriet for det umiddelbart produktive arbejde og som tager sig af samfundets fælles anliggender: ledelsen af produktionsprocessen, statsanliggender, lovgivnings- og dommervirksomhed, videnskab og kunst osv. Det er altså arbejdsdelingens lov, der ligger til grund for klassedelingen. Men det forhindrer ikke, at denne inddeling i klasser meget vel kan være gennemført ved anvendelse af vold og røveri, list og snyderi, og at den herskende klasse, når den først er kommet til magten, aldrig er gået af vejen for at befæste sin stilling på bekostning af den arbejdende klasse og forvandle den samfundsmæssige ledelse til udbytning af masserne.
Hvis inddelingen i klasser altså har en vis historisk berettigelse, så har den dog kun denne berettigelse for en vis given tidsperiode, for visse samfundsbetingelser. Den havde sit grundlag i produktionens utilstrækkelighed; den vil blive fejet bort i kraft af den fulde udfoldelse af de moderne produktivkræfter. I virkeligheden forudsætter samfundsklassernes afskaffelse et historisk udviklingstrin, hvor ikke blot denne eller hin, altså en bestemt herskende klasse, men eksistensen af en herskende klasse overhovedet, dvs. klasseforskellen selv, er blevet en anakronisme, er forældet. Klassernes afskaffelse forudsætter en så høj udviklingsgrad af produktionen, at en særskilt samfundsklasses tilegnelse af produktionsmidlerne og produkterne og dermed af det politiske herredømme, af monopolet på uddannelse og på den åndelige ledelse af samfundet ikke blot er overflødig, men også økonomisk, politisk og intellektuelt en hindring for udviklingen. Dette punkt er allerede nået. Bourgeoisiets politiske og intellektuelle fallit er ikke længere nogen hemmelighed, næppe nok for det selv, og dets økonomiske fallit gentager sig regelmæssigt med ca. 10 års mellemrum. Under krisen kvæles samfundet under vægten af sine egne produktivkræfter og produkter, som det ikke kan finde anvendelse for, og står hjælpeløst over for den absurde modsigelse, at producenterne ikke har noget at konsumere, fordi der mangler konsumenter. Produktionsmidlernes ekspansionskraft sprænger de bånd, som den kapitalistiske produktionsmåde lægger på dem. Deres befrielse fra disse bånd er den eneste nødvendige betingelse for en uafbrudt, stadig hurtigere fremadskridende udvikling af produktivkræfterne og dermed en praktisk taget ubegrænset forøgelse af produktionen selv. Ikke nok hermed. Den samfundsmæssige tilegnelse af produktionsmidlerne fjerner ikke blot den hindring for produktionen, der nu findes, men også den faktiske ødslen med og ødelæggelse af produktivkræfter og produkter, der for nærværende uundgåeligt ledsager produktionen og når sit højdepunkt under kriserne. Den stiller endvidere en mængde produktionsmidler og produkter til rådighed for helheden ved at afskaffe det sindssyge luksusforbrug fra de herskende klassers og deres politiske repræsentanters side. Muligheden for ved hjælp af den samfundsmæssige produktion at sikre alle samfundsmedlemmer en eksistens, der ikke blot er materielt tilstrækkelig og bliver rigere for hver dag, men også garanterer dem en fuldstændig fri udvikling og anvendelse af deres fysiske og åndelige evner - denne mulighed er nu til stede for første gang, men den er til stede [8] .
I og med at samfundet tager produktionsmidlerne i besiddelse, er det slut med vareproduktionen og tillige med produktets herredømme over producenten. Anarkiet i samfundets produktion afløses af en planmæssig, bevidst organisation. Kampen for den enkeltes eksistens ophører. Og først dermed udskiller mennesket sig, i en vis forstand, endeligt fra dyreriget, udtræder af de dyriske eksistensbetingelser og indtræder i virkelig menneskelige. De livsbetingelser, som omgiver menneskene og som hidtil har behersket dem, kommer nu under menneskenes herredømme og kontrol; for første gang bliver menneskene bevidste, virkelige herrer over naturen, fordi og idet de bliver herrer over deres egen samfundsmæssiggørelse [Vergesellschaftung]. Lovene for deres egen samfundsmæssige aktivitet, der hidtil stod fremmede over for dem som fremmede naturlove, der beherskede dem, anvendes og beherskes nu af menneskene med fuld sagkundskab. Menneskenes egen samfundsmæssiggørelse, der indtil nu fremstod som noget, natur og historie havde påtvunget dem, bliver nu deres egen frie handling. De objektive, fremmede magter, der hidtil har behersket historien, kommer under menneskenes egen kontrol. Først fra da af skaber menneskene selv deres historie fuldt bevidst, først fra da af får de samfundsmæssige årsager, som menneskene har sat i bevægelse, overvejende og i stadig stigende grad de af dem tilsigtede virkninger. Det er springet fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.
Det er det moderne proletariats historiske kald at gennemføre denne verdensbefriende gerning. Den videnskabelige socialisme er den proletariske bevægelses teoretiske udtryk. Det er dens opgave at udforske de historiske betingelser for denne proces og dermed selve dens natur, og således at give den klasse, der er kaldet til handling, men som i dag er undertrykt, bevidstheden om betingelserne for og naturen af denne dens egen handling.
[1]: