II. Bankerne og deres nye rolle

Bankernes grundlæggende og oprindelige virksomhed er betalingsformidling. I forbindelse hermed forvandler bankerne passiv pengekapital til aktiv, dvs. profitbringende kapital, de samler pengeindkomster af enhver art og stiller dem til kapitalklassens disposition.

Efterhånden som bankvæsenet udvikler sig og koncentreres i nogle få institutioner, vokser bankerne ud af deres beskedne rolle som formidlerne og bliver almægtige monopolindehavere, som råder over næsten alle kapitalisters og mindre næringsdrivendes pengekapital samt over den største del af produktionsmidlerne og råstofkilderne i det pågældende land eller i en række lande. Denne forvandling fra talrige formidlere til en håndfuld monopolindehavere udgør en af grundprocesserne i kapitalismens udvikling til kapitalistisk imperialisme, og derfor må vi først og fremmest opholde os ved bankvæsenets koncentration.

I 1907-08 androg indskuddene i alle tyske bankselskaber med en aktiekapital på over en million mark 7 milliarder mark; i 1912-13 allerede 9,8 milliarder. Det giver en forøgelse på 40% i løbet af fem år; og af disse 2,8 milliarders tilvækst falder 2,75 milliarder på 57 banker, som hver råder over en kapital på mere end 10 millioner mark. Fordelingen af indskuddene mellem stor- og småbanker var som følger [1] :

Småbankerne fortrænges af storbankerne, af hvilke alene de 9 har næsten halvdelen af samtlige indskud. Og herved er endda meget ladt ude af betragtning, f. eks. det forhold, at en hel række småbanker er blevet faktiske filialer af storbankerne osv. Dette behandles mere udførligt nedenfor.

Ved slutningen af 1913 takserer Schulze-Gaevernitz indskuddene i de 9 berliner-storbanker til 5,1 milliarder mark af i alt 10 milliarder. Med henblik ikke alene på indskuddene, men på den samlede bankkapital, skriver samme forfatter: »De 9 berlinske storbanker og de tilknyttede institutter forvaltede ved udgangen af 1909 11,3 milliarder mark, altså ca. 83% af den samlede tyske bankkapital. Deutsche Bank, som sammen med sine koncernbanker forvalter op mod 3 milliarder mark, er ved siden af den prøjsiske jernbaneforvaltning den største – og samtidig mest decentraliserede – kapitalansamling i den den gamle verden.« [2]

Vi har fremhævet henvisningen til de »tilknyttede« banker, for dette er en af de vigtigste ejendommeligheder ved den moderne kapitalistiske koncentration. Storvirksomhederne, og særlig bankerne, ikke alene direkte sluger småvirksomhederne, men »indlemmer« dem, undertvinger dem, og slutter dem til »deres« gruppe, deres »koncern« – som det teknisk hedder – ved »deltagelse« i deres kapital, ved opkøb eller udveksling af aktier, ved et system af gældsforhold osv. osv. Professor Liefmann har skrevet et helt stort »værk« på et halvt tusind sider om de moderne »investerings- og finansieringsselskaber«, [3] idet han dog til sit ofte ufordøjede råmateriale desværre har føjet temmelig underlødige »teoretiske« betragtninger. Hvad dette »deltagelses«-system kommer til at betyde for koncentrationen, vises bedst i bankmanden Riessers værk om de tyske storbanker. Før vi anfører hans tal, vil vi dog give et konkret eksempel på dette »deltagelses«-system.

Deutsche Banks »gruppe« er en af de største – om ikke den største – af alle de store bankers grupper. Når man betragter de vigtigste tråde, der binder alle banker i denne gruppe sammen, må man skelne mellem »deltagelse« af første, anden og tredje grad eller, hvad der er det samme, mellem afhængighed (af Deutsche Bank) af første anden og tredje grad. Det giver følgende billede [4] :

Til de 8 banker af 1. afhængighedsgrad, der er underkastet Deutsche Bank »med vekslende interesse«, hører 3 udenlandske banker: en østrigsk (Wiener Bankverein) og to russiske (Sibirisk Handelsbank og Russisk Bank for Udenrigshandel). I alt hører 87 banker direkte og indirekte, helt eller delvis til Deutsche Banks gruppe, og den samlede sum af egen og fremmed kapital, som denne gruppe råder over, beløber sig til 2-3 milliarder mark.

Det er klart, at en bank, som står i spidsen for en sådan gruppe, og som træffer overenskomster med et halvt dusin ikke meget mindre banker om særligt store og fordelagtige finansoperationer som statslån o.l., er vokset langt ud over »formidlerrollen« og er blevet til en sammenslutning af en håndfuld monopolindehavere.

Med hvilken hastighed bankvæsenets koncentration foregik i Tyskland netop i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, ses af følgende – her forkortede – oplysninger fra Riessers værk:

Vi ser, hvor hurtigt der opstår et tæt net af kanaler, der omfatter hele landet, centraliserer samtlige kapitaler og pengeindkomster og forvandler tusinder og atter tusinder af splittede virksomheder til en eneste kapitalistisk nationalhusholdning og sluttelig til en kapitalistisk verdenshusholdning. Den »decentralisering«, som Schulze-Gaevernitz som repræsentant for vore dages borgerlige politiske økonomi taler om i det oven for anførte citat, består i virkeligheden i, at et stadigt større antal tidligere forholdsvis »selvstændige« eller rettere lokalt begrænsede økonomiske enheder underkastes et enkelt centrum. Altså i virkeligheden centralisering, en styrkelse af de monopolistiske giganters rolle, betydning og magt.

I de ældre kapitalistiske lande er dette »banknet« endnu tættere. I England (med Irland) androg antallet af alle bankers afdelinger i 1910 7151. Fire storbanker havde over 400 afdelinger hver (fra 447 til 689), fire andre over 200 hver og 11 over 100 hver.

I Frankrig udviklede tre storbanker, Crédit Lyonnais, Comptoir National og Société Générale, deres operationer og deres afdelingsnet på følgende måde [5] :

For at karakterisere en moderne storbanks »forbindelser« anfører Riesser antallet af breve, afsendt og modtaget af en af de største banker i Tyskland og i hele verden: Disconto-Gesellschaft (som i 1914 havde en kapital på 300 millioner mark):

I den parisiske storbank Crédit Lyonnais steg antallet af konti fra 28.535 i 1875 til 633.539 i 1912. [6]

Disse enkle tal viser måske tydeligere end lange betragtninger, hvorledes bankernes betydning ændres grundlæggende ved kapitalens koncentration og omsætningens vækst. Af de opsplittede kapitalister opstår en eneste kollektiv kapitalist. Når en bank fører kontokurant for bestemte kapitalister, udfører den tilsyneladende en rent teknisk funktion, en simpel hjælpeoperation. Men når denne operation antager gigantiske dimensioner, så viser det sig, at en håndfuld monopolister underlægger sig hele det kapitalistiske samfunds handels- og industrioperationer, idet de – gennem deres bankforbindelser, gennem kontokuranter og andre finansoperationer – får mulighed for først at få præcist kendskab til de enkelte kapitalisters forretningsmæssige stilling, dernæst at kontrollere dem, øve indflydelse på dem ved hjælp af udvidelse eller indskrænkning, lettelse eller stramning af kreditten, og endelig fuldstændig at bestemme over deres skæbne, fastsætte deres rentabilitet, unddrage dem kapital eller give dem mulighed for hurtigt og i stor målestok at forøge deres kapital osv.

Vi nævnede før det berlinske Disconto-Gesellschaft med en kapital på 300 millioner mark. Disconto-Gesellschafts kapitalforøgelse var en af episoderne i kampen om hegemoniet mellem to af de allerstørste berlinerbanker, Deutsche Bank og Disconto-Gesellschaft. I 1870 var den første endnu ny og havde en kapital på i alt 15 millioner, den anden på 30 millioner. I 1908 havde den første en kapital på 200 mill., den anden på 170 mill. I 1914 hævede den første sin kapital til 250 mill., den anden hævede ved fusion med en anden storbank af første klasse, Schaaffhausenscher Bankverein, sin til 300 mill. Og naturligvis går denne kamp om hegemoniet hånd i hånd med stadig hyppigere og fastere »overenskomster« mellem de to banker. Her er de konklusioner, som denne udviklingsgang pånøder bankspecialister, der ser på økonomiske spørgsmål fra et synspunkt, der på ingen måde går ud over grænserne for den mest moderate og propre borgerlige reformisme:

»Andre banker vil følge ad den samme vej,« skrev det tyske tidsskrift Die Bank i anledning af Disconto-Gesellschafts kapitalforøgelse til 300 millioner mark, »... og de 300 personer, som i dag regerer Tyskland økonomisk, vil med tiden blive til 50, 25 eller endnu færre. Det er heller ikke at vente, at den seneste koncentrationsbevægelse vil indskrænke sig til bankerne. De nærmere forbindelser mellem enkelte banker fører ganske naturligt også til en tilnærmelse mellem de af dem patroniserede industrikoncerner ... Og en dag vil vi vågne op og gnide øjnene: omkring os ser vi lutter truster, foran os står nødvendigheden af at afløse privatmonopolerne med statsmonopoler. Og dog har vi i grunden ikke andet at bebrejde os, end at vi har overladt tingene til deres fri udvikling, fremskyndet forløbet lidt.« [7]

Dette er et mønstereksempel på hjælpeløsheden hos den borgerlige skribentvirksomhed, som den borgerlige videnskab kun adskiller sig fra ved mindre oprigtighed og ved bestræbelserne på at tilsløre tingenes væsen, på at skjule skoven i træer.

Man »gnider øjnene« i anledning af koncentrationens følger, man retter »bebrejdelser« mod det kapitalistiske Tysklands regering eller mod det kapitalistiske »samfund« (»os«), man er bange for den »fremskyndelse« af koncentrationen, der bevirkes af indførelsen af aktier, som den tyske specialist i karteller Tschierschky er det, idet han frygter de amerikanske truster og »foretrækker« de tyske karteller, fordi de efter hans mening »ikke fremskynder den tekniske og økonomiske udvikling så overdrevent som trusterne« [8] – er det mon ikke hjælpeløshed?

Men kendsgerninger er og bliver kendsgerninger. I Tyskland er der ingen truster, der findes »kun« karteller, men landet regeres af højst 300 kapitalmagnater. Og deres tal bliver stadig mindre. I alle tilfælde, i alle kapitalistiske lande og under enhver form for banklovgivning forstærkes og fremskyndes kapitalkoncentrationen og monopoldannelsen enormt af bankerne.

Med bankerne »er ganske vist formen for en almen bogføring og fordeling af produktionsmidlerne på samfundsmæssig skala givet, men også kun formen.« – skrev Marx for et halvt århundrede siden i Kapitalen (russisk oversættelse bind 3, del 2, s. 144) [9] . De her anførte tal om bankkapitalens vækst, om forøgelsen i storbankernes antal af kontorer og afdelinger, antallet af konti osv., viser os konkret denne »almene bogføring« for hele kapitalistklassen, og endda ikke alene for kapitalisterne, for bankerne samler jo – selv om det så kun er forbigående – alle mulige pengeindkomster, både fra de små næringsdrivende, fra funktionærerne og fra et forsvindende lille overlag af arbejdere. En »almen fordeling af produktionsmidlerne« vokser formelt set frem af de moderne banker, hvoraf de største – 3-6 i Frankrig, 6-8 i Tyskland – råder over milliarder og atter milliarder. Men efter sit indhold er denne fordeling af produktionsmidlerne slet ikke »almen«, men privat, dvs. tilpasset efter storkapitalens – og i første række den største, den monopolistiske kapitals interesser, den kapital der opererer under forhold, hvor befolkningens masser halvsulter, hvor landbrugets hele udvikling står håbløst tilbage for industriens, og hvor »sværindustrien« kan kræve sin tribut af alle andre industrigrene.

Med hensyn til samfundsmæssiggørelsen af den kapitalistiske økonomi så begynder sparekasser og postvæsenet at konkurrere med bankerne, fordi de er mere »decentraliserede«, dvs. drager flere områder, et større antal afsides liggende egne og bredere befolkningslag ind under deres indflydelse. Her er nogle sammenligningstal, samlet af en amerikansk kommission, angående udviklingen i bank- og sparekasseindskud [10] :

Sparekasserne, som betaler 4-4¼% i rente af indskud, er nødt til at søge en »rentabel« anbringelse for deres kapitaler, indlade sig på veksel-, hypoteks- og andre operationer. Grænserne mellem bankerne og sparekasserne »udviskes mere og mere«. For eksempel kræver handelskamrene i Bochum og Erfurt, at det skal »forbydes« sparekasserne at udføre »rene« bankoperationer, som f. eks. vekseldiskontering, og at postkontorernes »bankvirksomhed« indskrænkes. [11] Man skulle tro, bankmagnaterne var bange for, at et statsmonopol skulle snige sig ind på dem fra en uventet kant. Men denne frygt overskrider givetvis ikke grænserne for konkurrencen mellem, lad os sige, to afdelingschefer i samme departement. For på den ene side er det, når alt kommer til alt, de samme bankmagnater, som disponerer også over sparekassernes milliardkapitaler; og på den anden side er et statsmonopol i det kapitalistiske samfund blot et middel for en eller anden industrigrens næsten bankerotte millionærer til at forøge og sikre deres indtægter.

Det forhold, at den gamle kapitalisme med den fri konkurrences herredømme afløses af den nye kapitalisme med monopolets herredømme, finder bl.a. udtryk i et fald i børsernes betydning. »Børsen«, læser vi i tidsskriftet Die Bank, »er for længst ophørt med at være den uundværlige formidler af omsætningen, som den var tidligere, da bankerne endnu ikke kunne anbringe de fleste emissioner hos deres kunder.« [12]

»»Hver bank er en børs,« er en talemåde, der er des sandere, jo større banken er, og jo stærkere koncentrationen i bankvirksomhed gør fremskridt.« [13] »Var det i sin tid i halvfjerdserne en ungdommeligt udskejende børs,« (en »fin« hentydning til børskrakket i 1873 [14] , Gründerskandalerne [15] osv.) »som indledte Tysklands industrialisering, ... så kan bankerne og industrien nu 'klare den selv'. Vore storbankers børsherredømme ... er ikke andet end et udtryk for den fuldt organiserede tyske industristat. Når dermed området for de automatisk virkende økonomiske love beskæres, og området for bankernes bevidste regulering udvides overordentligt, så vokser nogle få ledende personers ansvar dermed umådeligt«. Således skriver den tyske professor Schulze-Gaevernitz, [16] den tyske imperialismes apologet, en autoritet for imperialister i alle lande, en mand, som søger at tilsløre »en bagatel«, nemlig at denne bankernes »bevidste regulering« består i en håndfuld »fuldt organiserede« monopolisters udplyndring af folk. En borgerlig professors opgave består jo ikke i at klarlægge hele denne mekanik og afsløre bankmonopolisternes manipulationer, men tværtimod i at besmykke dem.

På samme måde Riesser, der som bankmand og nationaløkonom er en endnu større autoritet: han affærdiger kendsgerninger, som ikke lader sig omgå, med et par intetsigende fraser: »Heraf følger da også, at børsen mere og mere taber den for hele erhvervslivet og omsætningen af værdipapirer nødvendige egenskab at være ikke alene det fineste måleinstrument, men også en 'næsten automatisk virkende regulator for de økonomiske bevægelser, der mødes i den' ...« [17]

Med andre ord: den gamle kapitalisme, den fri konkurrences kapitalisme med børsen som ubetinget nødvendig regulator, forsvinder i det forgangne. Den er blevet afløst af en ny kapitalisme, som bærer tydelige spor af at være en overgang, en blanding mellem fri konkurrence og monopol. Det spørgsmål opstår da naturligt: hvad er det denne nyeste kapitalisme »går over« i – men de borgerlige lærde viger tilbage for at rejse dette spørgsmål.

»For tredive år siden gjorde frit konkurrerende næringsdrivende ni tiendele af det økonomiske arbejde, der ikke som manuelt arbejde tilfaldt »arbejderen«. Nu udretter funktionærerne ni tiendedele af dette økonomiske hjernearbejde. Bankerne står i spidsen for denne udvikling.« [18] Denne indrømmelse fra Schulze-Gaervernitz fører på ny ind på spørgsmålet om, hvad den nyeste kapitalisme, kapitalismen i dens imperialistiske stadium er overgangen til. – – –

Mellem de få banker, som i kraft af koncentrationsprocessen står i spidsen for den samlede kapitalistiske økonomi, gør der sig naturligvis i stadig højere grad bestræbelser gældende for at træffe en monopolistisk aftale, for at danne en banktrust. I Amerika behersker ikke ni, men to vældige bankkoncerner – milliardærerne Rockefellers og Morgans – en kapital på 11 milliarder mark. [19] I Tyskland foranledigede Disconto-Gesellschafts ovenfor omtalte opslugning af Schaaffhausenscher Bankverein følgende kommentarer i børsinteressenternes blad, Frankfurter Zeitung [20] :

»Med den fremadskridende koncentrationsbevægelse indsnævres stadig den kreds, som man kan henvende sig til med større kreditkrav, således at storindustriens afhængighed af nogle få bankkoncerner tiltager. På grund af den indre sammenhæng mellem industri og finans bliver bevægelsesfriheden indskrænket i de industriselskaber, der er henvist til bankkapital. Derfor betragter storindustrien den tiltagende trust-dannelse inden for bankverdenen med blandede følelser; der viser sig jo allerede på flere måder tilløb til visse aftaler mellem de enkelte storbankkoncerner, gående ud på en konkurrencebegrænsning.« [21]

Det sidste ord i bankvæsenets udvikling er bestandig monopolet.

Hvad den nære sammenhæng mellem banker og industri angår, så viser bankernes nye rolle sig måske netop tydeligst på dette område. Når bankerne diskonterer en bestemt erhvervsdrivendes veksler eller åbner ham en kontokurant osv., så formindsker disse operationer, enkeltvis betragtet, aldeles ikke denne erhvervsdrivendes selvstændighed, og banken forbliver i den beskedne formidlers rolle. Men så snart operationerne øges og bliver en fastslået praksis, så snart banken »samler« kapitaler af uhyre dimensioner i sin hånd, så snart banken – som det jo er tilfældet – gennem kontokuranten stadig mere detaljeret og fuldstændigt kommer til at kende kundens økonomiske forhold, bliver resultatet for industrikapitalisten en stadig mere fuldstændig afhængighed af banken.

Samtidig udvikler der sig så at sige en personalunion mellem bankerne og de større industri- og handelsforetagender, en sammensmeltning af dem ved aktiebesiddelse, ved bankdirektørernes indtræden i handels- og industriforetagendernes bestyrelse (eller direktion) og omvendt. Den tyske nationaløkonom Jeidels har samlet nøjagtige data om denne form for koncentration af kapital og virksomheder. De seks største berlinske banker var ved deres direktører repræsenteret i 344 industriselskaber og ved deres bestyrelsesmedlemmer i yderligere 407, altså i alt i 751 selskaber. I 289 selskaber havde de enten to medlemmer i bestyrelsen eller besatte formandsposten. Blandt disse handels- og industriselskaber finder vi de mest forskelligartede industrigrene, såvel som forsikringsselskaber og transportvirksomhed, restauranter, teatre, kunstindustri osv. Omvendt sad (1910) i de samme seks bankers bestyrelser 51 storindustrielle, deriblandt en direktør for Krupp, en fra Hapag (Hamburg-Amerika-linien) osv., osv. Hver af disse seks banker havde fra 1895 til 1910 været med til at ordne flere hundrede industriselskabers aktie- og obligationsudstedelser; antallet varierer fra 281 til 419. [22]

Bankernes »personalunion« med industrien fuldstændiggøres ved flere selskabers »personalunion« med regeringen. Jeidels skriver: »Bestyrelsesposter stilles frivilligt til rådighed for personer med navne, der klinger godt, også tidligere statsembedsmænd, som igennem deres forbindelser med myndighederne kan skaffe adskillige lettelser(!!)« ... »I en storbanks bestyrelse findes almindeligvis ... et parlamentsmedlem eller et medlem af Berlins kommunalbestyrelse.«

De store kapitalistiske monopolers opståen og udformning går altså frem for fuld damp på såvel »naturlig« som »overnaturlig« måde. Der udvikler sig systematisk en vis arbejdsdeling mellem det moderne kapitalistiske samfunds nogle hundreder finanskonger:

»Side om side med denne udvidelse af virkefeltet for enkelte storindustrielle« (som indtræder i bankernes bestyrelse osv.), »og provinsdirektørers begrænsning til et bestemt industriområde, sker der en stigende specialisering blandt storbankernes ledere med henblik på særlige forretningsgrene. Denne specialisering er først mulig, når den samlede bankforretning og specielt industriforbindelserne har antaget et stort omfang. Denne arbejdsdeling går i to retninger, således at forbindelsen med industrien som helhed anvises en af direktørerne som hans specielle arbejdsområde, og således at desuden hver af direktørerne yderligere overtager kontrollen med enkelte isolerede eller flere med hensyn til erhverv og interesser beslægtede virksomheder, som bestyrelsesmedlem i disse« (kapitalismen er allerede blevet moden til en organiseret kontrol over de enkelte virksomheder). »Den indenlandske industri, undertiden også den vesttyske alene« (det vestlige Tyskland er industrielt højst udviklet), »bliver den enes område, forbindelserne med staterne og med udlandets industri, personligheder, børsforretning osv. de andres specialitet. Ved siden af har så den enkelte bankdirektør ofte en særlig industrigren eller en særlig egn, hvor han som bestyrelsesmedlem har noget at sige; én sidder særlig i elektricitetsselskabers bestyrelse, en anden i kemiske fabrikkers, bryggeriers eller sukkerfabrikkers, atter andre finder man kun i få isolerede industriforetagender, men til gengæld des oftere i ikke-industrielle selskaber som f. eks. i forsikringsbranchen ... Sikkert er det, at i samme grad som forretningens omfang og mangesidethed vokser i storbankerne, griber en arbejdsdeling om sig mellem lederne med det formål (og det resultat) at hæve dem på en vis måde udover de rene bankforretninger og gøre dem mere dømmekraftige og sagkyndige i industriens almene og i de enkelte industrigrenes specielle spørgsmål og dermed gøre dem mere handledygtige inden for bankens industrielle indflydelsessfære. Dette banksystem kompletteres ved bestræbelserne for at indvælge personer med særlig industriel sagkundskab, industrielle, tidligere embedsmænd, særlig fra jernbanevæsenet og bjergværkerne, i deres egne eller deres underbankers ledelse« osv. [23]

Beslægtede institutioner, kun i en lidt anden form, finder vi også i det franske bankvæsen. En af Frankrigs tre største banker, Crédit Lyonnais, har f. eks. indrettet en særlig »afdeling for indsamling af finansinformationer« (Service des études financières). Der arbejder til stadighed over 50 personer, ingeniører, statistikere, økonomer, jurister osv. Omkostningerne ved dette kontor beløber sig til 6-700.000 francs årligt. Det er delt i otte underafdelinger: den ene indsamler oplysninger specielt om industriforetagender, den anden dyrker almindelig statistik, den tredje studerer jernbaner og dampskibsselskaber, den fjerde fonds, den femte finansberetninger osv. [24]

Følgen er på den ene side en stadig større sammensmeltning, eller med N. I. Bukharins rammende udtryk, sammenvoksen af bankkapital og industrikapital, og på den anden side bankernes vækst til institutioner af virkelig »universel karakter«. Vi anser det for nødvendigt at anføre Jeidels' klare udtalelser om dette spørgsmål. Han er den, der mest indgående har studeret denne sag:

»Resultatet af disse undersøgelser angående industriforbindelserne i deres helhed viser den universelle karakter, som de finansinstitutter, der beskæftiger sig med industrien, antager: i modsætning til andre bankformer, og i modsætning til det krav, der undertiden opstilles i litteraturen, at bankerne for ikke helt at miste fodfæstet skulle specialisere sig inden for et bestemt område eller erhverv, søger storbankerne at forme deres forbindelser med industrielle foretagender så mangesidet som muligt m.h.t. sted og erhvervsgren for i så høj grad som muligt at udligne de historisk bestemte uligheder i den geografiske og erhvervsmæssige fordeling. At gøre forbindelsen med industrien almen er den ene tendens, at gøre den varig og intensiv er den anden; begge tendenser er om ikke helt og fuldt så dog i næsten lige høj grad allerede virkeliggjort i de seks storbanker.«

Fra industri- og handelskredse hører man ofte klage over bankernes »terrorisme«. Det er ikke så underligt, at sådanne klager fremkommer, når storbankerne »kommanderer« som det følgende eksempel viser. Den 19. november 1901 henvendte en af de berlinske D-banker (navnene på de fire største berlinske banker begynder med D) sig til det nordvest-midttyske cementsyndikats bestyrelse med følgende brev: »Efter Deres selskabs i Statstidende for 18. ds. offentliggjorte bekendtgørelse må vi regne med muligheden af, at der på den generalforsamling, som finder sted den 30. ds., vil blive vedtaget beslutninger, der kan være egnede til at hidføre os ubehagelige ændringer i Deres forretningsgang. Af denne grund ser vi os til vores store beklagelse nødsaget til hermed at opsige den Dem indrømmede kredit ... Besluttes der imidlertid på den anførte generalforsamling intet, der er os ubehageligt, og beskyttes vi ved passende garantier også for fremtiden, erklærer vi os gerne beredt til at træde i forhandling med Dem angående åbning af en ny kredit.« [25]

I grunden samme klager som den mindre kapital fremsætter over storkapitalens tryk, kun at det her er et helt syndikat, som er kommet i de »små«s stilling! Den gamle kamp mellem mindre kapital og storkapital gentager sig her på et nyt, langt højere udviklingstrin. Selvfølgelig kan storbankernes milliardforetagender også fremme de tekniske fremskridt med midler, som der ikke tidligere har kunnet være tale om. Bankerne opretter f. eks. særlige selskaber til tekniske undersøgelser, hvis resultater naturligvis kun kommer de »venligt sindede« virksomheder til gode. Til sådanne selskaber hører Selskabet til Studium af Elektriske Jernbaner, Centralbureauet for Videnskabelig-teknisk Forskning osv.

Selv storbankernes ledere kan ikke undgå at se, at nye forhold er ved at opstå i samfundsøkonomien, men de står magtesløse over for dem:

»Den, der har iagttaget personskiftet i storbankernes direktioner og bestyrelser i de sidste år«, skriver Jeidels, »har måttet bemærke, hvorledes der efterhånden kom personer til roret, som anså en aktiv indgriben i industriens hele udvikling for en nødvendig, stadig mere aktuel opgave for storbankerne, og hvorledes der opstod en saglig og ofte personlig modsætning mellem dem og bankernes ældre direktører. Det drejer sig egentlig her om, hvorvidt bankerne ved at gribe ind i den industrielle produktion ikke skader deres forretning som kreditinstitut, at de solide grundsætninger og den sikre gevinst ofres til fordel for en virksomhed, der ikke har noget at gøre med kreditformidling, og som fører banken ud på et område, hvor den i endnu højere grad end før er udsat for de industrielle konjunkturers blinde skiften. Mens mange af de ældre bankdirektører mener dette, anser de fleste af de yngre den aktive indgriben i industrielle spørgsmål for en nødvendighed, den samme nødvendighed, som med den moderne storindustrielle udvikling har skabt storbankerne og nutidens industrielle bankforretning. Kun én ting er begge parter enige om: at faste grundsætninger og et konkret mål for storbankernes nye virksomhed endnu ikke eksisterer.« [26]

Den gamle kapitalisme har overlevet sig selv. Den ny er en overgang til noget andet. At ville finde »faste grundsætninger og et konkret mål« for monopolernes »forsoning« med den fri konkurrence er naturligvis håbløst. Praktikernes indrømmelser lyder ganske anderledes end de officielle lovsange, som apologeter som Schulze-Gaevernitz, Liefmann og lignende »teoretikere« synger over den »organiserede« kapitalismes herligheder.

På hvilket tidspunkt falder den endelige konsolidering af storbankernes »nye virksomhed«? På dette vigtige spørgsmål finder vi et temmelig nøjagtigt svar hos Jeidels:

»Industriforbindelserne med deres nye indhold, nye former og nye organer, altså de på én gang centralistisk og decentralistisk organiserede storbanker, opstod næppe som karakteristisk samfundsøkonomisk fænomen før 90'erne; på en vis måde kan man endda først sætte begyndelsen ved 1897 med de store fusioner, som først indførte nye former for decentralistisk organisation på grund af industriel bankpolitik, eller man kan måske skyde den ud til et endnu senere tidspunkt, fordi den følgende krise i 1900 fremskyndede og skærpede koncentrationsprocessen, både i industrien og i bankvæsenet, og fordi det først var den, der for alvor skabte storbankernes monopol på industriforbindelser og gjorde disse fastere og intensivere i alle detaljer.« [27]

Det 20. århundrede er altså vendepunktet fra den gamle til den nye kapitalisme, fra kapitalens herredømme i almindelighed til finanskapitalens herredømme.«

Noter

[1]: