| Tilbage | Næste |
Vi har for længst set, at den dühringske økonomi til syvende og sidst mundede ud i denne konklusion: den kapitalistiske produktionsmåde er god nok og kan få lov at fortsætte, men den kapitalistiske fordelingsmåde er af det onde og må forsvinde. Nu finder vi, at hr. Dührings "socialitet" ikke er andet end denne konklusions gennemførelse i fantasien. Faktisk viser det sig, at hr. Dühring næsten ikke har noget at udsætte på det kapitalistiske samfunds produktionsmåde som sådan. Han vil i alt væsentligt bibeholde den gamle arbejdsdeling, og derfor har han ikke mange ord at mæle angående produktionen i erhvervskommunen. Nu er produktionen ganske vist også et område, hvor det drejer sig om håndfaste kendsgerninger, og hvor den "rationelle fantasi" ikke rigtigt kan give efter for sine flyvegriller, fordi faren for at blamere sig ligger så snublende nær. Det er noget andet med fordelingen som jo i hr. Dührings forestilling slet ikke hænger sammen med produktionen og slet ikke er bestemt af produktionen, men af en ren viljesakt. Fordelingen er så at sige det prædestinerede felt for hans "sociale alkymisteri".
Over for den samme produktionspligt står den samme konsumtionsret, organiseret i erhvervskommunen og i handelskommunen, der sammenfatter et større antal erhvervskommuner. Her bliver "arbejde... ifølge princippet om lige vurdering byttet mod andet arbejde... Ydelse og modydelse repræsenterer her arbejdsmængdernes virkelige lighed". Her hersker "ligestilling mellem menneskelige kræfter, hvad enten de enkelte har ydet mere eller mindre, eller de tilfældigvis ikke har ydet noget". Thi man kan betragte alle aktiviteter, for så vidt de kræver tid og kræfter, som arbejdsydelser - altså også at spille kegler eller promenere på strøget. Denne udveksling foregår imidlertid ikke mellem enkelt-personer, fordi fællesskabet ejer alle produktionsmidler og altså også alle produkter, men dels mellem erhvervskommunen og dens enkelte medlemmer, dels mellem de forskellige erhvervs- og handelskommuner indbyrdes. "Navnlig vil de enkelte erhvervskommuner inden for deres egne rammer erstatte detailhandelen med en fuldkommen planmæssig omsætning". På samme måde organiseres engroshandelen: "Det frie erhvervssamfunds system... bliver derfor en stor bytteindretning, hvis transaktioner fuldbyrdes på det grundlag, der er givet af de ædle metaller. Gennem indsigt i denne grundegenskabs uundgåelige nødvendighed adskiller vort skema sig fra alle de andre tågetanker, der hænger ved selv de mest rationelle former for socialistiske forestillinger, som endnu den dag i dag er i omløb".
Erhvervskommunen skal som den, der i første omgang tilegner sig samfundsprodukterne, til dette udvekslingsformål "fastsætte en enhedspris for hver gren af artikler, svarende til de gennemsnitlige produktionsomkostninger". "Hvad de såkaldte omkostninger i produktionen for nærværende betyder for værdi" og pris, det vil..." (i socialiteten) "vurderingen af den arbejdsmængde, der skal anvendes, sørge for. Disse vurderinger, der - ifølge princippet om enhver personligheds økonomiske ligeret - sluttelig kan reduceres til hensyntagen til det deltagende antal personer, vil resultere i et prisforhold, der svarer til produktionens naturforhold og tillige til den samfundsmæssige værdiøgningsret. Produktionen af ædelmetaller bliver på lignende måde som i dag bestemmende for pengenes værdi... Man ser heraf, at bestemmelsesgrundlag og målestok for værdierne og følgelig for det forhold, hvori produkterne udveksles med hinanden, ikke blot ikke går tabt i den ændrede samfundsforfatning, men tværtimod først bliver tilbørligt vundet".
Den berømte "absolutte værdi" er endelig realiseret.
På den anden side vil kommunen også være nødt til at sætte den enkelte i stand til at købe de producerede artikler, idet den udbetaler hver enkelt en vis daglig, ugentlig eller månedlig pengesum, der må være ens for alle, som modydelse for vedkommendes arbejde. "Fra socialitetens standpunkt er det derfor ligegyldigt, om man siger at arbejdslønnen må forsvinde eller at den må blive den eneste form for økonomiske indtægter". Lige løn og lige priser frembringer den "kvantitative om end ikke kvalitative lighed i konsumtionen" og dermed er "retfærdighedens universelle princip" sket fyldest i økonomisk henseende.
Hvordan skal denne fremtidsløns størrelse bestemmes? Herom fortæller hr. Dühring os kun,
at også her, som i andre tilfælde, "udveksles lige arbejde mod lige arbejde". For seks timers arbejde vil der blive udbetalt en pengesum, som ligeledes materialiserer seks timers arbejde.
Imidlertid må "retfærdighedens universelle princip" ingenlunde forveksles med hint brutale ligemalteri, som vækker borgerens vrede mod al slags kommunisme, navnlig den spontane arbejderkommunisme. Dette princip er ikke nær så ubarmhjertigt, som det gerne vil give udseende af.
De "økonomiske retskravs principielle lighed udelukker ikke, at der frivilligt kan føjes noget til det, retfærdigheden kræver, så at sige et udtryk for særlig anerkendelse og respekt. Samfundet ærer sig selv, idet det belønner de højere ydelser med en beskeden ekstratildeling til konsumtionen".
Også hr. Dühring ærer sig selv, idet han - forenende duens enfoldighed og slangens snilde - så rørende bekymrer sig om fremtidige Dühring'ers beskedne merkonsumtion.
Hermed er den kapitalistiske fordelingsmåde endelig afskaffet. Hvis
vi antager, at nogen under forudsætning af en sådan tilstand virkelig havde et overskud af private midler til rådighed, så ville han ikke kunne finde nogen kapitalistisk anvendelse for dem. Ingen enkeltperson eller gruppe ville aftage dem til produktionsformål på anden måde end gennem udveksling eller køb, men der vil aldrig indtræde det tilfælde, at man betaler ham renter eller profit". Derfor er "en arveret, svarende til lighedens princip", tilladelig. Den er uundgåelig, fordi "en vis arveret altid nødvendigvis vil ledsage familieprincippet". Men heller ikke arveretten vil "kunne føre til ophobning af omfattende formuer, fordi ejendomsdannelsen her aldrig mere kan have til formål at skabe produktionsmidler og rene renteeksistenser".
Hermed er erhvervskommunen heldigvis fiks og færdig. Lad os nu se, hvordan den fungerer.
Vi antager, at alle hr. Dührings påstande er fuldstændigt realiseret. Vi forudsætter altså, at erhvervskommunen til sine medlemmer for seks timers dagligt arbejde udbetaler en pengensum, hvori også seks timers arbejde er realiseret, lad os sige 12 mark. Vi antager endvidere, at priserne svarer nøjagtigt til værdierne, at de altså ifølge vore forudsætninger kun indbefatter omkostningerne for råstoffer, slitage på maskinerne, forbrug af arbejdsmidler og den udbetalte arbejdsløn. En erhvervskommune med hundrede arbejdende medlemmer producerer hver dag varer til en værdi af 1200 mark; på et år med 300 arbejdsdage for 360.000 mark, og den udbetaler den tilsvarende sum til sine medlemmer. Hver enkelt kan gøre som han lyster med sin andel på 12 mark dagligt eller 3600 mark årligt. Ved årets slutning eller ved slutningen af et århundrede ville kommunen ikke være rigere end den var i begyndelsen. Den ville i løbet af denne tid ikke engang være i stand til at yde den beskedne ekstratildeling til hr. Dührings konsumtion, hvis den da ikke vil angribe sin beholdning af produktionsmidler. Akkumulationen ,er totalt glemt. Værre endnu: da akkumulationen er en samfundsmæssig nødvendighed, og da pengenes bibeholdelse repræsenterer en bekvem form for akkumulation, så opmuntrer erhvervskommunens organisation direkte sine medlemmer til privat akkumulation og fremmer derved sin egen ødelæggelse.
Hvordan skal man nu undgå denne splidagtighed i erhvervskommunens natur? Den kunne tage sin tilflugt til den yndede "beskatning", dvs. et pristillæg, og sælge sin årsproduktion for 480.000 mark og ikke for 360.000 mark. Men da alle andre erhvervskommuner er i samme situation og altså skulle gøre det samme, så ville hver af dem ved den indbyrdes udveksling yde lige så meget i "beskatning", som den selv indkasserer, og "tributten" ville altså falde tilbage på dens egne medlemmer.
Eller også klarer den kort og godt problemet ved at den for seks timers arbejde udbetaler til hvert medlem mindre, end produktet af seks timers arbejde, lad os sige produktet af kun fire timers arbejde, altså i stedet for 12 mark kun 8 mark dagligt, men holder varepriserne på samme niveau som før. I dette tilfælde gør den åbenlyst og direkte, hvad den i det første tilfælde prøvede at gøre skjult og ad omveje: den danner merværdi (i Marx’ forstand) til et årligt beløb af 120.000 mark, idet den på aldeles kapitalistisk vis betaler medlemmerne mindre end værdien af deres ydelser og oven i købet beregner varerne, som de ikke kan købe andetsteds, til den fulde værdi. Erhvervskommunen kan altså kun komme i besiddelse af en reservefond, idet den afslører sig som et "forædlet" truck-system [1] på bredeste kommunistiske grundlag.
Altså et af to: Enten udveksler erhvervskommunen "lige arbejde mod lige arbejde", og så er det ikke kommunen, men kun privatpersoner, der kan akkumulere den fond af midler, der er nødvendige for at bevare og udvide produktionen. Eller den danner en sådan fond, og så udveksler den ikke "lige arbejde mod lige arbejde".
Sådan står det til med udvekslingens indhold i erhvervskommunen. Hvordan forholder det sig nu med dens form? Udvekslingen formidles af metalpenge, og hr. Dühring gør meget ud af denne forbedrings "historiske rækkevidde". Men i udvekslingen mellem kommunen og dens medlemmer er pengene slet ikke penge, de fungerer ikke som penge. De fungerer som arbejdscertifikat slet og ret, konstaterer altså kun - med Marx' ord - "producentens individuelle andel i fællesarbejdet og hans individuelle krav på den del af fællesproduktet, der er bestemt til forbrug", og i denne funktion er de "ikke mere penge end et garderobemærke er det". [Marx, "Kapitalen", 1. bog 1, s. 197, note 50] De kan erstattes med et hvilket som helst tegn, sådan som Weitling ville erstatte dem med en "Kommerzbuch", hvor der på den ene side indstemples arbejdstimer og på den anden side de til gengæld modtagne nydelser. Kort sagt, i erhvervskommunens samhandel med dens medlemmer fungerer pengene simpelt hen som Owens "arbejdstimepenge", dette "fantasiprodukt", som hr. Dühring så fornemt ser ned på, og som han alligevel selv må indføre i sin fremtidsøkonomi. Om det tegn, der registrerer omfanget af den opfyldte "produktionspligt" og den derved erhvervede "konsumtionsret", er en lap papir, en slags regnepenge eller en guldmønt, er for dette formåls skyld totalt underordnet. Men aldeles ikke for andre formåls skyld, som det snart vil vise sig.
I erhvervskommunens samhandel med dens medlemmer fungerer metalpengene altså ikke som penge, men som forklædte arbejdstegn; endnu mindre udøver de deres pengefunktion i udvekslingen mellem de forskellige erhvervskommuner indbyrdes. Her er - under de af hr. Dühring givne forudsætninger - metalpenge totalt overflødige. Faktisk ville det være nok med bogføring; udvekslingen af produkter af lige arbejde mod produkter af lige arbejde foregår på en simplere måde, når man regner med arbejdets naturlige målestok: tiden, arbejdstimen som enhed, end når man først omregner arbejdstimerne til penge. Udvekslingen er i virkeligheden ren naturaløkonomi; alle merkrav udlignes let og simpelt ved hjælp af anvisninger på andre kommuner. Men hvis en kommune virkelig skulle have et underskud i forhold til andre kommuner, så kan "alt guld, der eksisterer i universet", selv om det nok så meget skulle være "penge af natur", ikke frelse denne kommune fra den triste skæbne at skulle erstatte dette underskud gennem eget forøget arbejde, hvis den ikke vil komme i gældsafhængighed af andre kommuner. Læseren må i øvrigt fortsat huske på, at det slet ikke er os, der laver denne fremtidskonstruktion. Vi accepterer simpelt hen hr. Dührings forudsætninger og drager de uundgåelige slutninger af dem.
Guldet der er "penge af natur", kan altså ikke få lov til at realisere denne sin natur, hverken i udvekslingen mellem erhvervskommunen og dens medlemmer eller i udvekslingen mellem de forskellige kommuner indbyrdes. Alligevel påbyder hr. Dühring, at guldet også i "socialiteten" skal udføre pengefunktioner. Vi må altså se os om efter et andet virkefelt for denne pengefunktion. Og dette virkefelt eksisterer. Hr. Dühring har ganske vist sat hvert individ i stand til "kvantitativt samme konsumtion", men han kan ikke tvinge nogen dertil. Tværtimod, han er stolt af, at alle i hans nye verden kan gøre med deres penge akkurat som de lyster. Han kan altså ikke forhindre, at nogle lægger en lille pengebeholdning til side, mens andre ikke kan klare sig med den løn, de får udbetalt. Han gør det endog til noget uundgåeligt, idet han i arveretten udtrykkeligt accepterer familiens fællesejendom, hvoraf endvidere følger forældrenes pligt til at sørge for deres børn. Men dermed får den kvantitativt samme konsumtion en ordentlig skalle. Ungkarlen lever herligt og i sus og dus for sine otte eller tolv mark, mens enkemanden med de otte umyndige børn kun kummerligt kan klare sig for det samme beløb. Kommunen, der uden videre modtager penge som betaling, lader på den anden side alle muligheder stå åbne for at penge kan være erhvervet på anden måde end ved eget arbejde. Non olet [Penge lugter ikke). Kommunen ved ikke, hvor de kommer fra. Men så er alle muligheder til stede for at de metalpenge, der hidtil kun spillede rollen som arbejdstegn, kan indtræde i den virkelige pengefunktion. Der findes en anledning og et motiv, på den ene side til at puge penge sammen, på den anden side til at stifte gæld. Den trængende låner hos pengepugeren. De lånte penge, som kommunen modtager som betaling for subsistensmidler, bliver derved atter til det, de er i det nuværende samfund, nemlig den samfundsmæssige legemliggørelse af menneskeligt arbejde, arbejdets virkelige målestok, det generelle cirkulationsmiddel. Alle "love og administrationsnormer" i verden er afmægtige mod dette, ligesom de er det mod den lille tabel eller mod vandets kemiske sammensætning. Og da pengepugeren er i stand til at afkræve den trængende låner renter, så er også renteågeren genoprettet sammen med metalpengene, der fungerer som penge.
Hidtil har vi kun set, hvilke virkninger bibeholdelsen af metalpengene får inden for det område, hvor den dühringske erhvervskommune råder. Men hinsides dette område går den øvrige syndige verden indtil videre roligt i sin gamle gænge. På verdensmarkedet er guld og sølv fortsat verdenspenge, det generelle købe- og betalingsmiddel, rigdommens absolutte samfundsmæssige legemliggørelse. Og denne egenskab ved de ædle metaller udgør for det enkelte medlem af erhvervskommunen et nyt motiv til at puge penge sammen, til at berige sig, til at drive åger - nemlig motivet til at bevæge sig frit og uafhængigt i forhold til kommunen og uden for dens grænser, til at anvende den ophobede private rigdom indbringende på verdensmarkedet. Ågerkarlen udvikler sig til forhandler af cirkulationsmidlet, til bankier, til herre over cirkulationsmidlet og verdenspengene, dermed til herre over produktionen, dermed også til herre over produktionsmidlerne, selv om de endnu i årevis af navn kan fungere som erhvervs- og handelskommunens ejendom. Men dermed er pengepugerne og ågerkarlene også blevet til erhvervs- og handelskommunens egentlige herrer. Hr. Dührings "socialitet" adskiller sig faktisk ret så væsentligt fra de øvrige socialisters "tågetanker". Den har ikke andet formål end at genoprette højfinansen; under dens kontrol og til gavn for dens pengepung vil den tappert slide og slæbe - hvis den overhovedet bliver til noget og kan holde sammen. Dens eneste redning ville være, at pengepugerne foretrak at bruge deres verdenspenge til hurtigst muligt at stikke af fra kommunen.
I Tyskland hersker der desværre en ret udbredt mangel på kendskab til den ældre socialisme, derfor kunne en troskyldig ungersvend måske stille det spørgsmål, om ikke f.eks. også Owens arbejdstegn kunne give anledning til et lignende misbrug. Skønt det ikke er vor opgave på dette sted at forklare betydningen af disse arbejdstegn, så kan der dog blive plads til at anføre følgende til sammenligning mellem hr. Dührings "omfattende skematisme" og Owens "rå, bovlamme og fattige ideer": For det første ville det - for at et sådant misbrug af de owenske arbejdstegn kunne finde sted - være nødvendigt at de forvandles til virkelige penge. Hr. Dühring derimod forudsætter virkelige penge, men vil forbyde dem at fungere som andet end arbejdstegn. I det ene tilfælde ville der virkelig være tale om misbrug, her derimod slår pengenes virkelige natur igennem, uafhængig af menneskenes vilje. Pengene sejrer med den for dem særegne rigtige funktion over det misbrug, som hr. Dühring vil påtvinge dem ifølge sin egen uvidenhed om pengenes natur. For det andet er arbejdstegnene hos Owen kun en overgangsform til det fulde fælleseje og fri benyttelse af de samfundsmæssige ressourcer, desuden også et middel til at gøre kommunismen indlysende for det britiske publikum. Hvis misbrug al den ene eller anden art skulle tvinge det owenske samfund til at afskaffe arbejdstegnene, så tager dette samfund et skridt videre frem mod målet og indtræder i en mere fuldkommen udviklingsfase. Hvis den dühringske erhvervskommune derimod afskaffer pengene, så udsletter den med et slag sin "historiske rækkevidde", den mister sin mest ejendommelige charme, hører op med at være en dühringsk erhvervskommune og synker ned til de "tågetanker", hvorfra hr. Dühring har løftet den op ved sin rationelle fantasis sure slid. [3]
Hvorfra stammer nu alle de besynderlige forviklinger og forvirringer, som den dühringske erhvervskommune farer vild i? Simpelt hen fra de tågetanker, som i hr. Dührings hoved omgiver begreberne værdi og penge. I sidste ende driver de ham til at nære ønsker om at opdage arbejdets værdi. Men da hr. Dühring i Tyskland ingenlunde har monopol på disse tågetanker - tværtimod finder han talrige konkurrenter - så vil vi "et øjeblik gøre vold på os selv for at udrede de tråde", som han har rodet sammen.
Den eneste værdi, økonomien kender, er varers værdi. Hvad er varer? Varer er produkter, der er frembragt i et samfund af mere eller mindre isolerede privatproducenter, altså til at begynde med privatprodukter. Disse privatprodukter bliver imidlertid først til varer, når de ikke produceres for producenternes eget private forbrug, men for andres forbrug, altså det samfundsmæssige forbrug. De indgår i det samfundsmæssige forbrug gennem udvekslingen. Privatproducenterne står altså i en samfundsmæssig sammenhæng, de danner et samfund. Deres produkter er, skønt de er hver enkelt producents privatprodukter, også samtidig samfundsmæssige produkter, men utilsigtet og så at sige modvilligt. Hvori består nu disse privatprodukters samfundsmæssige karakter? Øjensynligt i to egenskaber: for det første deri, at de tilfredsstiller et eller andet menneskeligt behov, at de har en brugsværdi, ikke alene for producenten, men også for andre. For det andet deri, at de, skønt de er produkter af de mest forskelligartede private arbejdsprocesser, samtidig er produkter af menneskeligt arbejde slet og ret, alment menneskeligt arbejde. De kan overhovedet kun indgå i udvekslingen, fordi de også har brugsværdi for andre. Men fordi der i dem er indeholdt alment menneskeligt arbejde, forbrug af menneskelig arbejdskraft, kan de mængder arbejde, der er indeholdt i hver enkelt vare, sammenlignes i den indbyrdes udveksling, de kan sættes som lige eller ulige store. I to lige store privatprodukter kan derunder uændrede samfundsmæssige forhold være indeholdt ulige store mængder privatarbejde, men altid lige meget alment menneskeligt arbejde. En fummelfingret smed kan lave fem hestesko på den tid, som en ferm smed behøver til at lave ti. Men samfundet bestemmer ikke værdien efter den enes tilfældige fummelfingrethed, det anerkender som alment menneskeligt arbejde kun arbejde, der er udført med en til enhver tid given normal gennemsnitlig færdighed. En af de fem hestesko, som den første smed har lavet, har altså ikke større værdi i udvekslingen end en af de ti, som den anden smed har lavet på samme tid. Privatarbejdet indeholder kun alment menneskeligt arbejde for så vidt det er samfundsmæssigt nødvendigt.
Når jeg siger, at en vare har denne bestemte værdi, siger jeg: 1. at den er et samfundsmæssigt nyttigt produkt; 2. at den er produceret af en privatperson for privat regning og 3. at den, skønt produkt af privatarbejde, alligevel samtidig og så at sige uden at vide af det eller ønske det også er produkt af samfundsmæssigt arbejde; den er produkt af en ganske bestemt mængde samfundsmæssigt arbejde, der er fastslået ad samfundsmæssig vej, nemlig gennem udvekslingen; 4. udtrykker jeg denne mængde ikke i arbejde, i så og så mange arbejdstimer, men i en anden vare. Når jeg siger, at dette ur er lige så meget værd som dette stykke klæde og at begge dele er halvtreds mark værd, så siger jeg altså: i uret, i klædet og i pengene er der indeholdt de samme mængder samfundsmæssigt arbejde. Jeg konstaterer altså, at den i dem repræsenterede samfundsmæssige arbejdstid er samfundsmæssigt målt og fundet at være lige stor. Men ikke direkte, absolut, sådan som man ellers måler arbejdstid, nemlig i arbejdstimer eller -dage osv. - men ad en omvej, via udvekslingen, relativt. Derfor kan jeg heller ikke udtrykke dette fastslåede kvantum arbejdstid i arbejdstimer, fordi deres antal forbliver ukendt for mig, men ligeledes ad en omvej, relativt, i en anden vare, som repræsenterer det samme kvantum samfundsmæssig arbejdstid. Uret er lige så meget værd som dette stykke klæde.
