Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

II. Hvad hr. Dühring lover

De skrifter af hr. Dühring, som her især er af interesse for os, er hans ”Cursus der Philosophie”, hans ”Cursus der National- und Sozialokonomie” og hans ”Kritische Geschichte der Nationalokonomie und des Sozialismus”. Til en begyndelse vil vi fortrinsvis interessere os for det førstnævnte værk.

Straks på første side præsenterer hr. Dühring sig selv som den,

”der gør krav på at repræsentere denne magt" (filosofiens magt) ”i sin samtid og hvad angår dens foreløbig overskuelige udfoldelse.” [1]

Han erklærer altså sig selv for at være den eneste sande filosof i samtiden og i ”overskuelig” fremtid. Den, der afviger fra ham, afviger fra sandheden. Mange personer har, også før hr. Dühring, tænkt noget lignende om sig selv, men han er - bortset fra Richard Wagner - vel nok den første, der med sindsro siger det om sig selv. Og oven i købet er den sandhed, der her er på tale

”en endegyldig inappellabel sandhed”.

Hr. Dührings filosofi er

”det naturlige system eller virkelighedsfilosofien... virkeligheden tænkes i dette system på en måde, der udelukker enhver tilbøjelighed til en drømmende eller subjektivistisk indskrænket verdensforestilling".

Denne filosofi er altså således beskaffen, at den løfter hr. Dühring op over grænserne for den personlig-subjektive indskrænkethed, hvis eksistens han ikke kan benægte. Dette er også højst påkrævet, hvis han skal være i stand til at fastslå endegyldige inappellable sandheder, skønt vi indtil nu ikke kan indse, hvordan miraklet skal fuldbyrdes.

Dette ”naturlige system at viden, der i sig selv er værdifuld for ånden”, har, ”uden at det går ud over tankens dybde, med sikkerhed fastslået tilværelsens grundformer”. Ud fra sit ”virkelig kritiske standpunkt" tilbyder det ”elementerne til en virkelig filosofi, som følgelig orienterer sig mod naturens og livets virkelighed, og som ikke tolererer nogen blot tilsyneladende horisont. men i sin magtfuldt omvæltende bevægelse opruller den indre og ydre naturs himmel og jord”; det er en ”ny tænkemåde” og dets resultater er ”i bund og grund ejendommelige resultater og anskuelser... systemskabende tanker... fastslåede sandheder”. Vi har foran os ”et arbejde, som må stige sin kraft i det koncentrerede initiativ” - hvad det så skal betyde; en ”undersøgelse, der går helt til roden... en dybt original videnskab... en strengt videnskabelig opfattelse af ting og mennesker... et alsidigt gennemtrængende tankearbejde... et skabende udkast til de af tanken beherskede forudsætninger og følger... det absolut fundamentale".

På det økonomisk-politiske område giver han os ikke blot

”historisk og systematisk omfattende værker”, af hvilke de historiske oven i købet udmærker sig ved ”min historietegning i stor stil”, og som i økonomien tilvejebringer ”skabende omvæltninger”,

men han slutter også af med sin egen, fuldstændigt udarbejdede socialistiske plan for fremtidens samfund, som er

”den praktiske frugt af en klar teori, der når til de sidste rødder”,

og som følgelig er lige så ufejlbarlig og ene saliggørende som den dühringske filosofi; thi

”kun i det socialistiske samfundsmønster, som jeg har skildret i mit værk 'Cursus der National- und Sozialokonomie' kan det ægte eje træde i stedet for den blot tilsyneladende eller foreløbige eller endog voldelige ejendom”. Efter hvilket fremtiden haver at rette sig!

Denne udvalgte buket lovprisninger fra hr. Dührings egen mund adresseret til hr. Dühring kunne med lethed tidobles. Hos læseren turde den allerede have vakt nogen tvivl om, hvorvidt han virkelig har at gøre med en filosof eller måske med - men vi må anmode læseren om at vente med at fælde sin dom, til han har stiftet nærmere bekendtskab med omtalte dybe originalitet. Vi præsenterer kun buketten for at vise, at vi ikke har at gøre med en sædvanlig filosof og socialist, der slet og ret fremsætter sine tanker og overlader det til den videre udvikling at afgøre deres værdi, men derimod med en helt usædvanlig person, der påstår at være lige så ufejlbarlig som selve paven og med en ene saliggørende lære, man simpelt hen skal annamme, hvis man ikke vil gøre sig skyldig i det afskyeligste kætteri. Det vi har at gøre med er ingenlunde en af disse bøger, som alle socialistiske litteraturer og på det sidste også den tyske er så rigelig forsynet med; bøger, hvori folk af forskellig kaliber på den oprigtigste måde forsøger at komme til klarhed over spørgsmål, til hvis besvarelse de mere eller mindre mangler viden; bøger, hvor den gode socialistiske vilje altid er rosværdig, uanset deres videnskabelige eller litterære mangler. Men hr. Dühring byder os tværtimod læresætninger, om hvilke han erklærer at de er endegyldige inappellable sandheder; over for dem må enhver anden mening altså på forhånd være forkert. Og ligesom han ejer den rene sandhed, således ejer han også den eneste strengt videnskabelige undersøgelsesmetode; over for den er alle andre metoder uvidenskabelige. Enten har han ret, og så står vi over for alle tiders største geni, det første overmenneskelige menneske, fordi det er ufejlbarligt. Eller også har han uret, og selv i dette tilfælde, uanset hvordan vor dom måtte falde ud, ville velmenende hensyn til hans muligvis gode vilje stadig væk være en dødelig fornærmelse mod hr. Dühring.

Når man er i besiddelse af den endegyldige inappellable sandhed og den eneste strenge videnskabelighed, så er det selvindlysende, at man må nære temmelig stor foragt for den øvrige vildfarne og uvidenskabelige menneskehed. Det bør altså ikke undre os, at hr. Dühring kun med yderste ringeagt taler om sine forgængere, og at kun få mænd finder nåde for hans dybe originalitet, efter at han selv undtagelsesvis har udnævnt dem til store mænd.

Lad os først høre, hvad han har at sige om filosofferne:

”Leibniz... der er blottet for hæderligt sindelag... denne den bedst mulige blandt filosoferende hofsnoge".

Kant bliver kun lige netop tålt, men efter ham gik det hele rabundus:

nu kom ”de nærmeste epigoners, altså navnlig en Fichtes og en Schellings forstyrrethed og deres lige så barnagtige som forfløjne tåbeligheder... uhyrlige vrangbilleder af uvidende naturfilosofisteri... de efterkantske uhyrligheder” og ”feberfantasier”, indtil ”en Hegel” sætter kronen på værket. Denne talte i ”Regel-jargon” og udbredte ”Regel-sygen" formedelst sin ”oven i købet også i formen uvidenskabelige maner" og sine ”kruditeter” [grovheder].

Naturforskerne slipper ikke lettere, dog nævnes kun Darwin ved navn, så vi må nøjes med ham:

”Darwinistisk halvpoesi og metamorfose-behændighed med dens grovsanselige snæverhed i opfattelsen og afstumpede sondringsevne... Efter vor mening er den specifikke darwinisme, hvorved man naturligvis bar undtage de lamarckske opstillinger, et stykke brutalitet, rettet mod humaniteten”.

Allerværst går det dog ud over socialisterne. Måske med undtagelse af Louis Blanc - den ubetydeligste af dem alle - er de syndere til hobe og fattes den berømmelse, som burde tilkomme dem forud for (eller bagefter) hr. Dühring. Og ikke blot med hensyn til sandhed og videnskabelighed, nej, også med hensyn til deres karakter. Med undtagelse af Babeuf og enkelte kommunarder fra 1871 er ingen af dem rigtige mænd. De tre store utopister benævnes ”sociale alkymister”. Blandt dem behandles Saint-Simon nogenlunde lemfældigt, for så vidt han kun bebrejdes sin ”overspændthed”, og det medfølende antydes, at han led af religiøst vanvid. Ved Fourier derimod slipper hr. Dührings tålmodighed op. Thi Fourier

”afslørede alle sindssygens kendetegn... ideer som man snarere forventer at møde på galeanstalter... de skøreste drømme... produkter af sindssyge... Den usigelig naragtige Fourier... , ”denne kyllingehjerne...”, denne ”idiot...” er til og med ikke engang socialist; hans phalanstéres [2] er aldeles ikke et stykke rationel socialisme, men ”et misfoster, der er konstrueret efter det almindelige samkvems skabelon”.

Og endeligt:

”For hvem disse udgydelser” (nemlig Fouriers om Newton), ”… ikke er nok til at overbevise sig om, at det i Fouriers navn og i hele fourierismen kun er den første stavelse, der udtrykker en vis sandhed" (fransk fou = forrykt) – ”han burde selv rubriceres under en eller anden kategori af idioter".

Robert Owen endelig

”havde farveløse og fattige ideer... hans tanker angående moralen, der er så primitive... nogle trivialiteter, der udarter til det forskruede... modsigelsesfuld og rå anskuelsesmåde... Owens forestillingsverden er næppe værd, at man underkaster den en alvorlig kritik... hans forfængelighed" osv.

Når altså hr. Dühring yderst åndrigt karakteriserer utopisterne ifølge deres navne således: Saint-Simon - Saint (hellig), Fourier - fou (forrykt), Enfantin - enfant (barnagtig), så mangler bare, at han tilføjer: Owen - oh ve! og en meget betydelig periode i socialismens historie er simpelt hen fordømt med bare fire ord, og den der tvivler på det, han burde ”selv rubriceres under en eller anden kategori af idioter”.

Af de dühringske domme over de senere socialister vil vi for kortheds skyld kun fremdrage dem over Lassalle og Marx:

Lassalle: ”Pedantisk-hårkløveriske populariseringsforsøg... vildtvoksende skolastik... et uhyrligt miskmask af almen teori og småligt vås... menings- og formløs Hegel-overtro... afskrækkende eksempel... egen indskrænkethed... vigtigmageri med de ligegyldigste småtterier... vor jødiske helt... pamfletsmører... ordinær... indre holdningsløshed i livs- og verdensanskuelse”.

Marx: ”Indskrænkethed i opfattelsen... hans værker og resultater er i og for sig, dvs. rent teoretisk betragtet, uden varig betydning for vort emne" (socialismens kritiske historie) ”og i de åndelige strømningers almene historie kan de allerhøjst anføres som symptomer på indvirkning fra en gren af den nyere sektskolastik... afmagt hvad angår koncentrerende og ordnende evner... uformelighed i tanker og stil, sproglige krukkerier uden værdighed... angliseret forfængelighed... dupering... rodede forestillinger, der faktisk kun er bastarder af historisk og logisk fantasteri... bedrageriske vendinger... personlig forfængelighed... lumpne småfiduser... storsnudet... intellektualistiske narrestreger... lærdomskineseri... filosofisk og videnskabelig tilbageståenhed...”

Og så videre og så videre - thi også dette er kun en lille overfladisk blomsterbuket fra den dühringske rosenhave. Og læg vel mærke til, foreløbig angår det os endnu slet ikke, om disse elskværdige ukvemsord - der burde afholde hr. Dühring fra at finde noget som helst hos andre lumpent eller storsnudet, hvis han selv havde en lille smule dannelse - også er endegyldige inappellable sandheder. Ligeledes vil vi - endnu da - vogte os for at røbe nogen tvivl angående deres dybe originalitet, da man ellers måske oven i købet vil forbyde os selv at vælge den kategori af idioter, som vi vil rubriceres under. Vi har kun anset det for vor pligt og skyldighed på den ene side at give et eksempel på det, hr. Dühring forstår ved

”velvalgt, hensynsfuld og i ordets sande betydning beskeden udtryksmåde”,

og på den anden side at konstatere, at for hr. Dühring står hans forgængeres forkastelighed lige så urokkelig fast som hans egen ufejlbarlighed. Herefter bøjer vi os i dybeste ærbødighed for dette alle tiders mest overvældende geni - hvis det altså virkelig forholder sig således.


Noter

[1]: Alle fremhævelser i Dühring-citaterne stammer fra Engels. - Red.

[2]: Phalansteres (paladser), hvori ifølge den franske utopist Char­les Fouriers ideer medlemmerne af produktions- og konsum­tionsfællesskaber i det ideale socialistiske samfund skulle leve og arbejde.


Tilbage
Anti-Dürhing
Næste

Friedrich Engels Internet arkiv

Fejlmelding
Oversigt over marxistiske klassikere