De vigtigste tilfælde, i hvilken lønnes forsøges hævet eller lønnedsættelser bekæmpes

1. Vi vil nu alvorligt undersøge de vigtigste omstændigheder, under hvilke arbejderne forsøger at opnå forhøjelse af lønnen eller yder modstand mod en nedsættelse af lønnen.

Vi har set, at arbejdskraftens værdi eller populært udtrykt, arbejdets værdi bestemmes af værdien af livsfornødenhederne eller af den til deres fremstilling nødvendige arbejdsmængde. Når altså værdien af de livsfornødenheder, som arbejderen gennemsnitlig bruger hver dag, i et givet land udgør 6 arbejdstimer, som repræsenteres af 3 sh., så må arbejderen hver dag arbejde 6 timer for at frembringe den modværdi, som svarer til hans daglige underhold. Når hele arbejdsdagen er på 12 timer, vil kapitalisten betale ham værdien af hans arbejde ved at give ham 3 sh. Halvdelen af arbejdsdagen vil være ubetalt arbejde, og profitraten vil være 100/p. Mern lad os nu antage, at der som følge af nedgang i produktiviteten kræves mere arbejde for at frembringe f. eks. samme mængde landbrugsprodukter. så at prisen på de livsfornødenheder, som gennemsnitlig bruges hver dag, steg fra 3 til 4 sh. I det tilfælde ville værdien af arbejdet stige med en tredjedel eller 331/90/x. Der ville da kræves 8 timer af arbejdsdagen for at frembringe modværdien af arbejderens daglige underhold i overensstemmelse med hans tidligere levefod. Merarbejdet ville derfor falde fra 6 til 4 timer og profitraten fra 100 til 50%. Men den arbejder, der kræver en lønforhøjelse, vil gøre krav på den forøgede værdi af sit arbejde som enhver anden sælger af en vare, der -- så snart fremstillingsudgifterne for hans vare er steget - forsøger at få betalt denne forhøjede værdi. Hvis lønnen ikke stiger eller ikke stiger tilstrækkeligt til at udligne den forhøjede værdi af livsfornødenhederne, så vil arbejdets pris synke under arbejdets værdi, og arbejderens levefod vil blive forringet.

En ændring i modsat retning kan også finde sted. Som følge af arbejdets øgede produktivitet kunne samme mængde livsfornødenheder, som gennemsnitlig bruges pr. dag, synke fra 3 til 2 sh., eller der ville i stedet for 6 kun kræves 4 timer af arbejdsdagen for at frembringe modværdien til værdien af de livsfornødenheder, som han tidligere kunne købe for 3 sh. I virkeligheden ville arbejdets værdi være sunket, men denne mindskede værdi ville repræsentere samme mængde varer som tidligere. Så ville profitten stige fra 3 til 4 sh. og profitraten fra 100 til 200%. Skønt arbejderens absolutte levefod ville være den samme, så ville hans relative løn og derved hans relative samfundsmæssige stilling være sunket i sammenligning med kapitalistens. Hvis arbejderen skulle gøre modstand mod nedsættelsen af denne relative løn, så ville han dermed forsøge på at opnå andel i sit eget arbejdes øgede produktivkræfter og at opretholde sin tidligere relative samfundsmæssige stilling. Således har de engelske fabriksherrer foretaget en almindelig lønnedsættelse på 10% efter kornlovens ophævelse og under åbenlys krænkelse af de højtidelige løfter, som de havde givet under propagandaen mod kornlovene. I begyndelsen hæmmedes arbejdernes modstand, men senere blev de tabte 10% vundet tilbage igen under omstændigheder, som jeg ikke her kan komme nærmere ind på.

2. Værdien af livsfornødenhederne og som følge deraf værdien af arbejdet kan holde sig uforandret, men der kan som følge af en forudgående ændring i pengenes værdi indtræde en ændring i dens pengepris.

På grund af opdagelsen af rigere guldminer o.s.v. vil f. eks. to unser guld ikke kræve mere arbejde, end produktionen af en anse guld tidligere krævede. Guldets værdi vil så synke til halvdelen eller med 50%. Da værdien af alle andre varer så ville udgøre det dobbelte af den tidligere pengepris, så gælder dette også for arbejdets værdi. 12 arbejdstimer, som tidligere var udtrykt i 6 sh., vil nu være udtrykt i 12 sh. Hvis arbejderens Ion holder sig på 3 sh. i stedet for al, stige til 6 sh., så vil hans arbejdes pengepris kun svare til halvdelen af hans arbejdes værdi, og hans levefod ville blive frygteligt forringet. Dette vil også indtræde i stærkere eller svagere grad, når hans Ion nok stiger, pien ikke i forhold til faldet i guldværdien. I et sådant tilfælde ville intet som helst have ændret sig, hverken i arbejdets produktivkræfter eller i tilbud og efterspørgsel eller i værdien. Der ville ikke være sket forandring med noget undtagen med denne værdis pengenavne. Hvis man påstår, at arbejderen i det tilfælde ikke skulle gøre krav på en forholdsmæssig forhøjelse af lønnen, er det ensbetydende med at sige til ham, at lian må lade sig nøje med navne i stedet for med ting. Hele fortidens historie beviser, at kapitalisterne straks er rede til at benytte lejligheden til at bedrage arbejderne, så snart en sådan værdiforringelse af pengene indtræder. En meget stor skole af politiske økonomer fastslår, at sonor følge af nyopdagelse af guldlande, bedre udnyttelse af sølvværkerne og billigere levering af kviksølv er de ædle metallers værdi igen gået ned. Dette ville forklare den almindelige og samtidige kamp på kontinentet for at opnå højere Iøn.

3. Vi har hidtil antaget, at arbejdsdagen har bestemte grænser. Arbejdsdagen har dog i sig selv ingen faste grænser. Kapitalen bestræber sig stadig for at udvide sig til dens yderste fysisk mulige grænse, fordi merarbejdet og følgelig den deraf flydende profit vokser i samme grad. Jo mere det Iykkes kapitalen at forlænge arbejdsdagen, desto større er den mængde, som den kan tilegne sig af andre menneskers arbejde. I det 17., ja endog i de første to tredjedele af det 18. århundrede var 10-timers arbejdsdag det normale i hele

England. Under den anti-jakobinske krig, som i virkeligheden var det engelske aristokratis krig mod de engelske arbejdende klasser, fejrede kapitalen orgier og forlængede arbejdsdagen fra 10 til 12, 14, 18 timer. Malthus, som man på ingen måde kan mistænke for at være en overfølsom, sentimental mand, erklærede i et flyveskrift, som udkom omkring 1815, at hvis det blev ved med at gå på den måde, ville nationens liv være truet i sin rod. Nogle år for de nyopfundne maskiner blev almindelig indført, omkring 1765, udkom der i England et flyveskrift under titlen: "En afhandling om handelen". Den anonyme forfatter, en svoren fjende af arbejderklassen, udbreder sig deri om nødvendigheden af at udvide arbejdsdagens grænser. Blandt andet foreslår han til dette formål oprettelsen af arbejdshuse, der, som han siger, skulle være "huse til skræk og advarsel". Og hvor lang skal (len arbejdsdag være, som han foreslår i disse "huse til skræk og advarselo? Tolv timer, netop den tid, som af kapitalisterne, de politiske økonomer og ministrene i 1832 blev erklæret for at være ikke blot den faktisk bestående, men også den nødvendige arbejdstid for et barre under 12 år.

Idet arbejderen sælger sin arbejdskraft, og det er han nødt til at gøre under det nuværende system, overlader han kapitalisten brugen af denne kraft, men inden for visse fornuftige grænser. Han sælger sin arbejdskraft for at opretholde den - bortset fra det slid, der naturligt går på den -, men ikke for at ødelægge den. Når han sælger sin arbejdskraft til dens værdi i en dag eller en uge, er det dermed underforstået, at denne arbejdskraft ikke bliver udsat for 2 dages eller 2 ugers slid. Lad os tage en maskine til en værdi af 1000 pund. Hvis den bliver slidt op på 10 år, så vil den årlig føje 100 pund til værdien af de varer, ved hvis fremstilling den medvirker. Hvis den bliver slidt op på 5 år, så vil den årlig lægge 200 pund til værdien; værdien af det årlige slid står i ligefremt forhold til den hurtighed, hvormed den bliver slidt op. Men dette adskiller arbejderen fra maskinen. Maskinen slides ikke op i nøjagtigt det forhold, hvori den bruges. Mennesket derimod ødelægges i langt større målestok, end den blot talmæssige ophobning af arbejde angiver.

Arbejderne opfylder kun en pligt mod sig selv og deres klasse i deres bestræbelser for igen at bringe arbejdsdagen tilbage til dens tidligere fornuftige udstrækning eller - hvor de ikke kan gennemtvinge nogen lovfæstelse af normalarbejdsdagen - for at sætte en stopper for overarbejdet ved en lønforhøjelse, en forhøjelse, som ikke blot står i forhold til det udpressede overarbejde, men er af langt større omfang. De sætter kun skranker for kapitalens tyranniske, uretmæssige tilegnelse. Det er tiden, der afgiver plads for den menneskelige . udvikling. Et menneske, der ikke har nogen fritid til rådighed, hvis hele levetid, bortset fra de rent fysiske afbrydelser, som søvn, måltider o.s.v. kræver, er optaget af arbejde for kapitalisten, han er mindre end et lastdyr. Han er blot en maskine til frembringelse af fremmed rigdom, legemligt knækket og åndeligt brutaliseret. Og dog viser hele den moderne industris historie, at kapitalen, hvis den ikke bliver standset, hensynsløst og ubarmhjertigt arbejder henimod at trykke arbejderklassen ned på dette niveau af den dybeste fornedrelse.

Kapitalisten kan ved forlængelse af arbejdsdagen betale højere løn og alligevel sænke arbejdets værdi, hvis lønforhøjelsen ikke svarer til den større mængde udpresset arbejde og det således fremkaldte hurtigere forfald af arbejdskraften. Dette kan også ske på en anden måde. Jeres borgerlige statistikere vil f. eks. fortælle jer, at gennemsnitslønnen for de familier, som arbejder i Lancashires fabrikker, er steget. De glemmer, at i stedet for manden, familiens overhoved, er nu hele familien, hans kone og måske 3-4 børn kastet under hjulene på den Juggernaut, som kapitalen er, og at

forhøjelsen af den samlede løn ikke svarer til det samlede merarbejde, som er blevet presset ud af familien.

Selv med bestemte grænser for arbejdsdagen, sådan som det nu findes i alle de industrigrene, som er underkastet fabriksloven, kan en forhøjelse af lønnen blive nødvendig, blot for at bevare arbejdets værdi på det gamle niveau. Ved at forøge arbejdsintensiteten kan enhver komme til at bruge lige så megen livskraft i en time som tidligere i to. Dette skete til en vis grad faktisk i de industrier, som fabriksloven omfatter, gennem maskinernes øgede fart og det større antal arbejdsmaskiner, som en enkelt mand nu skal passe. Hvis stigningen i arbejdets intensitet eller forøgelsen i den mængde arbejde, der bruges i en time, holder trit med afkortningen af arbejdsdagen, så vil den arbejdende dog være den vindende. Overskrides denne grænse, så taber han på den ene side, hvad han vinder på den anden; og 10 arbejdstimer vil så virke lige så skadeligt som tidligere 12 timer. Ved at modarbejde disse bestræbelser fra kapitalens side, ved at kæmpe for lønforhøjelser, som svarer til den stigende arbejdsintensitet, modsætter arbejderen sig kun, at hans arbejdes værdi forringes, og at hans klasse trykkes ned i elendighed.

4. I ved alle sammen, at den kapitalistiske produktion, af grunde, som jeg ikke behøver at forklare her, bevæger sig i bestemte periodiske kredsløb. Den gennemløber en tilstand af ro, af voksende livlighed, blomstring, overproduktion, krise og stagnation. Varernes markedspriser og profitraten følger disse stadier, idet de snart synker under gennemsnittet og så igen overskrider det. Hvis man betragter hele kredsløbet, så vil man se, at en afvigelse fra markedsprisen udlignes af en anden, og at varernes markedspriser reguleres af deres værdi, når man betragter gennemsnittet af dette kredsløb. Godt. I de synkende markedsprisers stadium og i krisens og stagnationens stadium er arbejderen ganske sikker på, at lønnen bliver nedsat, hvis han ikke simpelt hen mister sit arbejde. For ikke at blive bedraget må han selv ved et sådant fald i markedspriserne slås med kapitalisten om, i hvilken grad en nedsættelse af lønnen er blevet nødvendig. Hvis han ikke i blomstringens stadium, i den tid, da der blev tjent ekstra profit, har kæmpet for lønforhøjelse, så vil han i det industrielle kredsløbs gennemsnit ikke engang få sin gennemsnitsløn eller værdien af sit arbejde. Det ville være toppunktet af forrykthed at forlange, at arbejderen, hvis løn det nødvendigvis går ud over i kredsløbets nedadgående stadium, skulle udelukke sig selv fra en tilsvarende udligning i det stadium, hvor forretningen går godt. I almindelighed realiseres værdien af alle varer kun gennem udligningen af de stadigt skiftende markedspriser, som har deres oprindelse i de bestandige svingninger mellem tilbud og efterspørgsel. På grundlag af det nuværende system er arbejdet kun en vare som enhver anden. Det må derfor gøre de samme svingninger for at nå til en gennemsnitspris, som svarer til dets værdi ville være en meningsløshed på den ene side at behandle arbejdet som en vare og på den anden side at ville stille det uden for de love, som bestemmer varernes priser. Slaven får en konstant og bestemt mængde til sit underhold; lønarbejderen får det ikke. Han må forsøge at gennemføre en lønforhøjelse i det ene tilfælde, selv om det kun er for at skaffe udligning for en lønnedgang i det andet tilfælde. Hvis han ville nøjes med at tage kapitalistens vilje og diktat for en varig økonomisk lov, ville han dele slavens elendighed uden at nyde slavens sikrede stilling.

5. I alle de tilfælde, jeg har taget op til behandling - og sådan forholder det sig med 99 af 100 - har I set, at en kamp om lønforhøjelse kun sætter' ind som følge af forudgående ændringer og er det nødvendige resultat af forudgående ændringer i produktionsmængden, af arbejdets produktivkraft, af arbejdets værdi, pengenes værdi, længden eller intensiteten af det udpressede arbejde, af svingningerne i markedspriserne, som afhænger af svingningerne i tilbud og efterspørgsel og foregår i overensstemmelse med de forskellige stadier i det industrielle kredsløb, kort sagt: arbejdernes reaktioner mod kapitalens forudgående handlinger. Hvis I behandler kampen om lønforhøjelser uafhængigt af alle disse omstændigheder og kun ser på forandringerne i lønnen og overser alle de andre forandringer, som de udspringer af, så går I ud fra falske forudsætninger og må komme til falske følgeslutninger.