Vareproduktion og vareudveksling tvinger det samfund, der er baseret på dem, til denne omvej, men tvinger del tillige til at afkorte omvejen mest muligt. Af den gemene varepøbel udsondrer det en fyrstelig vare, hvori alle øvrige varer kan udtrykkes en gang for alle, en vare, der gælder som den umiddelbare legemliggørelse af det samfundsmæssige arbejde og som derfor er umiddelbart og ubetinget udvekslelig mod alle andre varer - pengene. I kim er pengene allerede indeholdt i selve værdibegrebet, de er kun den udviklede værdi. Men idet vareværdien gør sig selvstændig over for varen selv, nemlig i pengene, indtræder der en ny faktor i det samfund, der producerer og udveksler varer, en faktor med nye samfundsmæssige funktioner og virkninger. Dette kan vi her kun fastslå uden at komme nærmere ind på det.
Vareproduktionens økonomi er på ingen måde den eneste videnskab, som må regne med faktorer, der kun er relativt kendte. I fysikken ved vi heller ikke, hvor mange enkelte gasmolekyler der findes i et givet volumen, hvor tryk og temperatur er kendt. Men vi ved - forudsat at Boyles lov er rigtig - at et givet volumen af en given luftart indeholder lige så mange gasmolekyler som et tilsvarende volumen af en hvilken som helst anden luftart ved samme tryk og samme temperatur. Derfor kan vi sammenligne de mest forskellige voluminer af de mest forskellige luftarter under de mest forskellige tryk- og temperaturbetingelser ved deres indhold af molekyler. Hvis vi tager en liter af en bestemt luftart ved 0° Celsius og 760 mm tryk som enhed, kan vi ved hjælp af denne enhed måle et hvilket som helst indhold af molekyler. - I kemien kender vi heller ikke de enkelte grundstoffers absolutte atomvægt. Men vi kender dem relativt, fordi vi kender deres indbyrdes forhold. Vareproduktionen og dens økonomi får et relativt udtryk for de ukendte arbejdsmængder, der er indeholdt i de enkelte varer, idet den sammenligner disse varer med henblik på deres relative arbejdsindhold. På samme måde får kemien et relativt udtryk for størrelsen af atomvægten, som den ikke kender, idet den sammenligner de enkelte grundstoffer med henblik på deres atomvægt; det ene grundstofs atomvægt udtrykkes som en mangedobling eller en brøkdel af et andet grundstofs atomvægt (svovl, ilt, brint). Vare-produktionen ophøjer guldet til den absolutte vare, til alment ækvivalent for de øvrige varer, til alle værdiers mål. På samme måde ophøjer kemien brint til kemiens pengevare, idet den sætter brints atomvægt = 1 og reducerer alle øvrige grundstoffer til brint, udtrykker dem i en mangedobling af brints atomvægt.
Imidlertid er vareproduktionen aldeles ikke den eneste mulige form for samfundsmæssig produktion. I det gamle indiske landsbyfællesskab, i det sydslaviske familiebrug forvandles produkterne ikke til varer. Fællesskabets medlemmer er umiddelbart associerede i produktionen, arbejdet fordeles efter sædvane og behov, produkterne ligeledes for så vidt de konsumeres. Umiddelbar samfundsmæssig produktion og direkte fordeling udelukker al vareudveksling, altså også produkternes forvandling til varer (i det mindste inden for fællesskabets rammer) og dermed også deres forvandling til værdier.
Så snart samfundet tager produktionsmidlerne i besiddelse og i umiddelbar associering [Vergesellschaftung) anvender dem til produktion, bliver hver enkelt persons arbejde - uanset hvor forskellig arbejdets specifikt nyttige karakter måtte være - fra første færd og umiddelbart samfundsmæssigt arbejde. Den mængde samfundsmæssigt arbejde, der er indeholdt i et produkt, behøver ikke at konstateres ad omvej. Den daglige erfaring viser direkte, hvor meget arbejde der i gennemsnit er nødvendigt. Samfundet kan simpelt hen beregne, hvor mange arbejdstimer der er indeholdt i en dampmaskine, i en hektoliter hvede af sidste høst, i hundrede kvadratmeter klæde af en bestemt kvalitet. Det vil alstå ikke falde samfundet ind fortsat at udtrykke de arbejdsmængder, der er nedlagt i produkterne og som det altså kender direkte og absolut, i en blot relativ, svingende, utilstrækkelig, men tidligere som hjælpemiddel uundværlig målestok, i et tredje produkt - i stedet for i arbejdets naturlige, adækvate, absolutte målestok, nemlig tiden. Lige så lidt som det ville falde kemien ind at udtrykke grundstoffernes atomvægte relativt og ad omvejen over brintatomet, hvis
den var i stand til at udtrykke dem absolut, i den adækvate målestok, nemlig i virkelig vægt, i billiontedele eller kvadrilliontedele gram. Samfundet vil altså under de ovennævnte forudsætninger heller ikke tilskrive produkterne værdier. Det udtrykker ikke den simple kendsgerning, at f.eks. hundrede kvadratmeter klæde har krævet tusinde arbejdstimer til deres produktion, på den skeløjede og meningsløse måde, at man siger: de er tusinde arbejdstimer værd. Ganske vist vil samfundet også til den tid være nødt til at vide, hvor meget tid der kræves til fremstilling af hver enkelt brugsgenstand. Det vil være nødt til at indrette produktionsplanen efter produktionsmidlerne, hvortil ganske særlig også arbejdskræfterne hører. De forskellige brugsgenstandes nytteeffekt, afvejet mod hinanden og mod de til deres fremstilling nødvendige arbejdsmængder, vil i sidste ende bestemme planen. Man klarer det hele på enkleste vis uden mellemkomst af den berømmelige "værdi" [4] .
Værdibegrebet er det mest generelle og derfor mest omfattende udtryk for de økonomiske betingelser, der hersker i vareproduktionen. Værdibegrebet indeholder kimformen ikke blot til pengene, men også til alle mere udviklede former, der er karakteristiske for vareproduktion og vareudveksling. Værdien er udtryk for det samfundsmæssige arbejde, som privatprodukterne indeholder, og heri ligger der allerede den mulighed, at der kan bestå en forskel mellem det samfundsmæssige og det private arbejde, som del. samme produkt indeholder. Hvis en privatperson producerer videre på den gamle måde, mens den samfundsmæssige produktion har udviklet sig, vil han få denne forskel at føle, så det gør ondt. Det samme sker, hvis de privatproducenter, der fremstiller en bestemt vareart, tilsammen producerer et kvantum, der overstiger det behov, der eksisterer i samfundet for denne vare. Det faktum, at en vares værdi kun kan udtrykkes i en anden vare og realiseres i udvekslingen med denne, rummer allerede den mulighed, at udvekslingen overhovedet ikke kommer i stand eller i hvert fald ikke realiserer den rigtige værdi. Og endelig: når den specifikke vare arbejdskraft indtræder på markedet, så bestemmes dens værdi - ligesom enhver anden vares værdi - af den arbejdstid, der er samfundsmæssigt nødvendig til dens produktion. I produkternes værdiform ligger allerede hele den kapitalistiske produktionsform i kim, modsætningen mellem kapitalister og lønarbejdere, den industrielle reservearmé, kriserne. At ville afskaffe den kapitalistiske produktionsform ved at etablere den "sande værdi" er det samme som at ville afskaffe katolicismen ved at etablere den "sande" pave. Det svarer at man ønsker at skabe et samfund, hvor producenterne langt om længe selv behersker deres produkt, ved konsekvent at hævde netop den økonomiske kategori, som er det mest omfattende udtryk for producenternes underkuelse undder deres eget produkt.
Når det vareproducerende samfund har udviklet værdiformen, der er varen som sådan iboende, videre til pengeformen, så kommer der allerede forskellige af de kim for dagen, der lå skjult i værdien. Den nærmeste og væsentligste virkning er, at vareformen bliver den generelle form. Pengene tvinger også de genstande, der hidtil blev produceret til eget forbrug, til at antage vareformen, river dem med ind i udvekslingen. Dermed trænger vareformen og pengene ind i det indre samkvem også i de fællesskaber [Gemeinwesen], der er umiddelbart associerede til produktionsformål. Fællesskabets bånd brister, det ene efter det andet, og fællesskabet opløser sig i en hoben privatproducenter. Først etablerer pengene privatdrift af det enkelte brug i stedet for fælles dyrkning af jorden, sådan som man kan iagttage det i Indien. Senere opløses fællesejet af landbrugsjorden, der endnu kommer til udtryk i den periodisk gentagne omfordeling, endelig sker der en definitiv udstykning (f.eks. i "Gehoferschaften," ved Mosel; nu også begyndende i det russiske landsbyfællesskab). Der opstår et pres for at få opdelt også de skov- og græsarealer, der endnu er fælleseje. Selv om også andre årsager, der er begrundet i produktionens udvikling, kan spille ind, så er og bliver pengene det mægtigste middel, der påvirker fællesskaberne. Og med samme naturnødvendighed ville pengene, på trods af alle "love og administrationsnormer", opløse den dühringske erhvervskommune, hvis den nogen sinde kom i stand.
Vi har allerede tidligere (Økonomi, VI) set, at det er en modsigelse i sig selv at tale om arbejdets værdi. Under bestemte samfundsmæssige former frembringer arbejdet ikke blot produkter, men også værdi, og denne værdi måles ved arbejdet. Derfor kan arbejdet ikke have en særskilt værdi, lige så lidt som tyngden som sådan kan have en særskilt vægt eller varmen en særskilt temperatur. Men det er karakteristisk for al slags forvirret social tænkning, der grubliserer over den "sande" værdi, at man indbilder sig, at arbejderen i det nuværende samfund ikke får den fulde "værdi" [4] af sit arbejde og at socialismen er kaldet til at afhjælpe dette onde. Så gælder det i første omgang om at finde ud af, hvad der er arbejdets værdi. Og den finder man, idet man prøver at måle arbejdet, dog ikke med den målestok, der er adækvat for arbejdet, nemlig tiden, men ved dets produkt. Arbejderen skal få det "fulde arbejdsudbytte". Ikke blot arbejdsproduktet, men selve arbejdet skal kunne udveksles umiddelbart mod produktet, en arbejdstime mod produktet af en arbejdstime. Der er dog straks en meget "betænkelig" hage ved det. Hele produktet fordeles. Samfundets vigtigste progressive funktion, akkumulationen, bliver frataget samfundet og overladt til enkeltpersoner og deres vilkårlighed. Enkeltpersonerne kan gøre med deres "arbejdsudbytte" hvad de lyster. Samfundet forbliver i bedste tilfælde lige så rigt eller fattigt som det var før. Man har koncentreret de i fortiden akkumulerede produktionsmidler i samfundets eje, men blot for at alle fremtidigt akkumulerede produktionsmidler skal opsplittes mellem enkeltpersoner. Man slår sine egne forudsætninger i ansigtet, man er havnet i den rene absurditet.
Flydende arbejde, virkende arbejdskraft skal udveksles mod arbejdsprodukt. Men så er den en vare, ligesom det produkt, den udveksles mod. Så bliver også værdien af denne arbejdskraft bestemt - aldeles ikke ved sit produkt, men ved det samfundsmæssige arbejde, der er materialiseret i arbejdskraften, dvs. ifølge den økonomiske lov, der bestemmer arbejdslønnen i det nuværende samfund.
Men det er jo netop det, der ikke bar ske. Det flydende arbejde, arbejdskraften, skal kunne udveksles mod sit fulde produkt. Det vil sige, den skal kunne udveksles, ikke mod sin værdi, men mod sin brugsværdi. Værdiloven skal gælde for alle andre varer, men den skal være ophævet for arbejdskraftens vedkommende. Det er denne forvirring, der så at sige ophæver sig selv, som skjuler sig bag "arbejdets værdi".
"Udvekslingen af arbejde mod arbejde ifølge princippet om lige vurdering" er - for så vidt der overhovedet er nogen mening i det - indbyrdes udvekslelighed. af produkter af lige store mængder samfundsmæssigt arbejde, altså værdiloven. Den er den grundlæggende lov netop for vareproduktionen, også for dens højeste form, den kapitalistiske produktion. I det nuværende samfund slår den igennem på den eneste måde, hvorpå økonomiske love i det hele taget kan slå igennem i et samfund af privatproducenter: som blindt virkende naturlove, der ligger i selve tingene og forholdene og er uafhængige af, hvad producenterne ønsker og gør. Hr. Dühring har ophøjet denne lov til den grundlæggende lov i sin erhvervskommune og kræver, at den skal gennemføres med fuldt overlæg. Dermed gør han den lov, der er den grundlæggende i det bestående samfund, til den grundlæggende lov i sit fantasisamfund. Han ønsker det bestående samfund, men uden dets ulemper. Han holder sig til ganske samme standpunkt som Proudhon. Ligesom denne vil han afskaffe de ulemper, der er udsprunget af vareproduktionens udvikling til kapitalistisk produktion, idet han over for dem vil benytte sig af vareproduktionens grund-læggende lov, hvis virkning netop har frembragt disse ulemper. Ligesom Proudhon vil han ophæve værdilovens virkelige konsekvenser ved hjælp af andre, som han fantaserer sig til.
Men hvor stolt end vor moderne Don Quijotte på sin ædle Rosinante, "retfærdighedens universelle princip", og fulgt af sin gæve Sancho Pansa, Abraham Enss, drager ud på sin omflakkende ridderfærd for at erobre Mambrins hjelm, "arbejdets værdi" - vi er alvorligt bange for, at han ikke får andet med hjem end det gammelkendte barberbækken.
[1]: