Kapitel II

Hvad bestemmer en vares pris?

Det gør konkurrencen mellem købere og sælgere, forholdet mellem efterspørgsel og tilførsel, mellem udbud og behov. Konkurrencen, som bestemmer en vares pris, er tresidig.

Den samme vare bliver udbudt af forskellige sælgere. Den, der sælger af samme kvalitet som de andre, men billigere, er sikker på at slå de andre sælgere af marken og sikre sig den største afsætning. Sælgerne strides altså indbyrdes om afsætning, om markedet. Enhver af dem vil sælge, sælge så meget som muligt, og hvor det er muligt, sælge alene med udelukkelse af de øvrige sælgere. Derfor sælger den ene billigere end den anden. Der finder altså en konkurrence sted mellem sælgerne, der trykker prisen ned på de varer, som de udbyder.

Men der finder også konkurrence sted mellem køberne, og den får på sin side prisen på de udbudte varer til at stige.

Der finder endelig en konkurrence sted mellem køberne og sælgerne; de første vil købe så billigt som muligt, de andre sælge så dyrt som muligt. Resultatet af denne konkurrence mellem købere og sælgere afhænger af, hvordan det forholder sig med de to andre sider af konkurrencen, dvs. om konkurrencen er stærkest inden for købernes hær eller inden for sælgernes hær. Industrien fører to hærmasser i marken mod hinanden, hvoraf hver især atter leverer et slag inden for sine egne rækker mellem sine egne tropper. Den hærmasse sejrer over modstanderen, som har det mindste slagsmål mellem sine egne tropper indbyrdes.

Lad os antage, at der er 100 baller bomuld på markedet og samtidig købere til 1000. I dette tilfælde er efterspørgselen altså 10 gange så stor som tilførselen. Følgelig bliver konkurrencen mellem køberne meget stærk, idet hver af dem vil tilrive sig een – eller, hvis de kunne komme til det, helst alle 100 baller. Dette eksempel er ikke noget vilkårligt påfund. Vi har i handelshistorien oplevet misvækstperioder for bomulden, hvor nogle kapitalister i forening søgte at tilkøbe sig ikke 100 baller, men hele jordens bomuldsforråd. I det anførte tilfælde vil altså den ene køber søge at slå den anden af marken ved at tilbyde en forholdsvis højere pris for bomuldsballerne. Bomuldssælgerne, der ser den fjendtlige hærs tropper i den heftigste kamp med hinanden og føler sig sikre på salget af samtlige 100 baller, skal nok vogte sig for at ryge i totterne på hinanden for at få bomuldspriserne trykket ned på et tidspunkt, hvor deres modstandere kappes om at få dem skruet i vejret. Der er altså pludselig indtrådt fred i sælgerhæren. De står som een mand overfor køberne, lægger filosofisk armene over kors, og deres krav vil ikke finde nogen grænse, hvis ikke selv de mest nærgående købelystnes tilbud også havde deres meget bestemte grænse.

Er altså tilførselen af en vare svagere end efterspørgselen efter denne vare, så finder der kun ringe eller slet ingen konkurrence sted mellem sælgerne. I samme forhold som denne konkurrence aftager, vokser konkurrencen mellem køberne. Resultatet bliver en mere eller mindre betydelig stigning af varepriserne.

Det er velkendt, at det omvendte tilfælde med det omvendte resultat indtræder hyppigere. Et betydeligt overskud af tilførselen i forhold til efterspørgselen: fortvivlet konkurrence mellem sælgerne; mangel på købere: udsalg af varer til spotpriser.

Men hvad betyder stigning og fald af priserne, hvad betyder høj pris, lav pris? Et sandskorn er højt, når det betragtes i mikroskop, og et tårn er lavt sammenlignet med et bjerg. Og når prisen bestemmes af forholdet mellem efterspørgsel og tilførsel, hvad bestemmes så forholdet mellem efterspørgsel og tilførsel af?

Lad os se på den første den bedste borger. Han vil ikke betænke sig et øjeblik, men som en anden Alexander den Store sønderhugge denne metafysiske knude med den lille tabel. Hvis fremstillingen af den vare, som jeg sælger, har kostet mig 100 mark, vil han sige, og jeg får 110 mark ved at sælge denne vare, i løbet af et år forstår sig – så er det en borgerlig, en honnet, en pæn fortjeneste. Men får jeg 120, 130 mark, så er det en høj fortjeneste; og fik jeg hele 200 mark, så ville det være en overordentlig, en enorm fortjeneste. Hvad står altså for borgeren som målestok for fortjenesten? Hans vares produktionsomkostninger. Får han i bytte for sin vare en sum af andre varer, hvis fremstilling har kostet mindre, så har han tabt ved handelen. Får han i bytte mod sin vare en sum af andre varer, hvis fremstilling har kostet mere, så har han tjent. Og fortjenestens stigen eller falden beregner han efter den grad, hans vares bytteværdi ligger over eller under nul – produktionsomkostningerne.

Vi har nu set, hvordan det skiftende forhold mellem efterspørgsel og tilførsel snart fremkalder prisstigning, snart prisfald, snart høje, snart lave priser. Stiger prisen på en vare i betydelig grad på grund af manglende tilførsel eller uforholdsmæssigt voksende efterspørgsel, så er nødvendigvis prisen på en hvilken som helst vare faldet i forhold dertil; thi prisen på en vare udtrykker jo kun i penge det forhold, hvori en tredje vare ville blive givet i bytte for den. Stiger f.eks. prisen på en alen silketøj fra 5 mark til 6 mark, så er prisen på sølv faldet i forhold til silketøj, og ligeledes er prisen på alle andre varer, der er blevet stående ved deres gamle priser, faldet i forhold til silketøjet. For at få den samme sum silkestof må man give en større sum i bytte. Hvad bliver følgen af, at prisen på en vare stiger? Store kapitalmængder vil blive kastet ind i den blomstrende industrigren, og denne indvandring af kapital i den foretrukne industris område vil vedblive, indtil den indbringer den sædvanlige avance eller rettere, til prisen på dens produkter på grund af overproduktion synker ned under produktionsomkostningerne.

Omvendt: falder prisen på en vare under dens produktionsomkostninger, så vil kapitalen trække sig tilbage fra produktionen af denne vare. Bortset fra det tilfælde, hvor en industrigren ikke mere er tidssvarende, altså må gå under, vil produktionen af en sådan vare, dvs. dens tilførsel, ved denne kapitalflugt aftage, indtil den svarer til efterspørgselen, altså til dens pris igen kommer på højde med dens produktionsomkostninger eller rettere, indtil tilførselen er faldet under efterspørgselen, dvs. indtil dens pris igen stiger over dens produktionsomkostninger, thi den kurante pris på en vare ligger altid over eller under dens produktionsomkostninger.

Vi ser, hvorledes kapitalerne bestandig vandrer ud og ind, fra den ene industris område til den andens. Den høje pris fremkalder en for stærk indvandring, og den lave pris en for stærk udvandring.

Fra et andet synspunkt kunne vi vise, hvordan ikke blot tilførselen, men også efterspørgselen bestemmes af produktionsomkostningerne. Men dette ville føre os for langt bort fra vort emne.

Vi har lige set, hvorledes tilførselens og efterspørgselens svingninger atter og atter fører prisen på en vare tilbage til produktionsomkostningerne. Ganske vist ligger en vares virkelige pris altid over eller under produktionsomkostningerne; men stigning og fald supplerer gensidigt hinanden, således at varerne – inden for et bestemt tidsrum, hvor industriens ebbe og flod sammenregnes – bliver ombyttet indbyrdes i forhold, der stemmer overens med produktionsomkostningerne, dvs. således at deres pris bestemmes af produktionsomkostningerne.

Denne prisbestemmelse ved produktionsomkostningerne skal ikke forstås i økonomernes betydning. Økonomerne siger, at varernes gennemsnitspris er lig med produktionsomkostningerne; dette skulle være loven. Den anarkiske bevægelse, hvor stigningen udjævnes ved faldet, faldet ved stigningen, betragter de som noget tilfældigt. Man kunne med samme ret, hvad andre økonomer også har gjort, betragte svingningerne som lov og bestemmelsen ved produktionsomkostningerne som tilfældighed. Men kun disse svingninger, der nærmere betragtet fører de frygteligste ødelæggelser med sig og ligesom jordskælv får det borgerlige samfund til at ryste i sin grundvold, kun disse svingninger bestemmer i deres forløb prisen ved hjælp af produktionsomkostningerne. Totalbevægelsen af denne uorden er dens orden. Under forløbet af dette industrielle anarki, i denne kredsbevægelse, udligner konkurrencen så at sige den ene ekstravagance ved hjælp af den anden.

Vi ser altså: en vares pris er bestemt af dens produktionsomkostninger på den måde, at de tider, hvori prisen på denne vare stiger over produktionsomkostningerne, udlignes ved de tider, hvor den synker under produktionsomkostningerne, og omvendt. Dette gælder naturligvis ikke for et enkelt givet industriprodukt, men kun for hele industrigrene. Det gælder altså heller ikke for den enkelte industridrivende, men kun for hele klassen af industridrivende.

Prisens bestemmelse på grundlag af produktionsomkostningerne er lig med prisens bestemmelse på grundlag af den arbejdstid, der er nødvendig til en vares fremstilling, thi produktionsomkostningerne består for det første af råstoffer og slid på redskaber, dvs. industriprodukter, hvis fremstilling har kostet en vis sum af arbejdsdage, og som følgelig repræsenterer en vis sum af arbejdstid, og for det andet af umiddelbart arbejde, som netop måles i tid.

Men de samme almindelige love, som regulerer vareprisen i almindelighed, regulerer naturligvis også arbejdslønnen, prisen på arbejdet.

Arbejdslønnen vil snart stige, snart falde, alt efter forholdet mellem efterspørgsel og tilførsel, alt efter som konkurrencen mellem køberne af arbejdskraften, kapitalisterne, og sælgerne af arbejdskraften, arbejderne, former sig. Til vareprisernes svingninger i almindelighed svarer arbejdslønnens svingninger. Men inden for disse svingninger vil arbejdets pris være bestemt af produktionsomkostningerne, af den arbejdstid, der er nødvendig for at frembringe denne vare, arbejdskraften.

Hvad er nu arbejdskraftens produktionsomkostninger?

Det er de omkostninger, der kræves for at bevare arbejderen som arbejder og for at uddanne ham til arbejder.

Jo mindre uddannelsestid et arbejde derfor kræver, desto mindre er arbejderens produktionsomkostninger, og desto lavere er prisen for hans arbejde, hans arbejdsløn. I de industrigrene, hvor der næsten ikke kræves nogen læretid, og hvor arbejderens blotte legemlige eksistens er tilstrækkelig, indskrænker de produktionsomkostninger, som er nødvendige for at opretholde ham, sig næsten helt til de varer, som kræves for at holde ham i live i arbejdsdygtig stand. Prisen på hans arbejde vil derfor være bestemt af prisen på de absolutte livsfornødenheder.

Der kommer imidlertid endnu en omstændighed til. Fabrikanten, der beregner sine produktionsomkostninger og derefter prisen på sine produkter, tager sliddet på arbejdsredskaberne med i beregningen. Koster en maskine ham f.eks. 1000 mark, og slides denne maskine op på 10 år, så lægger han årligt 100 mark til varens pris, for efter 10 års forløb at kunne erstatte den opslidte maskine med en ny. På samme måde må omkostningerne ved arbejderbefolkningens videreførelse, de omkostninger, der sætter den i stand til at formere sig og erstatte udslidte arbejdere med nye, regnes med til produktionsomkostningerne for den direkte arbejdskraft. Sliddet på arbejderen bliver altså taget med i beregningen på samme måde som sliddet på maskinen.

Produktionsomkostningerne for den direkte arbejdskraft består altså af omkostningerne ved arbejderens eksistens og klassens videreførelse. Prisen for disse omkostninger udgør arbejdslønnen. Den således bestemte arbejdsløn hedder arbejdslønnens minimum. Dette minimum for arbejdslønnen gælder – som varernes prisbestemmelse ved produktionsomkostningerne overhovedet – ikke for det enkelte individ, men for arten. Enkelte arbejdere, millioner af arbejdere, får ikke nok til at kunne eksistere og føre slægten videre; men inden for sine svingninger udlignes arbejdslønnen for hele arbejderklassen til dette minimum.

Nu da vi har klarlagt os de almindeligste love, der gælder for arbejdslønnen som for prisen på enhver anden vare, kan vi gå nærmere ind på vort emne.