Betingelser for sejr

Betingelserne for massernes sejr i en borgerkrig mod udbytternes hær er meget simple i deres væsen.

1. De kæmpende i en revolutionær hær må være helt klare over det forhold, at de kæmper for deres fulde sociale befrielse og ikke for genoprettelse af de gamle ("demokratiske") former for udbytning.

2. Arbejderne og bønderne i den revolutionære hærs bagtrop såvel som i fjendens bagtrop må vide og forstå den samme ting.

3. Propagandaen på deres egen front såvel som på fjendens front må være fuldstændig gennemtrængt af den sociale revolutions ånd. Parolen "Først sejr, siden reformer" er alle undertrykkeres og udbytteres parole, fra bibelkongerne ned til Stalin.

4. Politik afgøres af de klasser og lag, som deltager i kampen. De revolutionære masser må have et statsapparat, som direkte og umiddelbart udtrykker deres vilje. Kun sovjetter af arbejder-, soldater- og bondedeputerede kan handle som sådan et apparat.

5. Den revolutionære hær skal ikke blot proklamere, men også umiddelbart føre de mere presserende af den sociale revolutions mål ud i livet i de provinser, de har vundet: Ekspropriation af forråd, fremstillede varer og andre lagre ved hånden og overdragelsen af disse til de trængende; omfordelingen af husly og boliger i de arbejdendes interesse og særlig de kæmpendes familier; ekspropriationen af jord og landbrugsmæssige beholdninger i bøndernes interesse; oprettelsen af arbejderkontrol og sovjetmagt i stedet for det tidligere bureaukrati.

6. Fjender af den socialistiske revolution, dvs. udbyttende elementer og deres agenter, må, selv om de er maskerede som "demokrater", "republikanere", "socialister" og "anarkister", nådesløst drives ud af hæren.

7. I spidsen for enhver militær enhed må der anbringes kommissærer, der besidder ulastelig autoritet som revolutionære og soldater.

8. I hver militær enhed må der være en fast sammensvejset kerne af de mest selvopofrende kæmpende, anbefalet af arbejdernes organisationer. Medlemmerne af denne kerne har kun ét privilegium: At være de første under ild.

9. Befalingsmandskorpset indeholder nødvendigvis i begyndelsen mange fremmede og upålidelige elementer blandt personellet. Deres afprøvning, efterprøvning og frasortering må gennemføres på basis af kamperfaring, henstillinger fra kommissærer og vidnesbyrd fra menige kæmpende. Sammenfald hermed må der vedvarende foregå en intens træning af befalingsmænd taget fra de revolutionære arbejderes rækker.

10. Strategien for borgerkrig må forbinde militærkunstens regler med den sociale revolutions opgaver. Ikke blot i propaganda, men også i militære operationer er det nødvendigt at tage den sociale sammensætning af fjendens forskellige militære enheder i betragtning (borgerlige frivillige, mobiliserede bønder eller, som i Francos tilfælde, kolonislaver); og ved valget at retningslinier for operationerne er det nødvendigt strengt at tage den sociale struktur i de relevante områder i betragtning (industrielle regioner, bonderegioner, revolutionære eller reaktionære, regioner med undertrykte nationaliteter etc.). Kort sagt, den revolutionære politik dominerer strategien.

11. Både den revolutionære regering og arbejdernes og bøndernes udøvende organ må vide at vinde hærens og den arbejdende befolknings fulde tillid.

12. Udenrigspolitikken må som sit hovedmål have vækkelsen af den revolutionære bevidsthed hos arbejderne, de udbyttede bønder og undertrykte nationaliteter i hele verden.