Kapitel IV

Vokser kapitalen, så vokser lønarbejdets mængde, så vokser antallet af lønarbejdere, kort sagt: kapitalens herredømme udstrækker sig over en større masse individer. Og lad os forudsætte det gunstigste tilfælde: når den produktive kapital vokser, stiger efterspørgselen efter arbejde. Prisen på arbejdet, arbejdslønnen, stiger altså.

Et hus kan være stort eller lille, men så længe de omgivende huse ligeledes er små, tilfredsstiller det alle samfundsmæssige krav til en bolig. Men rejser der sig et palads ved siden af det lille hus, så skrumper det lille hus ind til en hytte. Det lille hus beviser nu, at dets indehaver ikke stiller nogen krav eller kun meget ringe krav; og det kan i løbet af civilisationens fremgang skyde nok så meget i vejret, hvis paladset ved siden af skyder i vejret i samme forhold eller endnu hurtigere, vil beboeren af det forholdsmæssigt lille hus stadig føle sig mere ubehageligt til mode, mere utilfredsstillet, mere trykket inden for sine fire vægge.

En mærkbar vækst af arbejdslønnen forudsætter en rask tilvækst af produktiv kapital. Den raske tilvækst af produktiv kapital fremkalder en lige så rask vækst af rigdom, luksus, samfundsmæssige behov og samfundsmæssige nydelser. Skønt altså arbejderens nydelser er steget, er den sociale tilfredsstillelse, de giver ham, faldet på baggrund af kapitalistens forøgede nydelser, som er utilgængelige for arbejderen, og på baggrund af samfundets udviklingstrin overhovedet. Vore behov og nydelser har deres rod i samfundet; vi måler dem derfor med samfundet; vi måler dem ikke med de genstande, som tilfredsstiller dem. De er af relativ natur, fordi de er af social natur.

Arbejdslønnen bestemmes overhovedet ikke blot af den mængde varer, jeg kan få i bytte for den. Den indeholder forskellige forhold.

Hvad arbejderne i første omgang får for deres arbejdskraft, er en bestemt sum penge. Er arbejdslønnen kun bestemt af denne pengepris?

I det 16. århundrede voksede den mængde guld og sølv, der cirkulerede i Europa, som følge af opdagelsen af rigere og lettere tilgængelige bjergværker i Amerika. Guldets og sølvets værdi faldt derfor i forhold til de øvrige varer. Arbejderne fik nu som før den samme mængde udmøntet sølv for deres arbejdskraft. Pengeprisen på deres arbejde blev ved med at være den samme, og alligevel var deres arbejdsløn faldet, thi de kunne få en ringere sum andre varer i bytte for den samme mængde sølv. Dette var en af de omstændigheder, der fremmede kapitalens vækst og bourgeoisiets opkomst i det 16. århundrede.

Lad os tage et andet tilfælde. I vinteren 1847 var som følge af misvækst de mest uundværlige levnedsmidler, korn, kød, smør, ost etc. steget betydeligt i pris. Lad os forudsætte, at arbejderne da havde fået den samme pengesum for deres arbejdskraft som tidligere. Var deres arbejdsløn da ikke faldet? Jovist. For de samme penge fik de mindre brød, kød etc. i bytte. Deres arbejdsløn var faldet, ikke fordi sølvets værdi var blevet formindsket, men fordi levnedsmidlernes værdi var steget.

Lad os endelig forudsætte, at arbejdets pengepris stadig var den samme, mens alle landbrugs- og manufakturvarer faldt i pris på grund af anvendelsen af nye maskiner, gunstigere vejrforhold etc. For den samme mængde penge kan arbejderne da købe flere varer af alle slags. Deres arbejdsløn er altså steget, netop fordi dennes pengeværdi ikke har forandret sig.

Arbejdets pengepris, den nominelle arbejdsløn, falder altså ikke sammen med den reelle arbejdsløn, dvs. med den sum af varer, som virkelig bliver givet i bytte for arbejdslønnen. Når vi altså taler om arbejdslønnens stigen eller falden, så skal vi ikke blot tage arbejdets pengepris, den nominelle arbejdsløn, i betragtning.

Men hverken den nominelle arbejdsløn, dvs. den pengesum, for hvilken arbejderen sælger sig til kapitalisten, eller den reelle arbejdsløn, dvs. den sum af varer, som han kan købe for disse penge, udtømmer de forhold, som indeholdes i arbejdslønnen.

Fremfor alt bestemmes arbejdslønnen yderligere af sit forhold til fortjenesten, til kapitalistens profit – den forholdsmæssige, relative arbejdsløn.

Den reelle arbejdsløn udtrykker prisen på arbejde i forhold til prisen på andre varer, den relative arbejdsløn betegner derimod det umiddelbare arbejdes andel i den nyskabte værdi i forhold til den del deraf, som tilfalder det ophobede arbejde, kapitalen.

Vi sagde på side 20: "Arbejdslønnen er ikke en andel, som arbejderen har i den vare, han har produceret. Arbejdslønnen er den del af de allerede forhåndenværende varer, for hvilken kapitalisten tilkøber sig en bestemt sum produktiv arbejdskraft". Men denne arbejdsløn må kapitalisten atter have erstattet gennem den pris, han får for det produkt, arbejderen har fremstillet; han må have den erstattet sådan, at han som regel tillige beholder et overskud udover sine udlagte produktionsomkostninger, en profit. Udsalgsprisen for den vare, arbejderen har fremstillet, falder for kapitalisten i tre dele: for det første erstatning af prisen på de råstoffer, han forud havde anskaffet, foruden erstatning for slid på de redskaber, maskiner og andre arbejdsmidler, han ligeledes forud havde anskaffet; for det andet erstatning for den arbejdsløn, han har udbetalt forud, og for det tredje i det yderligere overskud, kapitalistens profit. Mens den første del kun erstatter tidligere forhåndenværende værdier, er det klart, at såvel erstatningen for arbejdslønnen som kapitalistens overskudsprofit i det store og hele tages af den nyværdi, der er skabt ved arbejderens arbejde, og som er tilført råstofferne. Og i denne forstand kan vi, for at sammenligne dem med hinanden, opfatte både arbejdsløn og profit som andele af arbejderens produkt.

Den reelle arbejdsløn kan holde sig uforandret, ja den kan stige, og alligevel kan den relative arbejdsløn falde. Lad os f.eks. antage, at alle eksistensmidler er sunket to tredjedele i pris, mens daglønnen kun synker en tredjedel, altså f.eks. fra 3 mark til 2 mark. Skønt arbejderen med disse to mark råder over en større sum af varer end tidligere med 3 mark, så er dog hans arbejdsløn aftaget i forhold til kapitalistens fortjeneste. Kapitalistens (f.eks. fabrikantens) profit er blevet en mark større, dvs.: for en ringere sum af bytteværdier, som han betaler arbejderen, må arbejderen producere en større sum af bytteværdier end før. Kapitalens andel er steget i forhold til arbejdets andel. Fordelingen af samfundets rigdom mellem kapital og arbejde er blevet endnu mere ulige. Kapitalisten råder med samme kapital over en større mængde arbejde. Kapitalistklassens magt over arbejderklassen er vokset, arbejderens samfundsmæssige stilling er blevet dårligere, er blevet trykket endnu et trin ned under kapitalistens.

Hvordan lyder nu den almengyldige lov, der bestemmer arbejdslønnens og profittens falden og stigen i deres gensidige forhold?

De står i omvendt forhold til hinanden. Kapitalens andel, profitten, stiger i samme forhold, som arbejdets andel, daglønnen, falder, og omvendt. Profitten stiger i samme grad, som arbejdslønnen falder, den falder i samme grad som arbejdslønnen stiger.

Man vil måske indvende, at kapitalisten kan tjene ved en fordelagtig udveksling af sine produkter med andre kapitalister, ved stigning i efterspørgselen efter hans vare, enten på grund af, at der åbnes nye markeder, eller på grund af et øjeblikkeligt forøget behov på de gamle markeder osv.; at kapitalistens profit altså kan forøges ved at narre andre kapitalister, uafhængigt af, at arbejdslønnen, arbejdskraftens bytteværdi stiger eller falder; eller kapitalistens profit kunne også stige ved forbedring af arbejdsredskaberne, ny anvendelse af naturkræfterne osv.

Man må først indrømme, at resultatet bliver det samme, selv om det er hidført ad modsat vej. Profitten er ganske vist ikke steget, fordi arbejdslønnen er faldet, men arbejdslønnen er faldet, fordi profitten er steget. Kapitalisten har for samme sum af fremmed arbejde købt en større sum af bytteværdier uden derfor at have betalt arbejdet højere; det vil altså sige, arbejdet bliver ringere betalt i forhold til den nettoindtægt, det indbringer kapitalisten.

Tillige må vi huske, at enhver vares gennemsnitspris, det forhold, hvori den kan ombyttes med andre varer, trods svingninger i varepriserne, bestemmes af dens produktionsomkostninger. Derved udlignes nødvendigvis forfordelingerne indenfor kapitalistklassen. Maskinernes forbedring, ny anvendelse af naturkræfter i produktionens tjeneste gør det muligt indenfor en given arbejdstid med samme sum af arbejde og kapital at frembringe en større masse produkter, men absolut ikke en større masse bytteværdier. Når jeg ved anvendelse af spindemaskinen kan levere dobbelt så meget garn i timen som før dens opfindelse, f.eks. hundrede pund i stedet for halvtreds, så får jeg i længden ikke flere varer i bytte for disse hundrede pund end tidligere for halvtreds, fordi produktionsomkostningerne er gået ned med det halve, eller fordi jeg med de samme omkostninger kan levere det dobbelte produkt.

Endelig, i hvilket forhold end kapitalistklassen, bourgeoisiet – i et enkelt land, eller på hele verdensmarkedet – fordeler produktionens nettoudbytte mellem sig, så er den samlede sum af dette nettoudbytte til enhver tid kun den sum, med hvilken det ophobede arbejde i det hele er blevet forøget ved det umiddelbare arbejde. Denne samlede sum tiltager altså i samme forhold som det, hvori arbejdet forøger kapitalen, det vil sige i det forhold, hvori profitten stiger, sammenlignet med arbejdslønnen.

Vi ser altså, at selv når vi holder os indenfor forholdet mellem kapital og lønarbejde, stiller kapitalens interesser og lønarbejdets interesser sig øjeblikkelig i skarp modsætning til hinanden.

En rask tilvækst af kapitalen er lig med en rask tilvækst af profitten. Profitten kan kun tage hurtigt til, når prisen på arbejde, den relative arbejdsløn, tager af lige så hurtigt. Den relative arbejdsløn kan falde, selv om den reelle arbejdsløn stiger samtidig med den nominelle arbejdsløn – med arbejdets pengeværdi -, men blot ikke stiger i samme forhold som profitten. Hvis f.eks. arbejdslønnen i gode forretningstider stiger med 5 procent, profitten derimod med 30 procent, så er den forholdsmæssige, den relative arbejdsløn ikke taget til, men derimod taget af.

Hvis altså arbejderens indtægt forøges ved kapitalens hurtige vækst, så forøges samtidig den samfundsmæssige kløft, som skiller arbejderen fra kapitalisten, så forøges samtidig kapitalens magt over arbejdet, arbejdets afhængighed af kapitalen.

At arbejderen er interesseret i kapitalens hurtige vækst betyder kun: jo hurtigere arbejderen forøger den fremmede rigdom, des federe bidder falder der af til ham, des flere arbejdere kan der beskæftiges og rekrutteres, des mere kan mængden af kapitalens slaver forøges.

Vi har altså set:

Selv den situation, der er den gunstigste for arbejderklassen, at kapitalen vokser så hurtigt som muligt, ophæver dog ikke, hvor meget den end kan forbedre arbejderens materielle kår, modsætningen mellem hans interesser og bourgeoisinteresserne, kapitalistens interesser. Profit og arbejdsløn kommer ligesom tidligere til at stå i omvendt forhold til hinanden.

Vokser kapitalen hurtigt, kan arbejdslønnen stige; kapitalens profit vokser dog uforholdsmæssigt hurtigere. Arbejderens materielle stilling har forbedret sig, men på bekostning af hans samfundsmæssige stilling. Den samfundsmæssige kløft, som skiller ham fra kapitalisten, er blevet større.

Endelig:

At den gunstigste betingelse for lønarbejdet er den produktive kapitals hurtigst mulige vækst, vil kun sige: jo hurtigere arbejderklassen forøger og forstørrer den fjendtlige magt, den fremmede rigdom, der råder over den, på desto gunstigere betingelser tillades det den på ny at arbejde på at forøge den borgerlige rigdom, på at udvide kapitalens magt, mens den selv må smede de gyldne lænker, hvormed bourgeoisiet slæber den efter sig.